'Hvor var det godt, at danskerne stemte nej'

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Et enigt Folketing har givet statsministeren mandat til at forhandle en endelig aftale på plads, så Danmark også efter 1. maj 2017 vil være tilknyttet Europol.

Det er faktisk en rigtig god aftale, der sikrer, at dansk politi fortsat har adgang til Europols registre og er repræsenteret i alle relevante interne udvalg og grupper. Der vil være dansktalende forbindelsesofficerer, som skal sørge for kommunikationen mellem dansk politi og Europol. Dansk politis muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet bliver ikke svækket.

Og det er lykkedes at opnå denne aftale samtidigt med, at Danmark ikke afgiver mere selvstændighed til EU. Vi fastholder tilknytningen til Europol på mellemstatsligt niveau ganske som i dag.

Aftalen forudsætter, at Danmark er en del af Schengensamarbejdet. Det er vi også i dag. Det er velkendt, at DF mener, at Schengensystemet med de åbne grænser er en historisk fejltagelse, som Danmark bør melde sig ud af. Det ændrer aftalen om Europol ikke på.

Men den mellemstatslige tilknytning til Europol betyder, at den dag, hvor DF har fået samlet et flertal i Folketinget for, at Danmark skal forlade Schengen og indføre permanent grænsekontrol, så kan vi gøre netop dét. Og DF fortsætter ufortrødent kampen for permanent grænsekontrol. Det siger sig selv.

Dermed lever aftalen til fulde op til det, som DF stillede vælgerne i udsigt under valgkampen op til folkeafstemningen.

Hvor var det godt, at danskerne stemte nej til at overlade hele retsområdet til EU på trods af skræmmekampagnerne om, at vi ville blive smidt ud af Europol og efterladt helt alene, hvis det blev et nej. Dén hoppede danskerne heldigvis ikke på. Og med den skitse til en Europolaftale, som nu foreligger, kan alle se, at det bare var den sædvanlige skræmmetaktik, som altid bliver aktiveret, når de EU-jubelglade partier vil have danskerne til at afgive mere magt til EU.

Danmark vil også fremover være med i Europol, og dansk politi kan fortsætte det tætte samarbejde med deres europæiske kolleger. Det er glimrende.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
69 kommentarer
Vis kommentarer