Eliten er den nye syndebuk

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Den er den nye syndebuk. Eliten.

Journalister angriber andre journalister for at være en del af eliten. Politikere anklagere deres modstander for at være elitære, og når vælgerne stemmer imod noget, så gør de det fordi de kæmper mod en elite.

I forbindelse med EU-valget i Storbritannien har danske medier på bare én uge skrevet 400 gange om ”eliten”. Når Dansk Folkeparti hamstrer vælgere, beskrives det som et opgør mod eliten. Når der er noget, vi ikke bryder os om, kan vi hurtigt forvente, at de intellektuelle, den talende klasse, djøfferne eller de mange andre ord, vi dagligt benytter os af om eliten, bliver brugt som årsagsforklaring.

Det virker for mig en anelse absurd, at eliten på én gang har tilsyneladende ubegrænset magt, samtidig med, at alle udskælder den i offentligheden. Det lyder knap så magtfuldt, gør det?

Det er der en simpel årsag til:  Når vi taler om eliten, er det bare en kunstig konstruktion, en betegnelse vi bruger til at skabe en distance mellem os og dem, vi er uenige med, der som oftest har både mere viden og indflydelse end os selv.

Når en politiker kritiserer eliten, bliver han ikke mindre en del af den faktiske elite. Det er bare en påtaget folkelighed, som fremmer alle de forkerte værdier i den offentlige debat. I stedet for konstant at nedradere en elite, skulle fokus i stedet være på at fremme befolkningens magt og indflydelse. Sådan er det i alle andre aspekter:

I sportens verden er elitesport ikke en pinlighed, men noget at stile efter. Ser vi på erhvervslivet, klarer selskaber, der er drevet af erhvervs eliten, sig markant bedre. I alle andre verdener er elite et udtryk for kompetencer, og noget man stræber efter. Men i politik er eliten folkets fjende.

I alt for mange kredse er det blevet helt normalt kun at tale om intellektuelle i en hånlig tone, som om det en værdi i sig selv ikke at have politisk indflydelse eller viden. 

Der er god grund til jævnligt og ofte at kritisere politikere – både indlands og i EU – ligesom toppen af embedsværket også kan indeholde problemer. Men problemet opstår jo ikke, fordi de er en elite i det danske samfund. At tale om eliten som én samlet gruppe, som en elite, der styrer alt i samfundet er ikke bare forkert.

Det er også fordummende.

Lad os tage EU som eksempel: EU er ikke elitens projekt – det er et politisk projekt, der er støttet af folket gennem deres valgte politikere. Mens det er helt korrekt, at politikere ser mere positivt på institutionen end den øvrige befolkning, er det jo ikke udtryk for at ”eliten” har deres eget projekt, men snarere at værdien af en kompliceret institution som EU som oftest er lettere at se, jo mere man kender til den.

Det samme gælder hele den udlændingepolitiske dagsorden. Det er ikke eliten, der står overfor befolkningen i spørgsmålet om integration. Der er dem, der har forsket i området og har stor viden om integration, radikalisering og kriminalitet, der står overfor dem, der lader anekdotiske beviser diktere politik.

Det er heller ikke Finansministieriets elitære regnedrenge, der bare har hevet økonomiske sammenhænge op ad lommen, som bliver afsløret af venstrefløjen, ligesom det ikke er en elite af videnskabsfolk, der har opfundet ideen om global opvarmning. 

Ethvert moderne samfund har en elite, der er baseret på dygtighed, viden og flid modsat fortidens nedarvede privilegier. En kritik af eliten som klasse, eller kritik af projekter bare fordi de er ledet af en elite, er derfor først og fremmest en kritik af dygtighed, viden og flid.

Med højrepopulismens fremmarch i Europa og USA har eliten aldrig være et større hadeobjekt. Eliten har skylden for alt, hvad der går galt: De er skyldige i britternes modstand mod EU, de er skyld i flygtningekrise og indvandrerkriminalitet, hvis man lytter til den offentlige opinion. Men det eneste eliten som gruppe er skyldig i, er at repræsentere en viden, en indflydelse, som det resterende samfund fnyser af.

I maj måned holdt præsident Obama en translokationstale, der netop italesatte den her antielitære, antiintellektuelle, men også ignorante bevægelse. Bedre tror jeg ikke, at det kan siges:

“Class of 2016, let me be as clear as I can be. In politics and in life, ignorance is not a virtue. It’s not cool to not know what you’re talking about. That’s not keeping it real or telling it like it is. That’s not challenging political correctness. That’s not knowing what you’re talking about.”

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
96 kommentarer
Vis kommentarer