Det handler om tryghed

Dansk Folkeparti vil have video-sikring af centrale veje, pladser, torve og lokaliteter i et net, i første omgang i København. Det skal  lette politiets sporing, siger Peter Skaarup (DF). Foto: Jens Dresling
Dansk Folkeparti vil have video-sikring af centrale veje, pladser, torve og lokaliteter i et net, i første omgang i København. Det skal lette politiets sporing, siger Peter Skaarup (DF). Foto: Jens Dresling

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Gentagne eksplosioner i København skaber naturligvis utryghed. Heldigvis er ingen endnu kommet alvorligt til skade, men med sprængstoffer er det som med vildfarne kugler; det er kun et spørgsmål om tid.

Det overrasker mig ikke, at der er bånd til Sverige i sagen, det har længe været en bandesport i Malmø at sprænge alt muligt i luften.

Dansk Folkeparti har længe talt for grænsekontrol til Sverige – både ind i Danmark og ud. Det bare ikke være let for nogen at smugle våben og bomber ind og ud af vores land. Så kære regering; kom i gang med at sikre Danmark!

Det gælder også og ikke mindst med hensyn til udbygning af video-overvågning. Det er både præventivt og bidrager effektivt til hurtigere opklaring.

Terroristen, der angreb Krudttønden og synagogen og i København i 2015 blev fundet på grund af de optagelser, politiet så fra diverse mere eller mindre tilfældige overvågnings-kameraer, han rendte ind i.

Men jagten på ham blev forsinket af, at det netop var tilfældige kameraer mere eller mindre tilfældige steder og af, at politiet ikke havde et samlet overblik over, hvor der i grunden var overvågning og hvor, der ikke var.

Det dur selvfølgelig ikke!

Det er derfor Dansk Folkeparti nu har foreslået en plan for video-sikring af i første omgang København.

Vi skal kopiere Londons effektive og udbredte cctv-overvågning af centrale veje, pladser, torve og lokaliteter i et net, så det letter politiets hurtige sporing. Det er den moderne og nødvendige måde at skabe tryghed for det kæmpemæssige flertal af lovlydige borgere. Og tryghed er afgørende for, at vi kan leve vores liv og agere som vi vil i et frit, folkestyret samfund. Tager frygten først over, lammes samfund og folkestyre langsomt, men sikkert.

Derfor giver jeg heller ikke meget for liberales ideologisk betingede frygt for 'privatlivets fred' og hvad ved jeg. Alle vi, der blot er borgere og opfører os ordentligt i det offentlige rum, er da helt ligeglade med, at et kamera eller ti optager os, mens vi cykler fra A til B, eller slentrer over Rådhuspladsen med vores børn og hunde og en is.

Jeg ved, at tæt overvågning vil skabe tryghed og at politiet lettere vil kunne finde og stoppe både ballademagere og terrorister. Så gør det mig ikke noget, at man på en optagelse kan se, at jeg godt kan lide at spise vanilleis, når det er varmt!

Personlig frihed og retten til privatliv handler ikke om, at man ikke må filmes, når man træder ind i en bank med eller uden elefanthue eller færdes rundt om. Det handler om, at vi kan og må gøre, hvad vi vil indenfor lovens rammer uden at genere andre urimeligt derved, og om, at vores hjem er ukrænkeligt og at vi kan færdes og agere normalt i samfundet uden, at politiet eller andre myndigheder stopper os i tide og utide. Dét kan alle vi lovlydige i Danmark overalt allerede, og det ændrer intensiveret tv-overvågning ikke et hak på!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
19 kommentarer
Vis kommentarer