Tillykke, min far er død

'Jeg føler kvalme, når jeg tænker på den ligegyldighed, hvormed samfundet afvikler den udtjente arbejdskraft,' skriver Randahl Fink Isaksen. Billedet er ikke fra den konkrete sag, skribenten omtaler. Foto: Rasmus Baaner/POLFOTO/arkiv
'Jeg føler kvalme, når jeg tænker på den ligegyldighed, hvormed samfundet afvikler den udtjente arbejdskraft,' skriver Randahl Fink Isaksen. Billedet er ikke fra den konkrete sag, skribenten omtaler. Foto: Rasmus Baaner/POLFOTO/arkiv

Randahl Fink Isaksen, software innovatør, indehaver af teknologivirksomheden ROCK IT, skriver om den politiske debat.

Mandag døde min far, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske tillykke til velfærdsstaten, der nu endelig slipper for den udgift, den i et årti har kæmpet for at undgå. 

‘Lyder ikke godt’, skrev borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, til mig i 2018; og det der ikke lød godt var, at min demente far var blevet lagt i seng med et hoftebrud. Jeg blev så frustreret over at opleve endnu et svigt i Aarhus Kommunes ældrepleje, at jeg på Twitter fortalte offentligheden, hvad der foregår, mens borgerne ser væk.

 

 

Min far var faldet på sit flisegulv og det skiftende, travle personale, lagde ham i seng og skænkede saftevand for ham, før de overlod ham til sig selv for natten. Ingen havde tid til at lytte og forholde sig til min fars smerte, før han 1 døgn senere blev tilset af en læge på Skejby Sygehus.

Som pårørende til en dement har jeg set livets endestation, og jeg føler kvalme, når jeg tænker på den ligegyldighed, hvormed samfundet afvikler den udtjente arbejdskraft. Vores velfærdsstats menneskesyn skildres bedst i filmen Elysium fra 2013, hvor arbejderen Max bliver syg, så han ikke længere kan udføre sit arbejde. Samfundets robot løfter ham ud af fabrikken og hen til sygesengen, giver ham en æske piller og siger, ‘Du er nu i færd med at dø. Tak for din tjeneste’.

Ældreplejen i Aarhus er ikke tilrettelagt i taknemmelighed over den enorme indsats, vore ældre har ydet samfundet gennem deres lange arbejdsliv, men i utilfredshed med den uønskede økonomiske byrde, de nu er blevet.

I Aarhus kan man altid finde 2 milliarder kroner ekstra til et bibliotek og  penge til at male byens park lyserød. Og efter Aarhus Kommune brugte 116 millioner kroner på at fejre sig selv i 2017 er den største bekymring, at byens festuge, der kun har 1.000 koncerter, ikke er fin nok, fordi den ikke er helt så dyr som den fest, de holder i Edinburgh. 

Men mens de arbejdsduelige borgere fester, er byens embedsmænd altid travlt beskæftiget med at finde de næste 107 millioner, kommunen kan spare på sin ældrepleje. Man må nemlig gerne bruge færre kompressionsstrømper og indføre brugerbetaling på plejehjemmenes vaskeklude samtidig med, man brænder den næste formue af på pilefletskulpturer og lysshow, for I velfærdssamfundets logik er det nemlig to helt forskellige poster på samme budget — så det har intet med hinanden at gøre. Overhovedet.

Bemærk i øvrigt, at borgmester Jacob Bundsgaard er fra velfærdspartiet, Socialdemokratiet, mens ældreplejens område ledes af rådmand Jette Skive fra landets selvudnævnte ældreparti, Dansk Folkeparti.

Alle taler i disse dage om ‘Else-sagen’, hvor Aarhus Kommune aktuelt har forsøgt at nedlægge fogedforbud mod, at TV2 viste videoklip af, hvordan ældreplejen foregår i kommunen. Sagen er vigtig, men endnu vigtigere er det at forstå, at den er et billede på et generelt problem i den plejesektor, vi har skabt. Kommunen har travlt med at fyre personale og kalde det ‘et tilfælde af omsorgssvigt’, men os der har oplevet ældreplejen indefra ved, at det ikke er et enkeltstående tilfælde, og at intet personale vil kunne få enderne til at nå sammen i det syge system.

Hvis kræftbehandling var ældrepleje, så ville samfundet spare på din kemoterapi, mens festugens budget voksede. Heldigvis har vi for længst indset, at netop denne alvorlige sygdom ikke hører hjemme i en kommunal, populistisk prioritering. Derfor har vi nu verdens bedste kræftbehandling.

Ældreplejen i Danmark bliver ikke bedre, før vore landspolitikere indser den systemfejl, det er, at placere ansvaret for syge, svækkede menneskers pleje hos lokalpolitikere, der har travlt med at åbne kulturhuse og smile på de glittede billeder i pressen, så de kan blive genvalgt. Det er måske ikke gået op for alle, men præcis som kræft, er demens en alvorlig sygdom, og konsekvensen af at svigte denne sygdoms patienter er stor lidelse.

Efter min fars faldulykke brugte jeg enorme ressourcer på at være i dialog med kommunens personale, men det blev aldrig værdigt for min far. Når man har prøvet at tørre sin egen fars afføring op fra gulvet, fordi kommunen ikke gør rent, så erkender man hvilken værdi, den udtjente arbejdskraft har i samfundets øjne.

Når du ikke længere kan tænke klart, bliver bleen sat på, så du kan skide, uden samfundet skal bruge penge på at hjælpe dig på toilettet. Din bolig lugter af tis. Dine venner bliver væk. Og bag murene i din ensomme bolig kan ingen høre dig skrige.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
41 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen