Dansk politik har fået en mørkets fyrste

'Dansk politik har således fået en ny magtfuld figur, der måske bedst kan sammenlignes med en art mørkets fyrste,' skriver Dansk Folkepartis Peter Skaarup om Mette Frederiksens nye stabschef, Martin Rossen, til højre i billedet. Foto: Philip Davali
'Dansk politik har således fået en ny magtfuld figur, der måske bedst kan sammenlignes med en art mørkets fyrste,' skriver Dansk Folkepartis Peter Skaarup om Mette Frederiksens nye stabschef, Martin Rossen, til højre i billedet. Foto: Philip Davali

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Da Mette Frederiksen i sommer dannede en socialdemokratisk mindretalsregering, havde hun en overraskelse med i ærmet. Med sig ind i Statsministeriet slæbte hun ikke bare sin politiske strateg og vigtigste rådgiver, Martin Rossen. Næh, hun besluttede sig samtidig for at gøre selvsamme Martin Rossen til det, man bedst kan beskrive som hendes vicestatsminister.

Rossen får sit helt eget sekretariat omkring sig og kommer til at få fast sæde i regeringens to vigtigste udvalg: økonomi- og koordinationsudvalget.

Det er en helt usædvanlig konstellation, at en person, der ikke er politisk valgt, får så meget politisk magt, at man kan kalde ham vicestatsminister. Den respekterede politiske analytiker, Thomas Funding, beskriver den usædvanlige nyskabelse her i et sobert indlæg:

Bekymrende udvikling skaber frygt for amerikanisering af dansk politik

Et af mange problemer, når det gælder den reelle udnævnelse af Martin Rossen som vicestatsminister er, at han ikke er folkevalgt, hvorfor det er stort set umuligt at stille ham til ansvar for de gerninger, han foretager sig.

Han er jo i sagens natur ikke underlagt ministeransvarlighedsloven, da han formelt ikke er minister, men det ændrer bare ikke på, at han reelt har langt mere magt end stort set alle ministre i den socialdemokratiske regering, med statsministeren som den eneste reelle undtagelse. Så meget magt at ministrene såmænd nok har strakt våben, allerede INDEN de indlader sig i noget, der overhovedet ligner et slagsmål med ham.

Mette Frederiksen har slingret noget i sin definition af Martin Rossens rolle. Som denne artikel præcist beskriver, hvilket nok skyldes, at hun har været mere forhippet på at give Martin Rossen maksimal magt og minimal risiko for at blive draget til ansvar for sine beslutninger og handlinger.

Men Mette Frederiksen er hverken til at hugge eller stikke i, hun holder hårdnakket fast i, at Rossen ikke behøver at være minister med dertilhørende pligter og ansvar. Men hun vælger i stedet at placere ham i en rolle, hvor han officielt ingen magt besidder, mens alle omkring Martin Rossen ved, at han refererer direkte til statsministeren og har den reelle magt til både at udvikle politik og få ting til at ske.

I Danmark kan statsministeren suverænt udpege sine ministre, og Mette Frederiksen kunne til enhver tid udpege Martin Rossen til minister, hvorved han ville blive formelt ansvarlig for sine handlinger. I stedet vælger Mette Frederiksen at give det danske demokrati et skud for boven.

For det må stå klart for enhver, at Rossen får en meget fri rolle, der vil gøre ham i stand til at handle helt udenom demokratisk kontrol som Mette Frederiksens forlængede arm. Men uden at hverken vi oppositionspolitikere eller medierne kan drage ham til ansvar.

Hvis du nu som den opvakte læser, du utvivlsomt er, sidder og tænker, at det kunne være rigtig rart at høre den gode mands egen udlægning af sin kommende rolle som en slags stabschef uden formelt ansvar, så må jeg skuffe dig. Martin Rossen nægter konsekvent at udtale sig til noget dansk medie ift. sin nye og magtfulde rolle i dansk politik, helt udenfor demokratisk kontrol.

Dansk politik har således fået en ny magtfuld figur, der måske bedst kan sammenlignes med en art mørkets fyrste - helt udenfor enhver parlamentarisk kontrol. Det finder jeg dybt mildest talt dybt bekymrende.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
42 kommentarer
Vis kommentarer