I må ikke ta' i sommerhus - det er kun eliten, der må det

Jeg forstår IKKE, at statsministeren er mere populær end nogensinde. Der, hvor jeg kommer fra, og i de kredse, hvor jeg bevæger mig, har hun aldrig været mindre populær, skriver Puk Sabber. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jeg forstår IKKE, at statsministeren er mere populær end nogensinde. Der, hvor jeg kommer fra, og i de kredse, hvor jeg bevæger mig, har hun aldrig været mindre populær, skriver Puk Sabber. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Puk Sabber, socialrådgiver og skribent, skriver om Danmark på vrangsiden

Jeg har igennem denne coronatid fulgt nyheder i tv, og det har slået mig, at både journalister, eksperter, magtfolk og politikere opholder sig i deres sommerhuse. De bliver interviewet over dårlige mobil- og webcams – med fuglepip i baggrunden, i et velvokset drivhus eller i luksus-sommerhuse i Tisvilde, i Sverige, på Læsø og så fremdeles.

De er alle en del af det segment, der er sendt i sikkerhed med fuld løn, imens de tager beslutninger om de mennesker, der skal redde samfundets røv. Her taler jeg om kasseassistenter, sosu-assistenter, håndværkere og dem, der nødtvungent vælger at gå i frivillig karantæne fra deres egne børn for at gå på arbejde – som eksempelvis en sygeplejeske fra København, der kysser sin datter igennem en glasrude på tredje uge for at passe på de syge, fordi der ingen værnemidler er.

Eller som ansatte på plejehjem, de socialpsykiatriske bosteder, de psykiatriske afdelinger på hospitalerne – ja, alle de steder, hvor ansatte udsættes for smitte og risikerer at give smitten videre til deres familie. Mange har intet valg. Det er nemlig tjenesteforsømmelse, hvis de bliver væk. De er altså tvunget på arbejde, da de ellers bliver fyret.

I Sverige har man givet sundhedspersonalet dobbeltløn og udvidet arbejdstiden til 48 timer, så de kan tage fulde 12-timers vagter. I Danmark har man intet gjort for hele denne sektor, som FOA (Foreningen af Offentligt Ansattte, red.) ikke magter at bakke op. Tag f.eks. dansk sygeplejeråd – det er igen de eneste, der råber op og dertil de praktiserende lægers fagforening.

Men hvem taler de lavslønnede plejeres sag?

Det er under al kritik, at vi har så skævt et samfund, hvor man bryster sig af, at vi passer på hinanden. Vi passer overhovedet ikke på hinanden. De rige, velstillede og højtuddannede passer på hinanden. De har det endda hårdt, nu hvor de skal sidde derhjemme eller gå i haven eller opholder sig i deres sommerhuse, hvor de kan drikke vin, spise god mad og synge fællessange, der bliver streamet.

Men jeg kan godt fortælle, det er hårdt at være i familie med plejepersonale, der skal gå ubeskyttet på arbejde for ikke at blive fyret, fordi myndighederne ikke mener, at dem, de passer, de selv eller deres familier skal beskyttes ordentligt. Imens kan magthaverne selv sidde der solbrændte og optræde i nyhederne, imens de tager vigtige beslutninger om andres liv og færden.

Hvad fanden, om jeg må bande, er det for et ulige samfund? Jeg forstår IKKE, at statsministeren er mere populær end nogensinde. Der, hvor jeg kommer fra - og i de kredse, hvor jeg bevæger mig - har hun aldrig været mindre populær. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for når man ser hele teatret hernedefra, så er der INTET, der er trygt eller retfærdigt.

Og hjælpepakkerne kan ingen hernedefra se, hvordan de kan drage fordel af. De er målrettet de rige. Det er og bliver en social skæv redningsplan, der er gang i, og man kan da ikke lade være med at få den tanke, at der er bestemte faggrupper og deres familier - og dem, de passer - som skal være de 60 procent, der skal smittes.

Husk nu, I må ikke tage i sommerhus. Det er kun eliten, der må det. I andre skal blive hjemme. Og jer ufaglærte og underuddannede og jeres familier skal makke ret. Også selvom I ikke kan blive beskyttet med værnemidler for at undgå at blive smittet eller smitte andre, når I går på arbejde. Så sig mig, hvad er den egentlige strategi her?

Er det os, der skal ofre os? Er det os, der arbejder uden værnemidler, os, som ikke er sendt hjem i beskyttelse med høj løn, os, der skal ofre vores familier og udsætte vores omgangskreds for smittekæder? I kan tro nej. Ingen værnemidler – ingen pleje. Det burde være FOA's nye slogan.

Men hvem skal så passe de syge, de gamle, de psykisk syge og socialt udsatte - og alle dem bag tremmer? Og hvor går en hjemløs hen i hjemmekarantæne?

Der er så mange spørgsmål at stille, men vi får ingen svar. Svaret er nok, at det ikke er dem, der lige nu sidder på den grønne gren i påsken og nyder solen i sommerhus. Det er utrygt, at medierne lader sig knægte og ikke går mere kritisk til værks. Hvad er de mon bange for? Den nye hastelov om covid-19? Hvad med ytringsfriheden, der ellers var så vigtig under Muhammed-tegningerne? Det er i sandhed en skræmmende tid, hvor ingen tør, og ingen gør.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
418 kommentarer
Vis kommentarer