Venstre ved ingen, hvor de har

'Mens formanden Jakob Ellemann-Jensen på Facebook skriver sin støtteerklæring til kampen mod sexisme, turnerer næstformanden Inger Støjberg rundt med budskabet om, at al den sexisme snak er ‘langt ude’,' skriver Randahl Fink Isaksen, der spørger, hvor man efterhånden har Venstre. Foto: Polfoto
'Mens formanden Jakob Ellemann-Jensen på Facebook skriver sin støtteerklæring til kampen mod sexisme, turnerer næstformanden Inger Støjberg rundt med budskabet om, at al den sexisme snak er ‘langt ude’,' skriver Randahl Fink Isaksen, der spørger, hvor man efterhånden har Venstre. Foto: Polfoto

Randahl Fink Isaksen, software innovatør, indehaver af teknologivirksomheden ROCK IT, skriver om den politiske debat.

I 2001 vandt Venstres tidligere formand Anders Fogh Rasmussen 31,2 procent af stemmerne på at forsikre vælgerne om, at ‘Det vi lover før valget, gennemfører vi også efter valget’. Venstre fik 56 pladser i Folketinget — altså næsten hvert tredje mandat.

Siden fik Lars Løkke Rasmussen magten overdraget, og politikken blev som en kamæleon, der ændrede farve, som omgivelserne skiftede. Stærke grundholdninger, der som stolte fyrtårne havde vist vejen til den liberale fremtid, blev med Løkke til flygtige standpunkter, der kunne ændre sig dag for dag, hvis det syntes belejligt.

Måske var det godt for Løkke, men var det godt for Venstre?

Venstre står i seneste måling til 18,4 procent og har således tabt yderligere 5 procent point siden folketingsvalget i 2019.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne holde flotte taler om, at danskere med udenlandsk baggrund var velkomne, imens hans egen integrationsminister drog rundt i landet og fortalte, hvor uvelkomne de var. Gennem tre regeringer havde Løkke tilpasset Venstres politik til ønskerne fra det yderste højre, men blot få dage før folketingsvalget i 2019 bekendtgjorde Løkke pludselig, at Venstre nu var et midtsøgende parti, der ville danne regering med Socialdemokratiet.

I sensommeren 2019 kom det længe ventede opgør med Lars Løkke, der blev afsat. Det vakte håb om en bedre fremtid for Venstre med stærkere visioner og faste holdninger. Men håbet har siden fået trange kår, fordi det bliver mere og mere tydeligt for vælgerne, at Løkkes holdnings-cirkus over årene er blevet en indgroet del af partiets natur.

Under den tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen var sloganet ‘Venstre ved du, hvor du har’, men under Venstres nye formand, sønnen Jakob Ellemann-Jensen, er sloganet erstattet af ordene ‘Frihed og fællesskab’, der rummer cirka ligeså meget politisk kant som ‘Jordbær med fløde’.

Før valget ville Venstre nedlægge regionerne, efter valget vil partiet bevare dem. Og mens formanden Jakob Ellemann-Jensen på Facebook skriver sin støtteerklæring til kampen mod sexisme, turnerer næstformanden Inger Støjberg rundt med budskabet om, at al den sexisme snak er ‘langt ude’.

Valgkampens flygtige flirt med Mette Frederiksen er blot 16 måneder senere blevet til et politisk bryllup med Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Det er åbenbart uden betydning, at hun arbejder stik imod den EU-politik, Venstre hævder at have, og vil trække Danmark ud i et brexit-helvede magen til det, som 57 procent af briterne i dag fortryder.

Venstre kalder sig ‘Danmarks liberale parti’, men det var Venstre, der besluttede, at staten skulle bestemme, hvordan borgerne går klædt. Under Jakob Ellemann-Jensen opretholder Venstre sin støtte til tildækningsforbuddet på trods af det forventelige resultat, at borgerne nu bliver anholdt for at bære skimasker, store huer og festudklædning — i øvrigt midt i en sundhedskrise, hvor staten kræver, at borgerne bærer masker mod covid19. Vi er havnet i en situation, hvor borgerne gerne må være maskeret, når blot staten bestemmer hvordan. Liberalt er det ikke.

Da Anders Fogh kom til magten, havde han skrevet en bog om minimalstaten. Han havde en en klar vision om, at det frie initiativ skulle fylde mere og staten mindre. Siden kom årene, hvor Sophie Løhde og Lars Løkke tilsyneladende kastede dartpile mod et Danmarkskort for at finde ud af, hvilke småbyer, der skulle have flere statslige arbejdspladser. På papiret hed det udflytning, men reelt steg antallet af ansatte i den offentlige sektor.

I denne uge har Venstre set sig sure på al den mediedækning, sundhedsminister Magnus Heunicke får under coronakrisen. Nu vil det tidligere minimalstatsparti indføre en epidemikommission og fem regionale epidemikomitéer, der skal overtage sundhedsministerens ansvar — som om mere bureaukrati er det effektive svar på akut krisehåndtering — og det på trods af at 95 procent af danskerne mener, at regeringen har gjort et godt stykke arbejde.

Venstres ageren kan bedst beskrives som politisk prostitution. Ligesom den prostituerede kan være alt fra bly prinsesse til vild skøge, kan Venstre både hænge valgplakater op med teksten ‘Ja til integration’, og samtidig fjerne enhver brug af ordet ‘integration’ i landets lovgivning og erstatte det med ordet ‘hjemsendelse’ i det såkaldte paradigmeskifte. Venstre er blevet et parti, der ikke selv føler eller mener noget, men blot ønsker at vække gejsten hos kunden mod betaling.

Meningsmålingerne viser, at vælgerne har gennemskuet Venstre. Vælgerne har erkendt, at den der mener alting, mener ingenting; og vælgerne har indset, at Venstre ved ingen, hvor de har.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
26 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen