Kriminelle asylsøgere skal udvises

Et ungt dansk par går tur i indre by i København tidligt lørdag morgen, da de pludseligt bliver passet op af seks unge marokkanere, der befinder sig i Danmark under påskud af at søge asyl. Som 'tak' for den danske gæstfrihed vælger de seks unge mænd i flok at overfalde det unge par og forsøge at berøve manden sit ur, hvilket den unge mand modsætter sig. Herefter bliver han slået til blods med en flaske.

Det må kræve en helt særlig form for kynisme og afstumpethed at opføre sig på den måde. Og lad mig sige det klart: Jeg og Dansk Folkeparti ønsker at kriminelle asylsøgere prompte skal udvises af Danmark. Alt andet er urimeligt og utåleligt.

Jeg er sikker på, at mange danskere raser, når de læser om, hvordan vores gæstfrihed gang på gang misbruges af kriminelle og kyniske asylsøgere. Jeg deler frustrationerne, og som folkevalgt er jeg træt af, at et flertal i Folketinget og retsordførerne for mange af partierne rutinemæssigt udtrykker deres fordømmelse, hver gang en flok asylsøgere bryder loven.

Men når det kommer til handling, så stikker de samme retsordførere hovedet i busken og stemmer imod næsten alle Dansk Folkepartis forslag til opstramninger.

Det er rent ud sagt undergravende for den danske befolknings tro på det politiske system, når den ene kriminelle udlænding efter den anden slipper afsted med grov kriminalitet uden for alvor at være truet af udvisning. Det skyldes hver gang, at et flertal af Folketingets partier sætter nogle forældede konventioner over den danske befolknings ve og vel.

At de seks marokkanske mænd får lov til at blive her landet efter at have begået grov kriminalitet føles som et decideret overgreb på min retsfølelse. Udløberen af den triste sag bliver, at vi fra Dansk Folkepartis side nok engang vil fremsætte forslag om at afbryde asylbehandlingen, når en asylsøger groft overtræder loven. Kriminelle asylsøgere skal vises ud af Danmark. Længere er den ikke.

Desværre kan vi forvente  at de resterende partier i Folketinget, herunder Socialdemokratiet og Venstre, fortsat vil holde hånden over de kriminelle asylsøgere, der åbenlyst misbruger vores asylsystem for at blive i landet - på bekostning af den danske befolknings sikkerhed og tryghed. Husk det ved næste folketingsvalg.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen