DF: Statsministerens rolle bør undersøges

'Statsministerens bestemte og egenrådige regeringsform har efterladt mange med et indtryk af, at hun havde godt styr på tingene, men....', skriver Dansk Folkepartis Peter Skaarup. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
'Statsministerens bestemte og egenrådige regeringsform har efterladt mange med et indtryk af, at hun havde godt styr på tingene, men....', skriver Dansk Folkepartis Peter Skaarup. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har snart siddet i regering i 1,5 år, hvor omtrent halvdelen af regeringsperioden har stået i lyset af Corona-pandemiens uforudsigelige farvande.

Statsministerens bestemte og egenrådige regeringsform har efterladt mange med et indtryk af, at hun havde godt styr på tingene - måske endda for godt styr på tingene - i al fald i hendes egen bevidsthed. Den store leder, der kunne klare det hele selv, behøvede ikke længere at konsultere oppositionen og de mange dygtige embedsmænd omkring hende.

Den 4. november så vi Mette Frederiksen egenrådighed i fuldt flor, da hun på landsdækkende TV beordrede alle danske mink aflivet på trods af, at der ikke var lovhjemmel, hvilket helt banalt betyder, at der ikke var vedtaget en lov i Folketinget, der tillader det, statsministeren sagde.

Statsministerens ordre og den nu afgåede Fødevareminister Mogens Jensens udførelse kom trods det faktum, at seks ledende ministre i regeringen af deres embedsmænd var blevet advaret om, at der manglede lovhjemmel til at iværksætte nedslagtning af alle danske mink, hvorfor en ordre om dette ville være grundlovsstridig.

Det er en skandale uden sidestykke i dansk politik.

I regeringens redegørelse for sagen om det absurde grundlovsbrud fremgår det klart, at statsministeren havde konsulteret sit koordinationsudvalg, inden den fatale ordre om nedslagtningen af alle danske mink. Men enten undlod alle statsministerens ledende ministre at orientere hende om det forestående brud på grundloven, hvilket lyder usandsynligt inkompetent, eller også undlod Statsministeren og hendes eget ministerium bevidst at reagere på skiftende afvarsler, herunder fra de ledende jurister i justitsministeriet.

Det korte og det lange er, at det er statsministerens egen ubetingede pligt at organisere sig således, at hun altid er informeret og orienteret om lovgrundlaget for sine egne og sine ministres ageren.

Desuden er det danske embedsværk virkeligt dygtigt og kompetent, hvorfor det er dybt mærkværdigt, at statsministeren aldrig modtog en advarsel om sit forestående grundlovsbrud i minksagen - med mindre hun naturligvis er blevet så magtfuldkommen, at alle gode råd preller af på hende?

I DF konkluderer vi i al fald, at der må nedsættes en undersøgelseskommission, der skal klarlægge, hvorfor statsministeren med åbne øjne brød Grundloven.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
8 kommentarer
Vis kommentarer