Grænsekontrol er ikke symbolpolitik - det er alvor

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Forleden dag tikkede en foruroligende nyhed ind i min mailbakke. Den lyder sådan her:

'Den tyske forbundsregering og det føderale kriminalpoliti advarer ifølge en ny risikoanalyse om fare for mulige angreb i Tyskland med kemikalier.'

Det må stå klart for de fleste, at det er ved at være alvor det her. Angrebet på julemarkedet i Berlin fornylig, adskillige voldsomme terrorangreb i både Tyskland, Belgien og Frankrig og sågar i Danmark, minder os løbende om, at islamister i alle afskygninger mener det alvorligt, når de truer med vold og terror - også omtalt som Jihad.

Nyheden om at den tyske efterretningstjeneste nu frygter, at der planlægges kemiske angreb i Tyskland, hvilket jo så også ville kunne ramme os andre i et grænseløst EU, fik det i bogstaveligste forstand til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Det er alvor det her, virkelig alvorligt.  Jeg kan ikke vide, om tyske eller andre europæiske storbyer nogensinde vil blive udsat for kemiske angreb, men hvorfor skulle der ikke være en reel risiko for det?

Jeg er til gengæld ret sikker på, at vi ikke har set det sidste forsøg på terror i EU, og der er næppe tvivl om, at vores dygtige efterretningstjenester er på konstant overarbejde for at forebygge dette. Det ændrer bare ikke på det faktum, at det bedste og mest oplagte sted at spotte og stoppe en potentiel terrorist, er ved grænserne.

Det er ved den pt. blot midlertidige grænsebevogtning, som nu bliver forlænget 3 måneder, at vores politi og myndigheder helt legitimt kan stoppe alle og spørge dem ind til deres ærinde og sende dem tilbage til Tyskland etc., hvis de ingen gyldig grund har til at søge ophold i Danmark. Eller mistænkte kan anholdes.

Hvis EU-Kommissionen snart forbyder Danmark at have permanent bemanding ved grænsen til Tyskland (og det truer de med), står vi i den situation, at en terrorist ville kunne køre over den derpå ubemandede grænse fra Tyskland med bilen fyldt med kemikalier, som den tyske efterretningstjeneste altså advarer om, er et muligt scenarium (altså at terrorister overvejer kemiske angreb).

I Dansk Folkeparti ønsker vi os brændende permanent grænsekontrol, som også skal fungere som stopklods for asylansøgere, der har vandret op gennem gennem adskillige sikre EU-lande, for derefter at vælge at søge asyl i Danmark. De skal i stedet returneres til Tyskland, som jo så kunne gøre det samme og returnere asylansøgere ved deres grænser.

En fysisk bevogtet grænse har således mange fordele for en nations borgere. De ovennævnte grunde er forklaret, men der er flere: smitsomme sygdomme, herunder i dyreverdenen, kan skabe stor ravage, og en epidemi vil også langt bedre kunne bremses med en reel grænsebevogtning, hvor eksempel en kvægtransport i en periode med eks. mund-og klovsyge vil kunne stoppes nemt og effektivt.

Bekæmpelse af narkotika- og våbensmugling, er et andet voldsomt vigtigt område, som også har snitflader til handlede kvinder og andre mennesker, der reelt smugles ind for at blive udnyttet af kriminelle bander.

Endelig er det jo også ret godt, at politi og toldere kan standse en bil fra Østeuropa for at vurdere, om føreren af bilen kommer her i lovligt øjemed, eller måske har varevognen fyldt med brækjern og lirke til låse og andre remedier, som en tyvebande måtte ligge inde med.

Slutteligt vil jeg påpege det ret mærkværdige paradoks hos dem, der for enhver pris ønsker landegrænsen til Tyskland fjernet og stående ubevogtet:

Hvorfor mener de ikke, det samme skal gøre sig gældende i lufthavnene? Personligt er jeg meget glad for sikkerhedskontrollen i alverdens lufthavne. Jeg forstår blot ikke, hvorfor det skulle være politisk 'kontroversielt' at ønske sig, at der er kontrol med flypassagerer fra Tyskland, mens det åbenbart er helt 'forkert' at ønske sig det samme for togpassagerer og bilister fra Tyskland.

Jeg forstår ikke logikken og da slet ikke i en tid, hvor terroren udgør en konkret og farlig trussel!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
49 kommentarer
Vis kommentarer