Den lille pige med svovlstikkerne findes

'Selvom vi tæller ned til 2020, og mange mæsker sig i julemad og ny eletronik, er der stadig en gruppe i vores samfund, som ingen rigtig vil være ved, medmindre det gælder almisser, når juletiden sænker sig,' skriver Puk Sabber. Foto: John Stick 
'Selvom vi tæller ned til 2020, og mange mæsker sig i julemad og ny eletronik, er der stadig en gruppe i vores samfund, som ingen rigtig vil være ved, medmindre det gælder almisser, når juletiden sænker sig,' skriver Puk Sabber. Foto: John Stick 

Puk Sabber, socialrådgiver og skribent, skriver om Danmark på vrangsiden

Mange kender 'Den lille pige med svovlstikkerne' som et eventyr af H.C.Andersen. Jeg kender det fra mit arbejde.

Selvom vi tæller ned til 2020, og mange mæsker sig i julemad og ny eletronik, er der stadig en gruppe i vores samfund, som ingen rigtig vil være ved, medmindre det gælder almisser, når juletiden sænker sig. 

Hvorfor skal vi ikke være gode ved hinanden HELE året rundt.

Hvad skete, da jeg ringede søndag aften på vegne af en ung mor på 27 år, der stod på gaden med to små børn? 'Aben' blev sendt videre til et døgnkontor i kommunen. Krisecentret for voldsramte mødre med børn havde ikke plads. Og de mente i øvrigt heller ikke, at det var deres opgave at hjæpe med at finde andet ly til den lille familie.

Nu er jeg bange for, at de tvangsfjerner moderens børn. Tænk en julegave det ville være for den lille familie, hvis staten med sin magt skilte dem ad. Men pyt, de er alligevel halve muslimer. Og mor er i den reneste målgruppe for at blive udsat for det systemiske overgreb, som en tvangsfjernelse er: Ung, enlig mor. Halv araber. Har haft en hård opvækst. Er flyttet mere end to gange med sine børn. Har også haft et forhold til en voldelig mand.

Så kære venner i godhedsindustrien og alle jer andre ude i julestuerne – nu sidder jeg så her med moderen, der igen er sendt på gaden. Nu skal hun møde op på gangen på kommunen med sine fem flytte-sække. Jeg er bekymret for hende og børnene.

En advokat fortale mig i går til et kommunemøde om et anbragt barn, at sidst hun var der i julen, var der et stort santa lucia optog med hundrede børn, der gik rundt og sang med levende lys i hænderne på rådhuset. Det var så smukt og indgydede så meget håb, at hun blev helt rørt. I samme øjeblik gik børne- ungeudvalget ind for at tvangsfjerne et barn.

Når vi sidder der med tårer i vore øjne og læser den lille pige med svovlstikkerne føles på en måde befriende. Vi mindes om, at børn ikke skal lide. Men hvis I lukkede bogen, kære læsere, og så ud af vinduet, så ville I se den mor og de børn, jeg her skriver om. Der er ingen pladser på krisecentrene. Der er ingen ledige boliger til enlige med små børn. Der er kun vandrehjem og hotel tilbage.

De stats- og kommunalt ansatte skal ikke have noget i klemme selv. De gør som der bliver befalet midt i den søde juletid, hvor de efter at have tvangsanbragt børn, går hjem og fletter julehjerter med deres egne.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
28 kommentarer
Vis kommentarer