‘Dette er prisen for beslutninger, der er helt afkoblet fra virkeligheden’.

Sådan sagde Putin om EU’s økonomiske udfordringer i en tale ved International Economic Forum i Sankt Petersborg i fredags. Her hævdede Putin, at EU-landene er i massive vanskeligheder, fordi vi har valgt at sanktionere russerne, mens russerne selv klarer sig glimrende.

‘Statens finanser er holdbare’ og ‘vi vil stabilisere den økonomiske situation’, hævdede Putin, der dog i forbifarten måtte nævne, at inflationen i Rusland aktuelt er på svimlende 16,7 procent.

Putin er en dygtig taler, men virkeligheden er svær at bortforklare. I erhvervslivet er værdien af russiske aktier faldet 38 procent siden nytår — endda på trods af, at staten har brændt 73 milliarder kroner af på at købe aktier i landets virksomheder. Samtidig er udlændinge blevet forhindret i at sælge deres russiske aktiver, landets egne borgere er blevet begrænset i at veksle til dollars, og den nationale udlånsrente er hævet til 9,5 procent — alt sammen for at udsætte det økonomiske kollaps.

Utallige videoer på YouTube viser, at almindelige russeres økonomi er under pres. De oplever ‘shrinkflation’ — et begreb, der betyder, at varepakkerne i supermarkedet gøres mindre og mindre, samtidig med at priserne stiger.

Russerne har — ligesom vi — kunnet købe smør i almindelige 250 gram pakker. Men efterhånden som priserne er skudt i vejret på grund af sanktionerne, er pakkerne reduceret helt ned til 100 gram. For at forhindre tyveri er smørpakkerne i nogle supermarkeder blevet emballeret i den slags plastik-æsker med alarmer, som vi i Danmark anvender til dyr elektronik og kosmetik.

Meget tyder på, at det bliver værre endnu for russerne. For mens russisk stats-tv fortæller borgerne, at ‘specialoperationen’ i Ukraine går efter planen, så viser sociale medier video efter video med alt det materiel, russerne taber på slagmarken. Ukraine hævder at have nedskudt 216 russiske kampfly, som hver koster op til 600 millioner kroner. Lægger man dertil de 1.477 tanks, 3.588 pansrede mandskabsvogne, 181 helikoptere, 749 artillerikanoner og meget andet, russerne angiveligt har mistet, står det klart, at krigen er en økonomisk øretæve, der vil kunne mærkes i årtier.

Og mens de russiske skatteborgere skal finansiere den dyre krig alene, så modtager ukrainerne støtte fra hele EU, Norge, Island, USA, Canada, Japan og Australien.

Det har givet russerne selvtillid, at deres militær har kunnet smadre sig vej ind i Ukraine, men den russiske propaganda har glemt at forberede russerne på, hvad der sker, når styrkerne løber tør for udstyr og kampvilje.

På sociale medier kan man se, hvordan russerne allerede må helt ind bagerst på våbenlageret og finde det gamle udstyr frem. Nogle soldater er sendt til fronten med Mosin-Nagant rifler — en våbentype der oprindeligt blev brugt i første verdenskrig, andre må kæmpe uden skudsikre veste, og i maj kunne man se, hvordan Rusland nu indsætter kampvogne fra 1960’erne, som er både langsommere, mindre præcise og dårligere pansret end nyere kampvogne.

Samtidigt begynder vestens moderne våben nu for alvor at dukke op. Danske missiler, amerikanske droner, britiske raketkastere, franske kanoner, tyske radarsystemer og meget andet.

Den russiske hær går en varm sommer i møde i mere end én forstand. Og selvom Putins propaganda brager ud gennem tv-skærmene i Rusland, vil det blive stadigt sværere at overbevise befolkningen om krigens succes. Ukraine hævder allerede at have dræbt 33.800 russiske soldater, og hvem svarer de SMS’er, som ængstelige russiske familier sender til mobiltelefoner, der ringer forgæves i lommen på de faldne?

Derfor er alle Putins påstande om Europas økonomi ret ligegyldige. Det afgørende er, hvilken skæbne Putin selv må lide, når russerne om kort tid opdager, hvem der i virkeligheden kommer til at betale ‘prisen for beslutninger, der er helt afkoblet fra virkeligheden’.