Skaarup om kritikere: 'Jeg tilgiver dem - de ved ikke bedre'

Peter Skaarup. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, skriver om politik og samfund.

3.458 – det laveste antal asylsøgere i ti år.

Jamen, det er fint – men vi skal have tallet længere ned – og så skal antallet af hjemsendelser op.

Meldingen fra Udlændinge- og integrationsministeriet i denne uge om det rekordlave antal asylsøgere er blevet udråbt som en milepæl – en bedrift udover det sædvanlige.

Men hallo, det var jo ikke sket, hvis ikke regeringen og Dansk Folkeparti havde strammet op på udlændingepolitikken. Det gælder indrykningen af annoncer i mellemøstlige aviser og stramningerne i adgangen til offentlig forsørgelse for udlændinge, som sikkert er medvirkende årsager til det lave antal asylsøgere.

Vi må heller ikke glemme grænsekontrollen, der har forhindret mere end 4.000 uønskede personer indrejse i Danmark.

Der er næppe heller tvivl om, at EU’s aftale med Tyrkiet har forhindret tusindvis af andre asylsøgere i at nå frem til Europa. Ikke at de er taget hjem igen. Nej, de venter bare på næste lejlighed til at slippe afsted. Således er min forventning, at flygtningestrømmene også vil være et stort emne her i det nye år. Derfor er grænsekontrol stadig et kardinalpunkt for Dansk Folkeparti.

Under stort postyr og konstant beskydning fra venstrefløjen har Dansk Folkeparti sammen med regeringen sørget for, at Danmark ikke igen bliver en magnet for asylsøgere, økonomiske immigranter og kommende generationer af kontanthjælpsmodtagere.

Hver gang vi har foreslået en stramning af gældende regler for at begrænse antallet af asylsøgere, har den politisk korrekte del af venstrefløjen sendt eder og forbandelser mod Dansk Folkeparti. Kaldt os alverdens ukvemsord og beskyldt os for at være racister og det, der er værre.   

Jeg tilgiver dem! De ved ikke bedre – og har tilsyneladende svært at tro på DFs spådomme. Lidt ligesom når børn ikke tror på forældrene, når de siger, at hvis de bruger alle lommepengene på slik i aften, så har de ikke penge til de nye Legoklodser sidst på måneden.

Lad mig blot minde om beregningerne fra Finansministeriet, der dokumenterede, at prisen for den ikke-vestlige indvandring var og er 33 mia. kr! 33 milliarder kroner! Hvert eneste år! Det kan man få utrolig meget velfærd eller skattelettelser for!

Snart genoptages forhandlingerne om skat og udlændinge. Her vil hjemsendelser stå øverst på DF’s dagsorden. Af præcis samme årsag. Antallet betyder noget. Selv de radikales Sofie Carsten Nielsen er nået til den erkendelse. Dansk Folkepartis største indenrigspolitiske bedrift i 2017!

Selv tak, Sofie!

Uden at ville svælge i de stramninger, DF har været med til og været ophavsmænd til, vil jeg henlede opmærksomheden på de milliarder af kroner, DF i samarbejde med regeringen har sørget for bliver i statskassen og kan bruges til velfærd, ældrepleje, sundhed eller skattelettelser – alt efter temperament.

Penge som nu i hvert fald IKKE går til kontanthjælp, førtidspension sygedagpenge, tolkebistand, integrationskurser, psykologbistand og kvindekrisecentre til ikke-vestlige indvandrere.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
62 kommentarer
Vis kommentarer