Skal Tesfaye koste Aida 23.498 kr?

Er Mattias Tesfaye lykkedes med at gøre udlændingepolitikken mindre ‘skør’? Det synes Randahl Fink ikke. Foto: Jens Dresling
Er Mattias Tesfaye lykkedes med at gøre udlændingepolitikken mindre ‘skør’? Det synes Randahl Fink ikke. Foto: Jens Dresling

Randahl Fink, politisk analytiker og debattør.

‘Vi skal have en stram udlændingepolitik — ikke en skør udlændingepolitik.’

Sådan lød Mattias Tesfayes valgløfte inden valget i 2019. Løftet vakte opsigt, fordi Inger Støjberg i sin ministertid sammen med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti ikke kun strammede udlændingepolitikken men også indførte burkaloven, håndtryksloven, smykkeloven, ghettoloven, gebyr på at lære dansk, og planen om at bruge 759 millioner kroner på at huse udviste udlændinge på øen Lindholm.

Udover dette, oplevede mange udlændinge også kritisabel sagsbehandling på udlændingeområdet. Flere og flere sager dukkede op, hvor helt almindelige borgere kom i klemme  i systemet, og en række udlændinge valgte endda at rejse væk.

Men hvordan går det så? Er Mattias Tesfaye lykkedes med at gøre udlændingepolitikken mindre ‘skør’?

Kort efter sin udnævnelse som integrationsminister, valgte Mattias Tesfaye at droppe udrejsecenteret på Lindholm; og ved regeringens første finanslov blev gebyret på 12.000 kroner for danskundervisning afskaffet. Men derefter har det været så som så med oprydningen i Inger Støjbergs ‘skøre’ politik.

Ghettoloven, håndtryksloven og smykkeloven har Mattias Tesfaye beholdt, og burkaloven eksisterer også stadigvæk. Sidstnævnte betyder, at vi mandag den 14. juni gik fra at give befolkningen en bøde for ikke at tildække ansigtet (med mundbind) til nu igen at give bøde for at tildække ansigtet. En optælling viser, at 43 procent af bøderne for tildækning udskrives til helt almindelige danskere, der ikke bærer burka.

Flere udlændinge har kontaktet mig med eksempler på dårlig sagsbehandling hos Udlændingestyrelsen. Vigtige dokumenter bliver væk, tidsfrister skrider, og væsentlige informationer bliver overset. Jeg hører historier om medarbejdere, der er nedladende overfor udlændinge, uvidende om faktuelle forhold, eller på anden måde opleves inkompetente.

Det lyder ‘skørt’, så det besluttede jeg mig for at undersøge nærmere.

Én af de sager, der dukkede op i min undersøgelse, var Aida fra det vestafrikanske land Senegal. Hun har i denne uge fortalt mig om hendes oplevelser med Udlændingestyrelsen. Aida er en helt almindelig indvandrer, der arbejder på fuld tid som buschauffør i et dansk busselskab; når vi andre skal på arbejde eller børnene skal i skole, er det altså — helt bogstaveligt — Aida der holder hjulene igang.

Aida har boet i Danmark i 20 år, men da jobbet som buschauffør ikke er højt lønnet, har hun ikke haft råd til at besøge Senegal siden 2010. Men Aida er flittig, og efter mange år bag rattet i bussen har hun sparet de 23.498 kroner op, som flybilletterne til hende og børnene koster. Billetterne blev købt sidste år, og i juli måned sætter de sig alle 4 om bord på et fly for at rejse ned til Aidas mor, der endnu ikke har mødt sit barnebarn — Aidas yngste dreng på 11 år. Det var i hvert fald planen, indtil Aida kom i kløerne på Udlændingestyrelsen.

For siden den 9. oktober sidste år har Udlændingestyrelsen haft til opgave at forlænge Aidas opholdstilladelse i Danmark, så hun kan være sikker på, at hun og familien kan komme hjem til Danmark igen efter ferien. Udlændingestyrelsen oplyste i første omgang, at sagsbehandlingstiden var 7 måneder; men den lange ventetid er forløbet uden resultat, og Aida har derfor brugt mange timer i telefonkøen hos Udlændingestyrelsen for at finde en løsning.

En særlig udfordring er, at udlændinge ikke længere har ret til en personlig sagsbehandler. Så når Aida ringer til styrelsen, får hun ofte en ny medarbejder i røret og må forklare sin sag forfra.

To gange har forskellige medarbejdere ved styrelsen foreslået, at Aida kunne rejse til Senegal med det senegalesiske pas, hun har, og så gå ind på den danske ambassade i Senegal og få tilladelse til at komme hjem til Danmark igen. Begge gange har Aida måttet forklare Udlændingestyrelsens medarbejdere, at der slet ikke findes nogen dansk ambassade i Senegal — en oplysning, som enhver kan se på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor man for Senegal henviser til ambassaden i Mali, 1.398 kilometer væk.

En nærmest kafkask udvikling i sagen er, at Aida har bedt om en såkaldt tilbagerejsetilladelse, der midlertidigt kan garantere hende og børnene ret til at vende tilbage til Danmark. Til dette har Udlændingestyrelsen svaret, at tilladelsen ikke kan bevilges, fordi Aida snart skal have fornyet sit senegalesiske pas. Det skulle nemlig ske på hendes rejse til Senegal.

Aida kan altså ikke få de nødvendige papirer, så hun kan komme til Senegal for at forny sit pas, fordi Udlændingestyrelsen kræver, hun rejser til Senegal og fornyer sit pas, før hun kan få papirerne. Kan det blive mere skørt, Mattias Tesfaye?

Skatteborgerne har nu i 20 år betalt for, at embedsfolk i Udlændingestyrelsen diskuterer med Aida, om hun fortsat må arbejde og betale skat i Danmark. Havde Aida boet i Sverige, ville hun have fået permanent ophold for længst. Så hvilken værdi giver det os skatteborgere, at vi betaler for, at embedsfolk fortsat trækker Aida rundt i Udlændingestyrelsens maskineri? Er det hendes skattekroner, vi prøver at slippe for? Er det hendes tre børn, vi ikke ønsker som arbejdstagere i det danske samfund? Hvad er det, vi opnår?

Jeg mener, at Mattias Tesfayes valgløfte om en ikke-skør udlændingepolitik, langt fra er indfriet. Mattias Tesfaye har justeret politikken en anelse, men Danmark har på ingen måde udvisket sit blakkede ry som en udlændinge-fjendtlig nation.

Sagerne er mange. Tidligere denne uge bragte Ekstra Bladet historien om Bjarne Toft Jakobsen fra Kerteminde, der ikke må bo i Danmark med sin hustru, fordi Udlændingestyrelsen ikke tror på, at han kan det danske sprog. Det må i sandhed være nogle interessante telefonsamtaler han har med styrelsen, hvor de — på dansk — forklarer danskeren, at han ikke forstår dansk.

Konsekvenserne af en dårligt fungerende styrelse er store. Mange borgere mister modet, nogle går ned med stress, andre forlader Danmark — og de stærkeste rejser først. For Aida er konsekvensen helt konkret, at den rejse til 23.498 kroner, som hun har sparet op til i årevis, kan gå tabt. Man kan kalde det stram udlændingepolitik, hvis man vil. Jeg vil kalde det kugleskørt.

Jeg kan godt forstå, hvis mennesker som Aida mister tålmodigheden med det danske samfund, hvor danske statsborgere ekspederes i samfundets effektive kommunekontorer, mens udlændinge er sat på B-holdet, der må vente i måneder i Udlændingestyrelsens kaos.

Aida har vist mig et billede fra en samtale, hvor hun ringede op til Udlændingestyrelsen. På hendes mobiltelefons skærm kan man se, hun sad i telefonkø i 6 timer, 9 minutter og 13 sekunder. Derefter afbrød en medarbejder opkaldet, så Aida måtte starte forfra i køen dagen efter.

Vi bør spørge os selv, om det er godt for Danmark at behandle mennesker sådan. På trods af coronakrisen, kunne Danmarks Statistik i marts berette om en fortsat faldende ledighed på blot 4,5 procent. I 2018 fortalte Kommunernes Landsforening, at mere end halvdelen af de nyansatte social- og sundhedsassistenter er udlændinge med ikke-vestlig baggrund. Danmark har altså brug for at udlændinge vil arbejde i Danmark.

Aida er en stærk kvinde, der kan klare sig glimrende, uanset hvor hun bosætter sig. Så når Aida en dag har fået nok og er rejst, hvem skal så køre bussen?

Melder du dig til jobbet Mattias Tesfaye?

Bemærk: Aida er et opdigtet navn, men kvindens fulde navn er forfatteren og redaktionen bekendt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
211 kommentarer
Vis kommentarer