Mattias Tesfaye — en uventet rejse

'Mattias Tesfaye fik aldrig givet Danmark en udlændingepolitk, der var mindre skør,' skriver Randahl Fink. Foto: Philip Davali
'Mattias Tesfaye fik aldrig givet Danmark en udlændingepolitk, der var mindre skør,' skriver Randahl Fink. Foto: Philip Davali
Følg Opinionen

Randahl Fink, selvstændig innovatør

Da den etiopiske indvandrer Tesfaye Mamos søn som kun 16-årig trådte ind på Aarhus Tekniske Skole for at begynde mureruddannelsen, var der næppe mange, der havde regnet med, at den unge mand en dag skulle blive øverste chef for 21.000 ansatte. Men den 2. maj 2022 skete det: Mattias Tesfaye blev af Mette Frederiksen udpeget som ny justitsminister og fik dermed det øverste ansvar for Danmarks politi, efterretningstjeneste, anklagemyndighed, domstole og fængsler.

Kritikere vil nok spørge, om mureruddannelsen giver merit til at blive leder af en kompleks, statslig koncern, der bl.a. udfører det efterretningsarbejde, rigets sikkerhed afhænger af, og driver det retsvæsen, som er fundament for retssamfundet. Men Mattias Tesfaye har noget andet, som kan skabe en karriere: Fleksibilitet.

Faktisk er Mattias Tesfaye så fleksibel, at han kunne starte sin politiske karriere i Danmarks Kommunistiske Parti, før han skiftede til Enhedslisten, før han skiftede til SF, før han skiftede til Socialdemokratiet. Og fjerde gang blev lykkens gang, for Socialdemokraterne i Brøndby lod Tesfaye opstille, og med 8.545 personlige stemmer blev han den 18. juni 2015 valgt til Folketinget. 

Men 2015 var det valg, hvor Helle Thorning tabte magten til Lars Løkke Rasmussen, fordi især Dansk Folkeparti havde succes med at gøre udlændingepolitikken central. Dansk Folkepartis lokalafdeling på Frederiksberg udgav i valgkampen et billede af bådflygtninge med teksten ‘Next stop Frederiksberg’, og det var kendetegnende for debatten — flygtninge var et altoverskyggende tema og det gav Dansk Folkeparti 21 procent af stemmerne. Nu var Dansk Folkeparti Danmarks næststørste parti kun overgået af Socialdemokratiet.

Det så Mette Frederiksen, og valget af hende som ny formand blev derfor også valget af en helt ny strategi i udlændingepolitikken. Nu skulle Dansk Folkeparti ikke længere holdes ud i strakt arm — de skulle krammes ihjel. Mette Frederiksen lod sig igen og igen fotografere med DF’s formand, og dag efter dag bevægede hun Socialdemokratiets udlændingepolitik tættere på Dansk Folkeparti i en sådan grad, at der nærmest var oprørsstemning i baglandet.

På Socialdemokratiets kongres i Aalborg i 2017 betød omfattende kritik fra deltagerne, at Mette Frederiksen til sidst måtte gå på talerstolen og sige: ‘I har valgt mig som jeres formand. Og I vidste godt, hvad I gik ind til’. Umiddelbart udstillede ordene partiets splittelse, men ordene var samtidig en hold kæft-ordre, der var tydelig nok til, at Mette Frederiksen kunne fortsætte strategien.

Værdien af hendes strategi blev bevist ved valgsejren i 2019, hvor Socialdemokratiet gik frem, mens Dansk Folkeparti mistede 21 af sine 37 mandater. Dansk Folkepartis altoverskyggende mærkesag var blevet kopieret — og det virkede.

Men for at lykkes skulle Mette Frederiksen nu bruge en udlændinge- og integrationsminister, der kunne realisere Dansk Folkepartis politik inde midt i den socialdemokratiske regering. Hun havde brug for et fleksibelt menneske, der ville være ny minister for tørre tæsk til indvandrerne — og det blev altså andengenerationsindvandreren Mattias Tesfaye.

Det tidligere medlem af Enhedslisten og SF havde I årevis kritiseret Inger Støjberg, og i valgkampen for Socialdemokratiet havde han igen og igen slået på, at Inger Støjbergs politik var ‘skør’. Han havde bl.a. været involveret i beslutningen om, at Socialdemokratiet ikke ville stemme for Inger Støjbergs prestigeprojekt, det stærkt omdiskuterede udrejsecenter på øen Lindholm.

Men Mette Frederiksen forstod, at udlændingepolitikken i Danmark har fyldt så meget gennem årene, at den har fået sit helt eget liv. En stor vælgergruppe er blevet skolet af politikerne til at tro, at rigets fremtid alene står og falder med udlændingepolitikken. Det ville en idealistisk politiker nok føle trang til at ændre på, men Mette Frederiksen er pragmatiker. Hun er lykkedes med at vriste vælgerne ud af armene på Dansk Folkeparti — ikke ved at genopdrage de vælgere, der bærer de mest højreekstreme synspunkter, men ved at omfavne dem. Og den vigtigste opgave var nu at fastholde dem med løbende meldinger om, at Socialdemokratiet stadig havde taget Dansk Folkepartis iskolde udlændingepolitik helt ind i det socialdemokratiske hjerte.

Det blev Mattias Tesfaye garant for. Inger Støjbergs prestige-projekt på øen Lindholm blev nu genoplivet i form af et udrejsecenter på øen Langeland. Og den udlændingepolitik, Mattias Tesfaye havde beskyldt for at være ‘skør’, blev nu til den skøre idé, at Danmark skulle hjemsende flygtninge til Bashar al-Assads gruopvækkende regime i Syrien og drive asylcenter i det korrupte Rwanda, hvor den tidligere militærleder Paul Kagame myrder politiske modstandere på stribe og hævder at være valgt til en tredje valgperiode med 98,8 procent af stemmerne.

Men alting har en ende. Igennem valgperioden har der været tegn på, at Mattias Tesfayes fleksibilitet alligevel har bragt ham ud i for slidsomme kropsbøjninger. Dag efter dag har udlændingepolitikken fået tæsk i medierne, når hårdt prøvede udlændinge er kommet i klemme i det skøre system, Tesfaye har drevet videre. Igennem regeringsperioden har Mattias Tesfaye valgt at være stadigt mindre synlig, og undervejs er Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund blevet skubbet foran, som partiets udlændingepolitiske ansigt.

Ved nytår 2021 forlod Tesfaye de sociale medier Facebook og Twitter, hvor regeringens politik diskuteres indgående og pågående; og i januar 2022 kom så interviewet i Berlingske, hvor Mattias Tesfaye selv erkendte, at udlændingepolitik ‘er ligesom ringen i Ringenes Herre. Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt.’

Jeg tror på det citat. De valg, som Mattias Tesfaye har truffet, har med garanti haft en høj menneskelig pris for den hyperfleksible politiker. Som et slangemenneske i cirkus har han vredet sin krop i umulige stillinger, til det en dag har sagt ‘knæk’.

Men referencen til filmen er lodret forkert. Ringenes Herre handler ganske vist om en undseelig person, der kommer overraskende langt i den store verden ved at påtage sig en stærkt ubehagelig opgave. Men helten i Ringenes Herre er båret af et ideal om at beskytte alle rigets væsner — uanset hvor de kommer fra — mod den ondskab, verden rummer. Mattias Tesfaye er ikke en sådan helt. Han er ikke gået foran i en uselvisk opofrelse for fælleskabet.

Mattias Tesfaye fik aldrig givet Danmark en udlændingepolitk, der var mindre skør — tværtimod. Mattias Tesfaye har blot kæmpet for Mattias Tesfaye og bag ham ligger nu alle de, der blev ofre for den politik, han førte.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
95 kommentarer
Vis kommentarer
Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+