Skaarup: Hærværksfolk på Nørrebro må selv betale regning for balladen

Uroligheder på Nørrebro i København, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan har afholdt demonstration i området søndag den 14. april 2019. (Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix)
Uroligheder på Nørrebro i København, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan har afholdt demonstration i området søndag den 14. april 2019. (Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix)

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

Der findes næppe den dansker, der ikke har hørt om Rasmus Paludan. Uanset om er enig med ham eller ej, må man lade Paludan, at han er lykkedes med sin mission og man må i samme åndedrag konstatere, at han aldrig havde klaret det uden sine politiske fjenders hjælp.

Og det er næppe for meget at kalde Paludans moddemonstranter – i al fald de voldelige af dem – for fjender af ham samt hans ret til at demonstrere. Hvorfor nogen mon bider på hans provokationer, når de bare kunne slænge benene op på sofaen, tænde for Netflix og nyde en søndag i familiens skød eller gå en tur i det dejlige friske solskin? Ja det kan man undre sig over.

Svaret blæser i vinden, men det synes som om, at særligt utilpassede indvandrerunge, der ofte abonnerer på en meget dominerende macho-kultur og en del autonome bare ikke kan modstå fristelsen til at lade sig provokere, så de efterfølgende nærmest på kommando kan tillade sig selv at miste kontrollen, - og med nærmest god samvittighed kan sætte brand i gaden.

Det virker som om, at de, der laver optøjer, VIL lave uro og brand i gaden. Det er ikke Paludan, de forholder sig til, han er bare deres undskyldning, det er Danmark og danskerne, de hader!

Og husk nu på, at langt, langt flere venstreorienterede og unge med indvandrerbaggrund holder sig væk fra Paludans optrin, end der er deltagende. Det er med andre ord ikke en naturlov, at man partout skal møde op til Paludans optræden og lade sig ophidse af den – man kan faktisk blive hjemme, kigge den anden vej, læse en god bog og ignorere ham og hans provokationer. Ligesom langt de fleste danskere bliver hjemme og ignorerer Hizb-ut-Tahrirs ubehagelige og antidemokratiske demonstrationer.

Tanken om at skulle indgå i en fysisk konfrontation med en politisk modstander ligger de fleste af os ret fjernt. Heldigvis. Og selvom vi føler os ramt og generet af modpartens argumenter eller mangel på samme, ville vi også vide, at det dummeste vi kan gøre, er at blive fysisk grove og ubehagelige. Det er ikke bare anti-demokratisk, men det er også tegn på, at man har tabt diskussionen. Endelig er det basalt set en overtrædelse af straffeloven at afslutte en debat ved at tæve modparten, hvilket jo sådan set ville medføre en fortjent fængselsstraf, hvis man gjorde det.

Volden vendt mod Paludan og i realiteten mod fuldstændigt uskyldige politifolk og tilfældige menneskers private ejendom er derfor ikke bare lovstridig, men også uforklarlig og uforsvarlig efter ethvert rationelt parameter.

Der cirkulerer et tal på seks millioner kr., som skulle være udgiften ved at passe på Paludan. Spørgsmålet er dog ikke, om det koster en hulens masse penge at passe på Paludan, når han optræder offentligt, men snarere hvem, der er skyld i udgifterne. Efter søndagens og mandagens optøjer og bilafbrændinger i adskillige københavnske bydele, uroligheder i Albertslund og andre bilafbrændinger i fx Gellerup, hvor Paludan IKKE har været, står et vigtigt spørgsmål tilbage:

Hvem der bør have regningen for optøjerne?

For mig er det helt klart, at det er ballademagerne, der møder op for at slås med politiet, der skal have regningen. Vi vil derfor i Dansk Folkeparti nu tage kontakt til justitsminister Søren Pape, så vi sikrer, at regningen for optøjerne kan fordeles ud blandt ballademagerne, så de må betale de store millionudgifter, som deres vanvittige adfærd koster samfundet. De må betale det, det koster at rydde op efter dem. Så kan de lære det!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
97 kommentarer
Vis kommentarer