Manden, der ikke mener noget

'I denne uge har Jeppe Kofod skrevet et længere indlæg på Facebook, hvor han forsikrer verden om, at han ikke mener noget om Donald Trump. Mange vil nok mene, at det er en vanskelig bedrift, men Jeppe Kofod mestrer det til fulde,' skriver Randahl Fink Isaksen. Foto: POLFOTO
'I denne uge har Jeppe Kofod skrevet et længere indlæg på Facebook, hvor han forsikrer verden om, at han ikke mener noget om Donald Trump. Mange vil nok mene, at det er en vanskelig bedrift, men Jeppe Kofod mestrer det til fulde,' skriver Randahl Fink Isaksen. Foto: POLFOTO

Randahl Fink Isaksen, software innovatør, indehaver af teknologivirksomheden ROCK IT, skriver om den politiske debat.

På Christiansborg findes en mand, som mener, at det er bedst ikke at mene noget. Manden hedder Jeppe Kofod; og eftersom han opholder sig meget på det ministerkontor, hvorfra landets udenrigspolitik burde ledes, er det relevant at spørge: Er det godt ikke at mene noget, når verden står i flammer?

I denne uge har Jeppe Kofod skrevet et længere indlæg på Facebook, hvor han forsikrer verden om, at han ikke mener noget om Donald Trump. Mange vil nok mene, at det er en vanskelig bedrift, men Jeppe Kofod mestrer det til fulde. Vi får i indlægget at vide, at Jeppe er ked af, at der er sket en menneskelig tragedie i USA, hvilket i virkeligheden dækker over den gruopvækkende hændelse, at fire betjente har kvalt den sorte amerikaner George Floyd ved at sidde ovenpå hans lunger og hals i 8 minutter og 46 sekunder, mens han bønfalder dem og 16 gange udbryder, ‘jeg kan ikke få luft’.

Om de efterfølgende, voldsomme uroligheder, der foregår netop nu over hele USA, skriver Jeppe Kofod blandt andet, at borgerne har skudt mod mod politiet. Der er godt nok også sket det, at både journalister og fredelige demonstranter er kommet til skade, men her har Jeppe fuldstændig tillid til, at det er noget, som amerikansk politi kan undersøge nærmere i den velfungerende retsstat, som er vores ‘tætteste venner og allierede’, og som Jeppe Kofod ‘holder så meget af’.

Jeppe Kofod synes, det er rigtig ubehageligt at se tv i de her dage; men blot for at være fuldstændig 100 procent bombesikker på ikke at fornærme nogen, understreger Jeppe, at det altså ikke er Danmarks officielle holdning, men blot noget han føler personligt. Og Jeppe forsikrer Danmarks ‘tætteste venner og allierede’ at det på ingen måde er noget, der skal diskuteres gennem de diplomatiske forbindelser, Udenrigsministeriet råder over, fordi det hele er noget, som Donald Trump fuldt ud er rustet til at håndtere fornuftigt på egen hånd.

Mandag, dagen før Jeppe Kofods indlæg, kom Donald Trump ellers op fra den underjordiske bunker under Det Hvide Hus for at holde en tale, hvor han sagde, at han nu vil indsætte det amerikanske militær mod sin egen civilbefolkning. Nyhedsbureauet AP kan berette, at foreløbigt 700 kampsoldater fra den 82. division er ankommet til Washington D.C. med bajonetter til deres angrebsrifler, og yderligere 1.400 soldater står klar i den millitæraktion, som Trumps kommunikationsfolk har døbt ‘Operation Themis’ efter den græske gud for lov og orden.

Det, kunne man jo tro, alligevel ville blive for meget for Jeppe Kofod. Hvem husker ikke dengang, Danmarks velrenommerede udenrigsminister Per Stig Møller havde særdeles stærke holdninger til Saddam Husseins overgreb mod Iraks civilbefolkning. Det ledte som bekendt til, at Danmark gik med i Irakkrigen. Og hvem husker ikke dengang udenrigsminister Villy Søvndal fra SF ønskede Libyens befolkning tillykke, efter Muammar Gaddafi blev dræbt i kulminationen af den international militæraktion, som Villy Søvndal ønskede, at Danmarks F16 fly deltog i.

Men Jeppe Kofod slutter sit indlæg af med at understrege, at kun lande som Iran, Rusland og Kina kan finde på at rette kritik mod ‘vores amerikanske brødre’ — og kun fordi de selv i forvejen har en konflikt med landet.

Jeg vil forsøge at gøre Jeppe Kofod kunsten efter og undlade at mene noget om Jeppe Kofod.

Det kan da godt være, at ‘vores amerikanske brødre’ om lidt bliver knust af Trumps militære overmagt, mens Trump tweeter fra sin bunker, at det hele bare er ‘fake news’. Men imens tropperne fra den 82. division putter patronerne i deres magasiner, kører pakkelinjerne ude hos Danish Crown jo som smurt, og eksporten buldrer derudaf — og svinekød efterlader jo sådan en dejlig smag i munden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
29 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen