Samfundet er ignorant - tag Ole Birk...

'Ole Birk og co. nupper sgu da bare en taxa på statens regning. Om han og vennerne ryger, blander jeg og andre os naturligvis ikke i – det er en privat sag. 
Men intet er åbenbart en privat sag, når man er på lav overførsel,' skriver Puk Sabber om Liberal Alliances socialordfører. Foto: Claus Rasmussen Ritzau/Scanpix
'Ole Birk og co. nupper sgu da bare en taxa på statens regning. Om han og vennerne ryger, blander jeg og andre os naturligvis ikke i – det er en privat sag. Men intet er åbenbart en privat sag, når man er på lav overførsel,' skriver Puk Sabber om Liberal Alliances socialordfører. Foto: Claus Rasmussen Ritzau/Scanpix

Puk Sabber, socialrådgiver og skribent, skriver om Danmark på vrangsiden

I Sidste uges 'Debatten' på DR, optrådte en lang række prominente personer fra både erhvervslivet og politikere, mennesker, der igen og igen gør sig kloge på fattigdom.

Tag Liberal Alliances ordfører på det sociale område, Ole Birk Olesen, der med sin blotte tilstedeværelse udstråler en foragt overfor mennesker, der ryger en smøg på offentlig støtte. Fy for den. At være på kontanthjælp og tillade sig at ryge eller at købe en pizza – det er bestemt deres egen skyld, at de er fattige, og samfundet skal ikke bidrage til at understøtte mennesker, der ikke kan forvalte penge, som de får til at passe på deres børn.

Ole Birk Olsen og co. hævder at have totalt styr på finanser og budgetter i de familier, der år efter år lever på kontanthjælp. Han har da også selv sit på det tørre med køb af tocifret millionbeløb af en luksuslejlighed i midten af københavn på statsbetalt månedlig udbetaling.

De fattige familier har, ifølge politikere og andre højt på strå-personer, mere end rigeligt at leve for, når alle tal sættes sammen i et stort fatamorgana af et tal i et primetime tv show, hvor dem, det handler om, aldrig vil nå til med bus på offentlig forsørgelse. Men pyt. Ole Birk og co. nupper sgu da bare en taxa på statens regning. Om han og vennerne ryger, blander jeg og andre os naturligvis ikke i – det er en privat sag.

Men intet er åbenbart en privat sag, når man er på lav overførsel.

Vi lever i et ignorant samfund, hvor mennesker uden mange chancer bliver fastholdt i en undertrykt position. Hvor de har svært ved at bryde ud af de svages rækker. Og fattigdom eksisterer i bedste velgående. Dog er der en abnorm forskel på, hvor man i landet geografisk lever og bor.

Bor man fx i Jylland, har man højst sandsynligt et langt større rådighedsbeløb, end hvis man bor på Sjælland. Og bor man fx i en by ude på landet, så har man sikkert et langt større rådighedsbeløb, end hvis man bor i København. Langt de fleste på kontanthjælp får ikke mere, fordi de bor i storbyen. Og det vil sige, at man ikke kan sammenligne menneskers økonomi på kontanthjælp, som Ole Birk og mange andre gør.

Det, der egentlig siger noget om, hvorvidt man lever i fattigdom, er rådighedsbeløbet. Og et rådighedsbeløb er individuelt. Derfor løser det ingenting, at den nuværende regering med et plaster på såret forsøger at redde halvdelen af de 64.500 fattige børn i Danmark, der har været ramt af loftet.

Det er et stort politisk set up, hvor man lader som om, at nu gør man noget ved den stigende fattigdom, som arbejderbevægelsens erhvervsråd i år sætter tal på – nemlig 65.500 børn. Ud af dem har regeringen nu afsat en månedligt støttebeløb til halvdelen, altså hvad der svarer til 28.000 børn.

Hvis vi som velfærdssamfund reelt skal løfte folk ud af fattigdom i familier på overførsel, så skal man for det første få syge - og mennesker, der ikke kan arbejde - væk fra midlertidige ydelser, der slet ikke er beregnet til, at man over år skal leve af dem.

Derudover skal der udtænkes en helt ny måde at udregne de månedlige støtteudbetalinger på. Der skal ses på rådighedsbeløb efter alle faste udgifter er betalt. For på den måde at sikre, at der ikke opstår en skævvridning i uligheden, og at børn ender i fattigdom, fordi deres forældre bor og lever et bestemt sted og dermed har større udgifter end andre - eller at deres forældre er ramt sygdom og langvarig fastholdelse på midlertidige fattigdomsydelser.

Så hurtig afklaring og månedlige ensartede udbetalinger for alle på midlertidige ydelser efter begregning af rådighedsbeløb.

Det nuværende midlertidige børnetilskud er socialpolitisk smink. Det ændrer ikke på noget som helst i længden. Ikke så længe der ikke tænkes radikalt anderledes og nyt på det sociale område.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
62 kommentarer
Vis kommentarer