Mette F. på jagt efter likes og mink

'Pinligt', at statsministeren forsøger at udnytte situationen i Nordjylland til egen fordel,' mener DF's Peter skaarup. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
'Pinligt', at statsministeren forsøger at udnytte situationen i Nordjylland til egen fordel,' mener DF's Peter skaarup. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Når vi politikere beder en hel landsdel og næsten 300.000 mennesker om at sætte deres liv på pause, så skal vi også tage det dybt alvorligt. Det gjorde vores statsminister ikke, da hun ganske kort efter pressemødet opfordrede danskerne til – hvis de havde lyst, måtte man forstå – at 'like eller dele opslaget' akkompagneret af et billede af en smilende Mette på en strand i Nordjylland.

Altså går statsministeren efter hurtige 'likes' og delinger i en situation, der i stedet burde kalde på en dyb alvorlighed fra landets statsminister. Der er altså tale om et helt land og en væsentlig landsdel - ikke et socialdemokratisk konvent. Blot det at man kan blive i tvivl, er fuldstændig forrykt.

Lige så enig som vi har været i Folketinget omkring nedlukningen af Danmark, hvor vores mandater blev givet i en ekstraordinær situation, lige så hovedrystende pinlig har regeringens håndtering af anden bølge været.

Jeg modtager flere mails og beskeder dagligt fra borgere, der ikke kan knække koden på de forskellige regler om forsamlinger, hvor lærere i skolerne ikke skal have visir på osv. Jeg forstår dem godt, når jeg ser, hvordan reglerne er skruet sammen.

Derfor skal situationen i Nordjylland også tages ekstremt alvorligt, og tingene bør gøres i den rigtige rækkefølge. Først og fremmest er det klart, at vi i Danmark skal tage situationen omkring mutation af Covid-19 ekstremt alvorligt.

Vi kan ikke være tjent at blive det nye Wuhan og epicenter for en ny virus. Samtidig bør vi også give klar besked til ikke mindst minkavlerne som mister hele deres livsværk og dem, der nu ikke kan tage på arbejde grundet restriktionerne.

Vores statsminister skal være mere fokuseret på, hvordan minkavlerne kan få fuld kompensation for den ekspropriering regeringen reelt set har sat i gang.

Hun bør fokusere på at få delt data om den muterede virus med alle verdens forskere. Hun bør snakke med vores nabolande om virussen findes andre steder i verden. I stedet lægger hun et smilende billede op og går på jagt efter hurtige likes og delinger. Det er pinligt. Det er meget for pinligt, Mette Frederiksen!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
72 kommentarer
Vis kommentarer