Vi lever i et stikkersamfund - og børn bliver ofre

'Jeg retter en kritik mod alle de partier, der her i valgkampen ikke retter et eneste blik på dette her område,' skriver socialrådgiver Puk Sabber.
'Jeg retter en kritik mod alle de partier, der her i valgkampen ikke retter et eneste blik på dette her område,' skriver socialrådgiver Puk Sabber.

Puk Sabber, socialrådgiver og skribent, skriver om Danmark på vrangsiden

Tvangsfjernelser optager mig meget som socialrådgiver for nogle af de mest udsatte mødre og børn i Danmark. Tvangsfjernelser har faktisk optaget mig, siden jeg for cirka syv år siden fik øjenene op for en sag, hvor stor set al sund fornuft var ophørt.

Jeg har før været en af dem, der sagde: 'Man tvangsfjerner altså ikke børn i Danmark, uden at der er en alvorlig grund til det'. Men der måtte jeg tro om. Man tvangsfjerner på formodninger, gisninger, mavefornemmelser, elendig forvaltningskultur, normer, økonomisk kassetænkning og stempling af bestemte grupper i samfundet, eksempelvis enlige mødre, forældre, der har siddet eller sidder i fængsel, forældre, der har røget hash eller har drukket alkohol, forældre på offentlig forsørgelse, forældre, der har en psykisk sygdom, forældre, der selv har været anbragt, unge mødre og fædre, forældre med handicappede børn, forældre til børn med skolevægring - og til børn, der generelt mistrives i deres dagstilbud.

Disse forældregrupper er generelt langt mere udsatte i forhold til at få fjernet deres børn.

Vi lever i et stikkersamfund, hvor alle kan anmelde alle – og en børnesag kan begynde hvor som helst og når som helst. Den kan indledes ved, at en voldsramt mor kommer på et krisecenter. Den kan starte ved, at en mor fortæller lidt for meget om sin fortid til en ung og uerfaren sundhedssygeplejerske. Den kan opstå ved, at du som forældre til et handicappet barn ansøger om hjælp i en kommunes børne- og familieafdeling.

Mange vil sige: Hold dig langt væk fra alle de offentlige instanser. Flere og flere med økonomiske midler vælger da også i større og større omfang private jordmødre, private sygeplejersker, private socialrådgivere som jeg selv, når de har brug for hjælp. Der er opstået en generel mistillid til det offentlige, hvor man som forældre er bange for at rette henvendelse, da man godt er klar over risikoen ved netop at 'åbne op' for en sag. Det kan reelt ende med, at ens barn eller børn bliver tvangsfjernet. Og ser man på statistikkerne, tegner der sig et klart billede – Danmark er tvangsfjernelsesivrig. Antallet af børn, der bliver tvangsfjernet, er steget voldsomt fra 80'erne, da jeg var barn, og til nu.

I 1980’erne var tvangsfjernelser nærmest et ukendt fænomen, som kun to pct. af alle anbragte børn oplevede. Men i første kvartal af 2018, som er de nyeste tal fra Danmarks Statistik, var der 13.924 anbragte børn, og af dem var 2.646 tvangsfjernede. Det svarer til 19 pct. af alle anbragte børn. Dertil skal det siges, at fordi der står frivillig anbringelse, så betyder det ikke en frivillig anbringelse. Mange forældre oplever det mere som frivillig tvang – altså, hvis du ikke går med til en frivillig anbringelse, så bliver det bare til en tvang. 

Det er ikke blot 14.000 børn, der er ramt af at være anbragt – der er til de 14.000 børn også forældre, bedsteforældre og søskende, onkler, mostre, kusiner og fætre. Det er mange hundrede tusind danske familier, der er ramt af disse anbringelser.

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen har fremlagt de næste fire års anbringelsespolitik: Flere børn skal anbringes. De har endda sat tal på – hele 50.000 flere børn skal anbringes og flere skal tvangsbortadopteres. Chock, siger jeg bare – specielt når man ved, at der er fejl i over 90 procent af de børnesager, som Ankestyrelsen har eftergået i eksempelvis Københavns Kommune i 2018.

Anbringelsesområdet koster samfundet mere end et tocifret millardbeløb om året. Men hvad går de milliarder egentlig til? Går de til børnene, familierne og til at forebygge? Eller går de til at vedligeholde en industri, der kan sammenlignes med en hvilken som helst anden industri, der omsætter penge for en vare – her er varen blot børn, der bliver indsamlet af kommunen?

Staten og kommunerne skal holde nallerne væk fra vores ret til at være forældre. Stat og kommune skal afholde sig fra at begå overgreb mod hunredetusinder familier her i Danmark. Og at S på baggrund af en spinkel og ikke valid undersøgelse af 160 børn i foreningen TUBA, der hjælper børn af alkoholikere, lige pludselig skal bruge dem i et valgspin om, at flere børn skal tvangsfjernes, er usmageligt. At man stiller unge spørgsmålet, 'ville du hellere have været anbragt' til børn, der ikke har en anelse om, hvad det ville sige, og hvad det havde medført, hvis de var blevet anbragt, er lodret forkert.

Der er mange interesser på spil i det her game. Og det er desværre ofte de svageste familier og børn, der bliver ofre i det – de bliver misbrugt af dem, der vil lukrere på børn, der ryger ind i systemet.

Når jeg taler om de her børn, der bliver tvangsfjernet på et alt for løst og fejlagtigt grundlag, da vil jeg med det samme skynde mig at sige, at jeg på ingen vis er imod, at et barn kan blive anbragt udenfor hjemmet ved tvang, hvis barnet er udsat for massivt omsorgssvigt, overgreb, misbrug, vanrøgt mv – men det er slet ikke de sager, vi taler om.

Jeg gad egentlig godt vide, hvor mange børn S har tænkt sig at fjerne og fra hvem. For i Danmark er kulturen jo, at vi drikker alkohol. Hvad med alle de børn, der vokser op nord for København med rige forældre på kokain og alkohol og med filippinske barnepiger, der ikke taler sproget – skal de også tvangsfjernes – hvem er det, vi taler om, Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz.-Theil?

Jeg retter en kritik mod alle de partier, der her i valgkampen ikke retter et eneste blik på dette her område. Det koster samfundet. Det er en af de dyreste poster årligt, men som også rammer og skader mange familier. Det er så tabubelagt, at ingen tør tale om det. Men lad os tale om det – og kom nu med en politisk udmelding. Især savner jeg den fra venstrefløjspartierne, der jo skal danne regering med Socialdemokratiet efter valget, hvis det går som man spår. Så hvordan forholder Enhedslisten, Alternativet og SF sig til at danne regering med en statsminister, der vil være børnenes – når det omfatter, at hun vil fjerne flere børn?

Svar udbedes, tak – også på vegne af de flere hunderede tusinder berørte familier, der skal sætte deres kryds her den 5. juni 2019.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer