Hver morgen, når jeg kører min datter i vuggestue, kommer jeg forbi Bryggeriforeningens smukke hovedkontor i Carlsberg kvarteret. Her i en stilfuld palævilla, lidt hævet over vejen og med den smukkeste have bagved, residerer Nick Hækkerup. Og hver morgen tænker jeg: Han må have svært ved at få armene ned. Hækkerup slap væk fra Justitsministeriet nærmest et splitsekund, før Claus Hjort Frederiksen sagen gik amok.
Det kunne ligne et mirakel, men selvom jeg har et lille barn, så er jeg så tilpas gammel, at jeg er holdt op med at tro på mirakler og tilfældigheder i moderne politik.
Hækkerup skulle ud af døren, inden sagen eksploderede. Og det kom han. Timet og tilrettelagt.
Men den egentlige skandale ligger et helt andet sted. Anklagerne mod Claus Hjort Frederiksen for at have lækket statshemmeligheder har fra starten været vanvittige og lugtet alt for meget af politisk fnidder. Det er muligt Hjort’en var lidt for åbenmundet i flere interview, men det var på ingen måde ny viden, at han bekræftede, at amerikanerne via nogle søkabler havde haft adgang til at aflytte danskere og andre europærere.
Det er denne aflytning, der er den reelle skandale, og som den politiske mudderkastning om Claus Hjort fuldstændig har fjernet fokus fra. Kald mig bare konspirationsteoretiker, men jeg tror heller ikke, der ligger noget tilfældigt i dette fokusskift fra indholdet i sagen til budbringeren.
Hvis Claus Hjort Frederiksen, som den første havde afsløret, at amerikanerne hemmeligt aflyttede os, så burde den nuværende regering da have takket ham i stedet for at ville retsforfølge ham. Men alle har jo vidst, hvad amerikanerne havde gang i. Sagen er selvfølgelig blevet grundigt diskuteret i Justitsministeriet, i efterretningstjenesterne og i regeringens sikkerhedsudvalg.
Derfor er skandalen ikke, om Claus Hjort har talt over sig, men at amerikanerne har fået lov til at aflytte os.
Nu er sagen mod Claus Hjorth Frederiksen for at have lækket statshemmeligheder formentlig slut, men en ny sag burde opstå fra asken.
Folketinget burde nedsættes en undersøgelseskommission der kulegraver hvem der gav amerikanerne lov til at aflytte gud og hver mand. Her har Claus Hjorth Frederiksen, som mangeårig Forsvarsminister, formentlig spillet en afgørende rolle. En anden hovedaktør er uden tvivl manden der nu sidder i ro og mag i palævillaen i Carlsberg, Nick Hækkerup.
Men ingen bør kunne slippe for ansvaret ved at forlade den politiske scene velkoreograferet. Men ansvarsfordelingen skal ikke handle om budbringeren, men om indholdet.
Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.