DF er de kriminelles parti

DF taler ofte og lov og orden, men hvordan går det egentlig med partiets egen lovlydighed,' spørger Randahl Fink. Foto: Ernst van Norde
DF taler ofte og lov og orden, men hvordan går det egentlig med partiets egen lovlydighed,' spørger Randahl Fink. Foto: Ernst van Norde

Randahl Fink, selvstændig innovatør

I årevis har vi hørt Dansk Folkeparti kræve, at samfundet skal slå hårdt ned på de kriminelle. Men hvordan går det egentlig med partiets egen lovlydighed?

I foråret var gymnasieeleven Aya Abu-Daher i Go’ Aften Live, hvor hun fortalte, at Udlændingestyrelsen havde pålagt hende at droppe sin afsluttende eksamen og rejse tilbage til Syrien. Det ville Aya ikke, men det mente Dansk Folkeparti, hun skulle. Partiets næstformand Morten Messerschmidt var derfor mødt frem for at sige til Aya, at hun skulle rejse, fordi hun var syrer, og fordi ‘de unge syriske mænd er den tredje mest kriminelle gruppe af udlændinge i Danmark’. Det blev sagt helt uden øje for, at Aya ikke er dømt for noget — hun er ikke engang en ung syrisk mand.

Fire måneder senere lød dommen i retten i Lyngby: ‘Thi kendes for ret: Tiltalte Morten Messerschmidt straffes med fængsel i 6 måneder’. Baggrunden var, at Dansk Folkeparti har svindlet med EU-støtte i et omfang, så EU måtte kræve 2,9 millioner betalt tilbage. Og retten fandt det altså bevist, at Morten Messerschmidt var bagmanden bag en del af denne svindel.

Så hvem er det, der er kriminel?

Fire uger efter Messerschmidts dom, faldt der dom mod Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem i Nordjylland, Erik Høgh-Sørensen. Han er mest kendt for sin usædvanlige og stærkt konfrontatoriske debatstil på Twitter. Når Erik Høgh-Sørensen debatterer, kalder han bl.a. politidirektør Anne Marie Roum Svendsen ‘korrupt’, og om statsminister Mette Frederiksen skriver han: ‘Den lovløse statsminister er kriminel’.

Erik Høgh-Sørensen er altså hurtig til at dømme andre, men den 10. september faldt dommen i retten i Hjørring, og tiltalte Erik Høgh-Sørensen fik selv 7.500 kroner i bøde for at have overtrådt straffeloven ved at dele oplysninger om andres private forhold.

Så hvem er det, der er kriminel?

Man kunne tro, at hændelser som disse øjeblikkeligt ville lede til, at de dømte topfolk i Dansk Folkeparti ville blive sanktioneret. Men i Dansk Folkeparti er man loyal overfor familien. Erik Høgh-Sørensen fortsætter derfor i regionsrådet, som om intet var hændt; og efter Morten Messerschmidts dom i byretten skrev partileder Kristian Thulesen Dahl blot på Facebook, at Messerschmidt kunne fortsætte som næstformand, selvom han ‘desværre’ var kendt skyldig.

‘Desværre’? Alle er enige om, at Dansk Folkeparti har gjort noget ulovligt. Det mener selv Dansk Folkeparti, der jo på den baggrund har valgt at tilbagebetale millioner til EU. Spørgsmålet var alene, om man kunne bevise, at Morten Messerschmidt stod bag en del af svindlen.

EU’s antikorruptionsenhed har undersøgt sagen og ment, at Morten Messerschmidt er kriminel. Bagmandspolitiet har undersøgt sagen og ment, at Morten Messerschmidt er kriminel. Retten i Lyngby har vurderet bevisets stilling og dømt Morten Messerschmidt som kriminel. Og dermed er Dansk Folkepartis svindel blevet stoppet. Ikke ‘desværre’, men heldigvis.

I stedet for at ekskludere Morten Messerschmidt, blev han gjort til en af hovedtalerne til dette års årsmøde i partiet, hvor han blev klappet ind med bragende bifald. Han brugte lejligheden til med hævet pegefinger at kalde dommeren ved byretten i Lyngby for ‘kulturradikal’ og ‘inhabil’ til partimedlemmernes store begejstring. Hans tale handlede blandt andet om, hvordan Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Dansk Røde Kors var nogle slemme organisationer, fordi de — ifølge Messerschmidt — havde misbrugt millioner af skattekroner. Altså netop det, Morten Messerschmidt selv er dømt for.

Årsmødets hemmelige gæst var Inger Støjberg. Hun blev præsenteret med ordene ‘Direkte fra Rigsrettens politiske møgvejr, her kommer hun: Inger Støjberg!’. Ordene måtte gentages, fordi partimedlemmerne undervejs brød ud i så voldsom jubel, at konferencieren ikke kunne få ørenlyd.

Dansk Folkeparti er ikke unikt ved, at partimedlemmer begår kriminalitet. Partiet er unikt ved, at kriminaliteten mødes med stående applaus. I andre partier ville man have holdt formanden langt væk fra en anklaget i en rigsret, men i Dansk Folkeparti brugte partiformand Kristian Thulesen Dahl i stedet Inger Støjbergs optræden til at invitere hende med i partiet.

Velkommen i familien.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
156 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter