Lyver Mattias Tesfaye?

Integrationsminister Mattias Tesfaye hævder, at der nu er så sikkert i Damaskus, at der sidste år var ‘rekord mange, der tog ud af Danmark, hjem til Syrien.' Men er det sandt, spørger Randahl Fink, der også har undersøgt sagen. Foto: Jens Dresling
Integrationsminister Mattias Tesfaye hævder, at der nu er så sikkert i Damaskus, at der sidste år var ‘rekord mange, der tog ud af Danmark, hjem til Syrien.' Men er det sandt, spørger Randahl Fink, der også har undersøgt sagen. Foto: Jens Dresling

Randahl Fink, politisk analytiker og debattør.

Den Socialdemokratiske regering har en stram udlændingepolitik. Så stram at 40 procent af de vælgere, partiet har tiltrukket efter folketingsvalget i 2019, kommer fra Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Inger Støjbergs tidligere parti, Venstre.

I spidsen for den stramme kurs står integrationsminister Mattias Tesfaye, der igen og igen signalerer, at Socialdemokratiet vil videreføre Inger Støjbergs og Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det vigtigste signal for Mattias Tesfaye netop nu er, at de syriske flygtninge skal tilbage til Syrien. Hans hovedargument er, at dele af Syrien ikke er så hærget af krig som tidligere. Derfor har Udlændingestyrelsen under hans ledelse inddraget 255 opholdstilladelser, og 210 af dem er inddraget fra syriske flygtninge. Kritikken hagler ned over Tesfaye fra både nationalt og internationalt hold, fordi FN, EU og en lang række lande og organisationer mener, at Syrien stadig er et farligt sted, hvor der foregår vilkårlige arrestationer, og hvor mennesker bliver udsat for tortur og bliver dræbt.

Men hvem har så ret?

I 19 Nyhederne på TV2 den 2. april sagde Mattias Tesfaye, at der nu er så sikkert i Damaskus, at der sidste år var ‘rekord mange, der tog ud af Danmark, hjem til Syrien, med økonomisk støtte fra den danske stat’. Det lyder jo overbevisende — det er bare ikke sandt. For når flygtninge modtager penge for at rejse ud af Danmark, skyldes det den såkaldte repatrieringsordning, og sidste år, var det første hele år, hvor ordningen var i brug. Dermed er der ikke andre hele år at sammenligne med, hvorfor 2020 ikke kan omtales som et ‘rekord år’.

Tesfayes argument bliver endnu mere vildledende af, at antallet af syriske flygtninge, der rejser tilbage til Syrien er forsvindende lille. Ifølge ministeren har Danmark modtaget 31.700 flygtninge fra Syrien siden 2014. Men i Mattias Tesfayes ‘rekord år’ vendte kun 137 personer tilbage. Det er denne forsvindende lille gruppe på 0,4 procent af flygtningene, som ministeren bruger som bevis for, at så kan alle vende hjem. 

Men Mattias Tesfaye har ikke undersøgt, om de 137 har et særligt forhold til Bashar al-Assads regime, der gør, at netop de kan vende sikkert hjem. Det er heller ikke opgjort, om de reelt er vendt tilbage til Syrien, eller de blot har ladet sig friste af de op til 200.000 kroner, staten har givet dem for at rejse, men derefter er rejst til andre lande. Den sidste mulighed underbygges af, at den danske læge Haifaa Awad fra kilder i det syriske miljø ved, at flere udrejste er endt i Tyrkiet, Irak og Egypten.

Det er altså usandt, når Mattias Tesfaye påstår, at ‘rekord mange’ er rejst hjem til Syrien i 2020.

Mattias Tesfayes næste argument for hjemsendelserne er, at ’Loven er lige for alle’, så uanset om en herboende syrisk flygtning har klaret sig godt, så må staten behandle alle lige, hvorfor ingen kan få lov at blive.

Men er det sandt?

Hvad skete der, da medierne i 2019 fik øje på den 14-årige, velintegrerede pige Mint, som var blevet udvist til Thailand? Da besluttede den daværende integrationsminister, at loven skulle laves om, og — vupti — så kunne Mint godt blive i Danmark alligevel. Den daværende integrationsminister hed Mattias Tesfaye, og det kan jo undre, når nu ministeren påstår, han ikke vil gøre forskel på folk.

Mattias Tesfayes næste argument i interviewet på TV2 lød således: ‘Det er altså et uafhængigt nævn med en dommer for bordenden, der træffer den her afgørelse’, ‘en uafhængig dommer, som på ingen måde tager mod ordre fra hverken mig eller Folketinget’.

Men er dét så sandt?

På Mattias Tesfayes ministeries hjemmeside kan man læse følgende: ’Udlændinge- og integrationsministeren fremskynder Udlændingestyrelsens sagsbehandling, således at styrelsen hurtigere end planlagt skal vurdere, om opholdstilladelser til flere hundrede personer fra Damaskusprovinsen kan inddrages.’

Det er altså Mattias Tesfayes egen ordre, der leder til, at syrerene nu bliver bedt om at rejse.

Når flygtningene så modsætter sig at blive sendt til Syrien, er det rigtigt, at en dommer i flygtningenævnet tager stilling til, om deres sag er behandlet efter reglerne — men reglerne defineres af Mattias Tesfaye og Folketinget. Og når dommeren skal afgøre, om der nu er sikkert nok i Syrien til, at flygtninge med rimelighed kan sendes tilbage dertil, så bruger han blandt andet informationer fra en rapport, som er udarbejdet i Mattias Tesfayes eget embedsværk — en rapport, der hævder, at Damaskus-regionen er sikker at rejse tilbage til.

Men er dét så sandt?

Sara Kayyali, som forsker for Human Rights Watch, er en af de 12 eksperter, der har bidraget med informationer til denne rapport. Hun udtalte til DR Deadline, den 21. april, at hun var ‘meget chokeret og skuffet over konklusionerne, som de danske myndigheder har fremlagt’ på baggrund af hendes og de andre eksperters udsagn; og hun uddybede: ‘at betragte Damaskus som sikker er fuldstændig uden hold i virkeligheden’. Ifølge hende lægger Udlændingestyrelsen nemlig vægt på, at Assad regimet har sat sig hårdt på området omkring Damaskus; men styrelsen undlader at fortælle, at det er selve Assad-regimet, som er grunden til, at eksperterne mener, at Syrien er et farligt land.

11 ud af rapportens 12 eksperter har trukket deres støtte til rapporten tilbage. Én ekspert bakker dog stadig op om Mattias Tesfayes synspunkt. Han hedder Naji Numeir og er selv ansat i Bashar al-Assads regime.

Virkeligheden er, at sikkerhedssituationen i Syrien forhindrer Danmark i at genåbne sin ambassade i Damaskus. På den ene side skønner man altså, at det er for farligt for en ambassadør at være i Damaskus, selvom en ambassadør lever i en topsikret bygning og er beskyttet af egne vagter. På den anden side hævder Mattias Tesfaye, at ubeskyttede flygtninge fint kan vende hjem. Det hænger jo ikke sammen.

Den danske regering ville i DR2 programmet Debatten den 8. april ikke tage stilling til, om Syriens diktator er en farlig krigsforbryder, der skal retsforfølges. Og det kan undre, eftersom Tyskland og flere andre lande er igang med netop at retsforfølge regimets bødler. Men regeringens manglende stillingtagen kan jo skyldes, at Mattias Tesfaye har indset, hvor meget det svækker hans position, når alle danskere indser, at det er en krigsforbryder, som ministeren er i færd med at sende mennesker tilbage til.

FN arbejder målrettet på at stille Syriens diktator og en række af hans folk for en krigsforbryderdomstol, blandt andet fordi regimet har gasset sin egen befolkning, kastet tøndebomber ned over skoler og hospitaler og tortureret tusindvis af fanger, hvis lig løbende afbrændes i de ekstra krematorier, regimet har opført. Menneskerettighedsorganisationen SNHR har opgjort, at Bashar al-Assads regime foreløbigt har dræbt 200.000 civile siden krigens begyndelse, og tusinder af mennesker menes at være døde af de horrible torturmetoder, de har været udsat for i Bashar al-Assads fængsler.

Det er denne skruppelløse diktator, som mennesker flygter fra, der stadig har et jerngreb om magten i Syrien. En diktator som præsident Obama og hele alliancen af vestlige lande foreløbigt ikke har kunnet stoppe. Denne mand regner Mattias Tesfaye med, at de syriske flygtninge trygt kan rejse tilbage til.

Synspunktet er indlysende forkert, og det bliver kun muligt at fremsætte det, fordi Mattias Tesfaye lyver om de faktiske forhold. Vi må insistere på, at ministeren retter sine fejlagtige udsagn. Danmarks flygtningepolitik skal baseres på virkelighedens kendsgerninger.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
187 kommentarer
Vis kommentarer