Feminismen er for alle

Følg Opinionen

Rasmus Brygger, stifter af Videnscenter For Integration

 

En af de værste tendenser i ideologier er en indædt ekstremistisk minoritets evne til at kapre ideer uden nogen som helst omtanke for ideologiens grundlæggende ideer og forudsætninger. I liberale kredse risikerer man at blive stemplet som ”radikal”, hvis man taler positivt om udlændinge. Og i feministiske kredse, bliver man mistænkeliggjort, hvis man enten er mand eller liberal – eller i værste tilfælde begge.

Det er naturligvis noget sludder. Liberalismen er individualistisk, og derfor vender den sig imod alle fortællinger om ”os” og ”dem”, og feminismen, ja, den er naturligvis for alle.

Feminismen er for liberale

”Ingen kvindekamp uden klassekamp!” Sådan lyder en af de mest gentagne paroler blandt feminister – selv om den er helt tilbage fra Rødstrømperne i 1974. Logikken bag er: Feminismen ønsker at bryde med alle undertrykkende strukturer. Kapitalismen undertrykker og ergo må man også være modstander af kapitalismen.

Det burde ikke være nødvendigt at påpege, hvor usammenhængende den logik er. Jeg kunne på samme måde som liberal mene, at al feminisme må vende sig imod staten, da staten undertrykker. Alene fordi man qua sine politiske tilhørsforhold mener, at nogle bestemte strukturer er problematiske, så betyder det ikke, at det er et komponent i feminismen.

Det er jo i virkeligheden en uskøn sammensmeltning af to ideologier, der selvfølgelig giver rigtig god mening for marxistiske feminister, men som er fuldstændigt usammenhængende for alle, der befinder sig langt til venstre politisk.

Blind for historien

Men er feminismen så ikke marxistisk? Nej, det er faktuelt forkert at påstå. Det er rigtigt, at nyere feminister har udviklet teori, der er stærkt inspireret af marxismen (særligt i ”second og third wave feminismen”), men det gør det jo ikke feminismen marxistisk. Det ville svare til at sige, at man kun er liberal, hvis man går ind for guldstandard eller, at man kun kan være kommunist, hvis man er maoist – forskellige skoler indenfor en ideologi er netop det: Forskellige teorier, der bygger videre på den grundessens, som der er bred enighed om.

Og man er ærligt tal fuldkommen blind for historien, hvis man påstår, at feminismen er socialistisk. En væsentlig del af den første bølge af feminismen, der kæmpede for kvinders stemmeret, var liberale – og det samme gælder de tidlige ligestillingsforkæmper, der kom før den deciderede feministiske bevægelse.

Man kan i flæng nævne Mary Wollstonecraft, feminismens ”grundlægger”, hendes intellektuelle arving Elisabeth Cady Stanton, søstrene Grimké, den anarkistiske ligestillingsforkæmper Voltairine de Cleyre, liberalisten John Stuart Mill, der var den første til at foreslå kvinders stemmeret i det britiske parlament og ægteparret Frederik og Matilde Bajer, der udover at være tæt forbundet med Venstre stiftede Dansk Kvindesamfund.

Disse personer gør ikke feminismen liberal, ligesom senere teoretikere ikke gør feminismen marxistisk. Det gør feminismen til en politisk bredt forankret folkelig bevægelse.

Feminismen er for mænd

Både mænd og kvinder bliver ramt af ligestillingsproblemer.

Mens kvinder eksempelvis i højere grad risikerer at opleve sexisme i bylivet eller voldtægter, så udelukkes mange enlige fædre fra at se deres børn, og de fleste på bunden af samfundet er mænd. Alle disse problemer anerkender feminismen. Det, som feminismen står i modsætning til, er ikke mænd, men de såkaldte patriarkalske kønsroller – altså konservative kønsroller fra en tid, hvor det var manden der bestemte suverænt.

De færreste feminister vil i dag hævde, at mænd fortsat bestemmer suverænt, men vil samtidig mene, at der stadig er elementer af det konservative kønssyn i vores kultur. Et eksempel er ideen om at mænd er initiativrige og ledende, mens kvinder er omsorgsfulde og kærlige.

De ligestillingsproblemer vi ser i dag, er ofte et resultat af personer, der så ikke passer ind i den kønsopfattelse. Det kan både være mennesker med anden kønsidentitet og seksualitet, men det kan også være initiativrige kvinder, der ikke bliver anerkendt som topchefer eller kærlige mænd, der ikke bliver anerkendt som mandlige pædagoger eller sygeplejersker.

Det kampen for alle

En stor del af ligestillingsdebatten i dag tager udgangspunkt i debatten om, at det ene køn er ofre, mens det andet er undertrykkerne. Men både mænd og kvinder er ofre, ligesom både mænd og kvinder kan være undertrykkere. Mænd, der mobber andre mænd, som viser bløde karaktertræk, eller kvinder, der shamer deres veninder, hvis de kører karriere og har børn, er begge ansvarlige for at opretholde det, feminister kalder patriarkatet.

Ja, feminisme betyder oprindeligt noget relateret til kvinder og det feminine, men ligesom tusindvis af andre ord i det danske sprog, så ændrer ord betydning. I dag er feminismen ikke kun kvindekamp. Den er heller ikke mandekamp. Den er en ligestillingskamp. 

Ikke alene er det med til at undergrave reelle forandringer på ligestillingsfronten, når antifeminister og enkelte feminister forsøger at gøre feminismen til noget særligt og ekskluderende. Det er også direkte forkert. For feminismen er for alle.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
3 kommentarer
Vis kommentarer
Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+