Danmark i bund som muslimsk rejsedestination. Ja, og….?

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Forleden læste jeg en artikel om noget, jeg ikke anede eksisterede. Et rejseindeks – for verdens muslimer. Det såkaldte ”Muslim Travel Index” – eller halalrejseindekset, som firmaet bag selv kalder det. Og her ligger Danmark bestemt ikke højt. I år ligger Danmark på plads nr. 84 ud af de 130 lande, som rejsesiden The Crescent Rating vurderer som muslimvenlige. Indrømmet! Ikke en placering, der er værd prale af, medmindre man faktisk har det fint med det.

Jeg er ikke sikker på, at Danmark nogensinde har ligget højt placeret på dén liste – men nogen mener, at Danmark er raslet ned af listen og derved går glip af store turistindtægter. De samme mennesker mener, at vi som land skal gøre mere for at tiltrække den voksende gruppe muslimske turister. Ikke for min skyld! Man kan også bøje sig for dybt for ussel mammon.

For når man læser, hvad der får verdens muslimer til at vælge rejsedestination, er det bl.a. nem adgang til halal-mad, ingen vilde fester med alkohol, kønsopdelte fritidsudfoldelser på strande og i vandlande og nem adgang til bede-rum. Klart at Danmark ikke figurerer højt på visse muslimers liste over ønskede rejsemål, hvis det er disse parametre, der tæller. Jeg troede, at man rejste til et land for at se og lære noget nyt i stedet for at udfolde de præcis samme daglige aktiviteter, som i hverdagen. Det er vel det, der definerer ferie?!   

Helt ærligt! Lever vi ikke fint med det? Man kan også bøje sig for dybt for at samle en mønt op. Øverst på muslimers rejseønskeliste ligger Singapore og Malaysia. Nu er Malaysia jo et muslimsk land i forvejen, så der kan muslimske rejsende nemt få opfyldt deres ønsker.

Muslim Travel Index er, når man tænker over det, noget af det mest fremmedfjendske og forskelsbehandlende, jeg længe har set. Nærmest racistisk. Er der måske nogen, der har hørt om ”The Christian Travel Index” eller ”The Buddhist Travel Index”. Nej, vel - de findes ikke. End ikke Google kan finde dem.  

Så hvad skal vi bruge Danmarks placering som nr. 84 på Muslim Travel Index-listen til? Intet! Personligt glæder jeg mig over, at et stigende antal turister vælger at besøge Danmark. Om de er muslimer eller ej er underordnet, så længe de opfører sig ordentligt, og respekterer, at de er i et andet land og en anden kultur og undlader at kræve særbehandling mens de er her – og har en returbillet, så er alle velkomne. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
62 kommentarer
Vis kommentarer