Ikke-vestlige indvandrere voldsomt overrepræsenteret i voldtægtstal

I en helt ny forskningsrapport fra Justitsministeriet har embedsmændene kigget nærmere på voldtægtsstatistikkerne og er kommet frem til følgende chokerende, men for mange af os ikke så overraskende konklusion:

Der er en klar overrepræsentation af indvandrere fra ikke-vestlige lande, når man ser på statistikken over dømte voldtægtsforbrydere. 23 % af voldtægtsforbrydere er ikke-vestlige indvandrere til trods for, at de kun udgør 6 % af de 15-79-årige i Danmark. Til sammenligning udgør etniske danskere 61 % af de dømte voldtægtsforbrydere.

Det betyder jo oversat til almindeligt dansk, at ikke-vestlige indvandrere er 5 næsten 6 gange overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne i sammenligning med etniske danskere. Det kan enhver jo regne ud er ganske alarmerende, ja faktisk skræmmende voldsomme tal.

Jeg formoder, at en stor del af forklaringen kan findes i, at mænd og kvinders rolle i den tredje verden, ikke mindst i den muslimske kulturkreds, er så fundamental forskellig fra vores. Kvinder er generelt ikke ligestillede i den tredje verden med mændene og har generelt langt færre rettigheder, herunder alt for ofte manglende ret til selv at vælge partnere.

En del muslimske kvinder kan i et vist omfang også være berøvet retten til at afvise en mands tilnærmelser, hvis de bevæger sig ud af hjemmet uledsaget, ikke er tildækket etc., alt sammen meget afhængig af islamiseringsgraden, hvor de kommer fra, den lokale kultur og deres families syn på kvinder osv.

I rapporten gives der følgende forsøg på en forklaring af, hvorfor relativt flere ikke-vestlige mænd begår seksuelle overgreb end danske:

'Undersøgelsen viser, at gerningsmanden og offeret – i de tilfælde, hvor gerningsmanden er af fremmed etnisk herkomst – lidt oftere har mødt hinanden til en fest eller på anden måde tilfældigt og haft et kortere bekendtskab forud for voldtægten. Det ses videre, at offeret og gerningsmanden i sager med en dømt af fremmed etnisk herkomst hyppigere misforstår hinanden eller opfatter situationen forskelligt. Der er en gennemgående tendens til, at offeret og gerningsmanden i disse sager sjældnere er enige om, hvornår og hvordan de har mødt hinanden, hvad der er sket forud for voldtægten, i hvilket omfang de har flirtet osv. Dette synes ikke at kunne forklares med varigheden af kendskab, men kan tyde på, at indvandrere undertiden kan have vanskeligheder ved at tolke kvindens signaler eller forstå spillereglerne i det seksuelle møde, hvilket vil kunne være med til at forklare den relativt store overhyppighed af gerningsmænd med indvandrerbaggrund i sager om voldtægt. Det understreges, at andre forklaringer også er mulige.'

Læseren kan jo selv indtænke egne erfaringer og tolkninger på tallene.

Men min konklusion er, at det naturligvis må gå galt hyppigere, end man kunne ønske sig, når et samfund så ukritisk tillader titusinder af unge, enlige mænd at komme hertil og få opholdstilladelse, fordi man fra magthavernes side ikke vælger at hjælpe dem og mange flere i lokalområderne. Disse unge mænd kommer ofte fra kulturer, hvor kvindesynet er middelalderligt, ja, nogle gange decideret skræmmende.

Det må selvsagt medføre alvorlige, ja nærmest uoverskuelige problemer nu og i fremtiden, som bliver vanskelige at løse.

Endvidere har vi en festkultur i Danmark, der bygger på indtagelse af alkohol og kvinders frihed til at flirte og vise sig frem, uden at det for indfødte danskere betyder, at kvinderne umiddelbart bare er seksuelt tilgængelige – i al fald ikke uden klart samtykke. Men det kan selvfølgelig være yderst vanskeligt at forstå for nogle indvandrere, der kommer fra samfund, hvor kvinder er ekstremt undertrykte og selv det mindste stykke hud og hår er gemt væk bag tunge gevandter.

Jeg frygter derfor, at disse tal i fremtiden kan blive værre, fordi vi gennem de senere år har taget for mange nye ikke-vestlige indvandrere hertil igen bl.a. pga. krigen i Syrien. Det er tal, der skal bringes ned og er ved at blive det, indtil et nyt Folketingsvalg i værste fald bringer rød blok til magten, så vil grænserne måske igen blive sparket åbne og på vid gab, og så kan hele møllen starte forfra og disse triste tal, risikerer så at blive endnu værre igen.

Du kan selv læse rapporten om de ikke-vestlige indvandreres voldsomme overrepræsentation i voldtægtsstatistikkerne her.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen