Det handler ikke om Israels sikkerhed

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Midtbyen er helt tom. Dørene til de gamle butikker er svejset til, og enkelte af murene er brudt ned af bosætternes børn. Byen med over 200.000 palæstinensere og lidt over 500 israelere har nu fået gadeskilte på Hebraisk og den tredjedel, der nu bestyres af en kvart procent af byens beboere – bosætterne – har visse gader forbeholdt israelere, og som er forbudte for palæstinensere. Hebron er den største by på Vestbredden – og den er under besættelse.

Israel-Palæstina er en betændt debat at begive sig ud i. Og der er mange aspekter af debatten, som jeg synes er komplicerede. For mig at se, er der ingen klare helte eller skurke i konflikten, for både når det gælder de israelske soldaters handlinger og Hamas’ terror, er der klare tegn på brud på menneskerettighederne. Et folk der er blevet forfulgt i generationer har behov for et trygt og sikkert hjem, så mange af sikkerhedsforanstaltningerne fra israelernes side er til at forstå. Men der er også grænser for, hvad israelerne kan forsvare sig med er OK pga. den historiske forfølgelse.  Der er ting, der er så åbenlyst forkerte, at uanset hvor man ellers står i konflikten, så må man sige fra.

Og det er tilfældet med de israelske bosættelser. For de kan ikke bortforklares med Israels sikkerhed. De har intet med holocaust eller jødeforfølgelse at gøre. Der er ingen god forklaring. Det er helt grundlæggende forbrydelser mod et besat folk, som de ekstremistiske bosættere står bag.

Tilbage til Hebron. Bosættelsen kom til verden, som bosættelserne har det med at gøre. En lille gruppe israelere besatte en bygning i byens centrum, og fordi den israelske regering nægtede at rømme dem, kunne bosætterne forhandle sig frem til at få en fast bosættelse. Militæret rykkede ind for at forsvare bosætterne fra byens palæstinensere, og i takt med at flere og flere bosættere rykkede strategisk ind i byen, udvidede man sikkerhedszonen. I kombination med dette arbejdede bosætterne strategisk med at fordrive palæstinenserne – bl.a. ved at lade deres mindreårige børn (det er smart – de kan ikke straffes) smadre de lokale butikkerne én efter én. I dag er Hebrons bykerne en spøgelsesby. Det er bosætterne, der har smadret byen.

 

Men det slutter ikke her. For bosætterne har indrettet systemet rigtigt smart: Hvor palæstinenserne er beskyttet af deres eget politi, der kan tage uendeligheder om at komme frem, så har bosætterne militæret lige ved døren. Når bosættere angriber palæstinensere, er det et civilt spørgsmål (som sjældent opklares, når politiet er så lang tid om at komme frem), mens det ses som terror, når palæstinensere angriber bosætterne. Det har den helt praktiske betydning, at man i mange tilfælde kan se militæret stå og kigge på, mens bosættere kaster sten efter palæstinensiske skolebørn. De bliver aldrig straffet. Omvendt bliver (de lige så forkerte) stenkast fra palæstinensere mødt med stort militært opbud og alle skyldige bliver enten skudt eller smidt i mange år i fængsel som terrorister..

Andre steder, ude på landet, gør bosætterne alt hvad de kan for at fordrive palæstinserne fra deres eget private land. Med hjælp fra den israelske stat rydder de huse og landsbyer – og hvis ikke fem besøg fra en bulldozer er nok, så kan de sidste palæstinenserne fordrives af maskerede bosættere med køller.

Vi taler med andre ord om et israelsk styre, der ignorerer alt der hedder ejendomsret, indfører apartheidlignende regler, og accepterer vold og afpresning – i 121 bosættelser rundt omkring på Vestbredden. Og lad os lige blive enige om én ting: Det kan aldrig være et spørgsmål om sikkerhed, at bosætterne besætter andre menneskers bygninger og land for at fordrive lokalbefolkningen.

Man behøver ikke at være pro- eller anti-Israel for at se det problematiske i bosættelserne. Og hvis vi nogensinde skal komme videre i denne debat, så burde vi blive enige om nogle helt grundlæggende regler:

Det er aldrig ok at bruge trusler og vold for at nå sine mål, uanset hvordan man historisk og religiøst retfærdiggør dem. Der findes ingen gode undskyldninger for at stikke menneskerettighederne skråt op. Det gælder for palæstinenserne, og det gælder for israelerne. Og uanset hvor man ellers må stå i denne konflikt, så kan og skal man ikke lukke øjnene for, at den hetz, som bosætterne udsætter palæstinenserne ikke kan accepteres fra Danmark og resten af Vesten.

Imens vi fortsætter mudderkastningen herhjemme i Danmarks måske allermest perfide og sort/hvide debat, står spøgelsesbyen stadig tom. De få religiøse ekstremister har fordrevet tusinder fra deres hjem med trusler, vold og statsautoriserede rydninger Har vi bare den mindste smule anstændighed, så siger vi som samfund fra overfor så åbenlyse forbrydelser, som bosættelserne er udtryk for. Uanset om man er rød eller blå, team Israel eller team Palæstina, jøde eller muslim, så må vi tale op.

For uretfærdigheder fortjener altid modstand.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen