Fattige danskere stavnsbindes

Ny lov går ud over de mest socialt udsatte mennesker i vores samfund, skriver Puk Sabber, der fremhæver, at hjemløse stavnsbindes i eksempelvis hovedstaden, fordi andre kommuner kan nægte at hjælpe. Foto: Ole Steen
Ny lov går ud over de mest socialt udsatte mennesker i vores samfund, skriver Puk Sabber, der fremhæver, at hjemløse stavnsbindes i eksempelvis hovedstaden, fordi andre kommuner kan nægte at hjælpe. Foto: Ole Steen

Puk Sabber, socialrådgiver og skribent, skriver om Danmark på vrangsiden

Den første januar 2020 blev det ved lov vedtaget, at boligindskudslån ikke længere skal ansøges ved den kommune, man fraflytter, men i den kommune man tilflytter.

Problemet med denne lovændring, er, at den går ud over de mest socialt udsatte mennesker i vores samfund. Tag bare et af de mennesker, jeg lige nu hjælper frivilligt. Han er misbruger, psykisk syg, hjemløs og førtidspensionist. Hvilken kommune tror du, der vil bevillige ham et boligindskudslån, hvis han endelig var så heldig at få fingrene i en lejekontrakt i en kommune?

De fleste ledige lejeboliger, som denne persongruppe kan komme i nærheden af, befinder sig ikke i København. De udlejere, der har 'taget' sig af denne gruppe hjemløse, syge og samfundsudstødte, det er de kommuner, der i forvejen har haft deres at kæmpe med, nemlig Lolland, Nakskov, Guldborgsund,Vordingborg og så videre.

Igennem de sidste fem år har det været særlig debatteret, at der har været en direkte og udspekuleret social ekslusion af denne persongruppe fra de rige kommuner og storbyer, der nærmest har begået social etnisk udrensning. Eksempelvis København, hvor man kunne fortælle om sagsbehandlere, der tog med de hjemløse og udsatte med til fx lolland, hvor de troppede op på kommunekontoret og hjalp dem med at få sat deres kontanthjælp i værk, efter selvsamme sagsbehandler havde sørget for, at der blev bevilliget boligindskudslån af fraflytterkommunen.

Og man kan jo godt forstå, at det er skidt for de fattige og i forvejen pressede kommuner, der ikke har brug for flere socialt udsatte misbrugere og psykisk syge på overførsel. 

Der er ikke blevet talt meget om lovændringen i denne forbindelse. Og jeg må indrømme, at jeg da heller ikke var opdateret i den, da jeg skulle hjælpe en hjemløs med at ansøge om boligindskudslån, hvorfor jeg tænkte: Det bliver nemt, da de uden tvivl stikker ham en million, hvis han blot forlader kommunen.

Men virkeligheden er nu blevet en anden. For de hænger på ham, og han hænger på kommunen som hjemløs. Han er nu stavnsbundet, for det er klart, at den nye kommune vil gøre alt, for at han ikke får et boligindskudslån som en kommende ressourcesvag borger. Og man forstår dem jo godt. Problemet er bare, at der er en stor gruppe af de mest udsatte mennesker i vores samfund, der ender med at falde ned imellem to administrative stole, hvor de bliver fastholdt i hjemløshed, misbrug og sygdom, fordi de aldrig kan komme videre.

Ingen - som i virkelig ingen - i denne gruppe af mennesker har 15.000 kroner, de kan betale som boligindskudslån, og derfor kan de, hvis de overhovedet er så heldige at få tilbudt en lejekontrakt, ikke betale - og derfor heller ikke komme videre i deres liv.

Jeg ved ikke, om denne lov er blevet udarbejdet, uden at man har talt højt om den, uden at alle relevante interesseorganisationer – som fx foreningen for hjemløse 'SAND' er blevet hørt, eller om man i det hele taget har hørt andre, der beskæftiger sig med hjemløse og socialt udsatte.

Måske er loven druknet i den ghettopakke, der også er ved at kvæle de sidste almennyttige boliger i hovedstadsområdet. Og dermed skubbes flere socialt udsatte ud i hjemløshed.

Det kan godt være, at Frank Jensen ikke ønsker flere hjemløse i København. Men på grund af ghettopakken kan hovedstaden se frem til flere socialt udsatte og hjemløse, der på grund af den nye lov om at ansøge om boliglån i tilflytterkommune, ender med at blive stavnsbundet i en kommune, hvor udsigten til at få en lejebolig, de kan betale, er lig med nul.

Tag blot den mand, jeg hjælper. Han er hjemløs på 3. år efter en brand. Han er end ikke blevet tilbudt en ny bolig, og med en voldsom social nedtur af værste skuffe, er udsigten til at finde en bolig i en ny kommune lig nul, da denne vil gøre alt for at give afslag på et boliglån. Og tro mig, de skal nok gøre det så besværligt som muligt. Fx skal der søges om lånet på nettet, og der skal medsendes et hav af dokumentation, som en psykisk syg, hjemløs misbruger aldrig har en jordisk chance for at kunne fremsende på grund af hele sin livssituation.

Allerede der har man mistet chancen for at få hjælp til de mest basale behov – inklusiv et tag over hovedet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
18 kommentarer
Vis kommentarer