Er Bernie Sanders ikke lige det USA har brug for?

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Det er som liberal ekstremt frustrerende at følge amerikansk politik. De liberale kandidater har ingen realistisk chance for at blive valgt, og i stedet står valget typisk mellem en republikaner, der uden ironisk mine går på scenen med Springsteens ’Born in the USA’ for fuld brag, er harmdirrende abortmodstander, smaskforelsket i masseovervågning og dyrker amerikansk krigsdeltagelse ud i det perfide.

Den demokratisk kandidat, er en anelse mere progressiv, men støtter samtidig den grundlæggende politik med et par procenters forskel.

Skal jeg som liberal støtte et konservativt fossil med bare nogenlunde økonomisk politik eller det røde alternativ, der i det mindste går ind for homorettigheder, men også fører økonomisk politik jeg er uenig i? Fælles for dem begge er, at de er karrierepolitikere, der rykker sig for enhver folkestemning, er uden større visioner og som igen og igen viser sig at repræsentere ‘the establishment’.

Et værdigt alternativ
Men nu viser der sig et tredje valg. For udover Chris Christie, Donald Trump og Marco Rubio på den ene side, og så Hillary Clinton på den anden, så har vi med den 74-årige senator fra Vermont, Bernie Sanders som fremadstormende kandidat fået et værdigt alternativ. Og Bernie Sanders er mere end et alternativ. Han er på mange måder USA’s bedste bud på en præsidentkandidat.

Det positve
‘Men Rasmus, han er jo socialist!’ tænker du måske. Så hvordan kan jeg som liberal nogensinde drømme om at støtte den kandidat, der ligger suverænt længst til venstre? Men sådan ser jeg slet ikke på det. For mig er Bernie den bedste kandidat af to årsager:

På alle områder, hvor han ville kunne få stor indflydelse, kommer han med gode og helt nødvendige perspektiver. 

På det område, hvor jeg derimod er dybt uenig, det økonomiske, har han som præsident yderst begrænsede manøvremuligheder.

Uden for linjen
Lad os starte med det positive. Bernie Sanders har kun mødt modstand fra ledelsen af Demokraterne fordi han har insisteret på sin egen principielle linje. Han har modsat en stor del andre præsidentkandidater afholdt sig fra noget-for-noget lobbyismen, som giver store multinationale selskaber uanet magt i amerikansk politik.

Han er kritiker af den fejlslagne krig mod narkotika, modstander af antiterrorpakkerne, der systematisk undertrykker borgernes retssikkerhed og udsætter almindelige uskyldige amerikanere for masseovervågning, og så har han konsistent handlet imod amerikansk krigsdeltagelse. At han så ovenikøbet identificerer sig som feminist er selvfølgelig også et plus i min bog.

Det negative
De negative aspekter ved Bernie Sanders politik, kan deles op i to lejre: De uomgængelige og de uopnåelige.

Den uomgængelige er indvandringspolitikken, hvor Sanders ligger sig tæt op af republikanerne – og mange europæere – i ønsket om at beskytte amerikanske statsborgere mod udenlandsk arbejdskraft. 

En så nationalistisk tilgang til arbejdernes rettigheder er på alle måder et skridt i den forkerte retning for USA, men udover enkelte tredjepartikandidater og Rand Paul, som netop har droppet sin opstilling, så er det uundgåeligt at amerikansk politik går i retning af begrænsning af indvandring.

Så er der den økonomiske politik. Mange danskere jubler måske over Bernie Sanders velfærdsstats-hyldest og ønsker om at USA kopierer Danmark, men som liberal er jeg naturligvis skeptisk. Men faktum er bare, at amerikanske præsidenters indflydelse på økonomien er meget begrænset.

Austan Goolsbee, professor i økonomi og leder af det amerikanske Økonomiske Råd under Obama sagde følgende i et interview til Freakonomics:

'Jeg tror verden tillægger særligt præsidenten, men nok også Washington, alt for stor magt over økonomien. Størstedelen af økonomien har intet at gøre med regeringen.'

Og det gælder både den økonomiske udvikling, men også evnen til at gennemføre økonomiske reformer. For den amerikanske præsident er afhængig af kongressen, og i kongressen er der altså langt fra opbakning til store socialistiske reformer.

Symbolske opgør
Som præsident ville Bernie Sanders altså have utroligt svært ved at gennemgøre omfattende økonomiske reformer. Men han ville derimod kunne tage de mere symbolske politiske opgør, som man som præsident hurtigere ville kunne forhandle igennem end det rent økonomiske. Og det er godt nyt.

For ønsker vi i Danmark en præsident, der kan tage et opgør mod den amerikanske politiske magtelite, og som vil kunne skubbe mange frihedsrettede dagsordener på områder, hvor han som præsident rent faktisk ville have indflydelse, så skal vi måske støtte den alternative kandidat.

Hvis jeg kunne stemme i USA, ville jeg som liberal støtte Bernie Sanders.  Ikke fordi jeg er enig med ham i alt – langt fra. Men fordi han måske er lige det USA har allermest brug for.   

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
13 kommentarer
Vis kommentarer