Jens Rohde bliver større end Løkke

'Ved årsskiftet stod det klart, at Lars Løkke klogt havde spottet en vigtig åbning på midten af dansk politik. Men med Jens Rohdes seneste træk, er spillet forandret,' skriver Randahl Fink. Foto: Jens Dresling
'Ved årsskiftet stod det klart, at Lars Løkke klogt havde spottet en vigtig åbning på midten af dansk politik. Men med Jens Rohdes seneste træk, er spillet forandret,' skriver Randahl Fink. Foto: Jens Dresling

Randahl Fink, politisk analytiker og debattør.

Et missil er slået ned i midten af dansk politik. Mandag aften skrev Jens Rohde pludselig på Facebook, at han melder sig ind i Kristendemokraterne — et parti, der ved sidste folketingsvalg fik 0 mandater ud af en valgkamp, hvor partiet måtte se formanden Stig Grenov udskiftet med 27-årige Isabella Arendt midt i de afgørende politiske debatter.

Rohdes indtog ligner et ‘match made in heaven’ af flere grunde.

Kristendemokraterne har ikke været i Folketinget siden Jann Sjursen sikrede partiet 4 folketingsmandater i 2001. Men med Jens Rohdes indmeldelse, har partiet igen en stemme på Christiansborg — og tilmed en erfaren og veltalende en af slagsen. Rohde er kristen og kultiveret nok til at kunne repræsentere partiets værdigrundlag troværdigt, men samtidig livlig nok til at børste det støv af butikkens hylder, der får mange vælgere til at vende om i døren.

Og timingen er optimal. Dansk politik synes kørt fast, med en blå opposition, der leverer et mildt sagt uorganiseret og fantasiløst modspil til den siddende regering, imens regeringens støttepartier — Radikale, SF og Enhedslisten — nu på andet år lader sig spise af med løftet om, at deres politik nok skal blive en realitet, når bare lige Mette Frederiksen har fået sin egen politik igennnem først.

Mette Frederiksen synes fuldt og helt optaget af at kvæle Dansk Folkeparti ved med stolthed at videreføre Inger Støjbergs og Dansk Folkepartis udlændingepolitik i bredeste forstand — uanset de menneskelige konsekvenser der engang var helt afgørende for regeringens støttepartier.

Alt dette er mere end rigeligt til at skabe røre i vælgerhavet — især på midten af dansk politik:

I det frustrerede socialdemokratiske bagland, hvor man med skræk ser integrationsminister Mattias Tesfaye og den politiske ordfører Rasmus Stoklund rejse rundt med talepunkter, der får dem til at ligne makkerparret Inger Støjberg og Martin Henriksen. Tesfaye og Stoklund genopliver endda løftet om et nyt udrejsecenter — bliver det mon på øen Lindholm?

Og i det handlingslammede Radikale, hvor mere end halvdelen af vælgerne er skredet, efter noget der ligner et nøje koreograferet sammenstød mellem den populære Morten Østergaards dårlige selvkontrol under indflydelse af alkohol og tidens tungeste modkørende godstog for den slags mænd: Me too-bevægelsen.

Og i Venstres bagland, hvor begejstringen for den nye formand Jakob Ellemann udebliver, fordi han umuligt kan skabe resultater med Løkkes gamle folketingsgruppe, der på lange stræk synes at behandle Ellemann som klassens vikar.

Det er i denne uforløste situation, at Jens Rohde træder ind som den nye messias.

Jens Rohdes vigtigste opgave bliver at undgå de fatale udtalelser, Isabella Arendt tidligere har leveret om partiets syn på fri abort og det ‘unaturlige’ ved homoseksuelle forældre. Det kan godt være, at vælgerne sætter pris på kristne værdier, som de blev skabt efter reformationen, men det er forhåbentlig klart for Jens Rohde, at det danske frisind er blevet reformeret mange gange siden.

Jens Rohdes kamp bliver ikke uden modstand. Dansk Folkeparti forsøger også at vække opmærksomhed hos de kristne vælgere. Men ved et alvorligt fejlskøn har DF’s ledelse sat Morten Messerschmidt i spidsen for det projekt — en mand, der er på vej i retten, fordi bagmandspolitiet har anklaget ham for at overtræde det syvende bud: ‘Du må ikke stjæle’. Dommen er ikke afsagt, men foreløbigt ser det ud til, at ingen af de fine, lange fremmedord, Morten Messerschmidt elsker at dupere med, vil kunne bortforklare sagens kendsgerninger.

På midten kommer Jens Rohde i infight med Lars Løkke, der ligesom Rohde, vil have det politiske fokus flyttet, så dansk politik ikke kun handler om udlændingepolitik. Men her er Rohdes afgørende fordel, at nutidens udlændingepolitik i høj grad blev defineret under Inger Støjberg, der nu afventer sin dom i rigsretten — og vælgerne vil til evig tid kunne huske, hvem der gjorde hende til minister.

Ved årsskiftet stod det klart, at Lars Løkke klogt havde spottet en vigtig åbning på midten af dansk politik. Men med Jens Rohdes seneste træk, er spillet forandret. Alle de vælgere, Løkke havde tænkt sig at rekruttere, får nu et helt uventet og levedygtigt alternativ i Jens Rohde.

Disse vælgere vil huske, hvordan Lars Løkke efter mange års skandaler og egenrådighed blev smidt ud fra formandsstolen i Venstre, mens Jens Rohde forlod Radikale med værdighed. De vil huske den Løkke, der skiftede standpunkt, når han ikke skiftede holdning. De vil huske de flotte valgløfter om ‘Danmark for dem der kan og vil’, og den helt omvendte politik, der fulgte efter. Vælgerne vil huske den Løkke, der var privat-Lars og statsminister-Lars for at få forklaringerne til at nå sammen, og som altid havde forlagt sine bilag, så ingen kunne regne efter. 

Overfor ham står nu den erfarne Jens Rohde og taler om ordentlighed og et ægte, dybfølt opgør med den nationalkonservatisme, der har fastlåst dansk politik i 2 årtier. Min vurdering er, at Jens Rohde bliver større end Løkke.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
238 kommentarer
Vis kommentarer