Her er mænds syv største ligestillingsproblemer

Rasmus Brygger, stifter af Videnscenter For Integration

 

Vi taler ikke nok om mændenes problemer på ligestillingsfronten. Og det kan undre. For selvfølgelig bør ligestillingsdebatten også være en debat om de uretfærdigheder, der rammer os mænd, alene fordi vi er mænd.    

Det siger jeg ikke, fordi kvindernes problemer er mindre vigtige, men hvis vi nogensinde ønsker, at flere tager ligestillingskampen, så skal vi selvfølgelig også tage mændenes kampe.

Jeg har ærligt talt aldrig gidet debatten om, hvilket køn der har det værst, og hvem der har de største problemer. Hvorfor i alverden kan vi ikke bare anerkende det helt åbenlyse? Både mænd og kvinder møder problemer i samfundet pga. deres køn. Jeg kalder mig feminist, fordi jeg mener, at vi mennesker som udgangspunkt skal behandles lige, uanset hvad der gemmer sig mellem vores ben.  

Her er de største ligestillingsproblemer for mænd – og lad os nu give dem den opmærksomhed de fortjener:                                                                                                         

1: Vi er på samfundets bund

Mænd er overrepræsenteret i samfundets top – men også i bunden. Det taler vi bare aldrig om. De dårligste i skoleklasserne er typisk drenge, mænd går sjældnere til lægen, de er mere kriminelle, lever kortere, begår i højere grad selvmord og har generelt flere misbrugsproblemer, som også munder ud i, at de fleste hjemløse er mænd. Der er mange forklaringer på, hvorfor det er sådan, men én ting er tydelig: Vi er alt for dårlig til at løfte mændene på samfundets bund ud af elendigheden.   

2: Der er ikke plads til os i omsorgsfag

Kun omkring 3% af landets sygeplejesker er mænd. Og når landets SOSU-skoler i disse dage i en kampagne søger nye elever, så er det kun kvinder, de leder efter. Værst står det til for de mandlige pædagoger, der bliver mødt med særregler og mistænkes for pædofili. Der er en udbredt ide om, at mænd ikke egner sig til omsorgsfag. Mens fysisk hårdt arbejde hyldes som ekstraordinært mandigt, så bliver mænd i de blødere fag mødt med latterliggørelse.   

For få dage siden snakkede jeg med en mandlig sygeplejerske, som fortalte, hvordan han bliver oversvømmet med fordomme i hverdagen: Han oplever ofte at blive spurgt om, han er homoseksuel (fordi valg af fag siger åbenbart alt om ens seksualitet) og kan tydeligt mærke, hvordan mange ser mænd i omsorgsfagsfag som svage og ”bløde”. Det holder jo selvfølgelig ikke en meter, at man bliver stemplet på den måde, og gør helt klart at de fleste mænd ikke vil røre omsorgsfagene med en ildtang.   

3: Vi er tvunget ind i militæret

Det er en gammel traver efterhånden. Og i dag er værnepligten nærmest ren proforma, da der er mange, der melder sig frivilligt. Men der er stadig noget principielt forkert i, at mænd og kvinder ikke er lige for loven. Det kan ikke passe, at det ene køn forskelsbehandles i lovgivningen ved at være tvunget til fire måneders frihedsberøvelse for det danske forsvar. Løsningen er simpel: Gør mænd og kvinder lige for loven – eller endnu bedre: Afskaf nu den værnepligt.  

4: Vi bliver set ned på som forældre

Let’s face it: Fædre bliver set som andenrangsforældre i det danske samfund. Hvor mange gange har en mor ikke sagt, at det er far, der har fået(!) ansvaret for børnene, når hun er i byen med veninderne? Som om der er en indbygget formodning om, at det kan han nok ikke finde ud af. Det er efterhånden en stående joke, at når far står for børnenes tøj eller madpakker, så er det ikke helt så godt, som når mor tager sig af sine børn.   

Livet for den enlige far er endnu sværere – særligt når det gælder om at få samkvemsret til sine børn. Jeg talte på et tidspunkt med en advokat, der særligt tog sager op vedrørende fædres samkvemsret. Hun fortalte mig om et offentligt system, der kun var til fordel for moderen. Hvor let er det f.eks. at overbevise en kvindelig socialrådgiver om dine evner som far, når der sidder en grædende mor ved siden af, der mener, at du er en dårlig far?

Det her kan jo skyldes mange ting. Alene det faktum, at kvinder tager langt størstedelen af barslen kan let gøre moderen til den primære forælder. Og når der ovenikøbet er så få mænd, der arbejder i systemet (af førnævnte årsager), så kan mændene stå i en svær situation, når det er ord mod ord, som det er i mange forældreretssager. Ikke fordi de nødvendigvis diskrimineres, men fordi det er helt naturligt for os mennesker at have større tillid til mennesker, der ligner os selv.      

5: Vi har ikke retten til intakte kønsdele

I Danmark er det strafbart at omskære mindreårige pigers kønsdele – som det rettelig også bør være. Men drengebørn har ingen mulighed for at sige nej til at få skåret dele af forhuden af i religionens navn. Der er intet galt i omskæring – så længe man er myndig og selv træffer et valg. Men det kan ikke passe, at drengebørnene ikke kan beskyttes mod religiøse ritualer, der skamferer deres krop på livstid.   

6: Vi har ikke et alternativ til kondomet 

P-pillen blev opfundet i 1960, og mens kemien i den lille pille næppe gør noget godt for kvindens krop, så medførte den en seksuel revolution. Imens har mændene ventet forgæves på den mandlige version af p-pillen, der vil kunne give manden større kontrol over sine undfangelsesevner. For mens mænd ikke har muligheden for at foretage sig aborter – heller ikke af juridisk karakter – så ville et alternativ til kondomet give mændene flere muligheder for at undgå uønskede graviditeter. Mændenes p-pille vil kun være et ligestillingsskridt i den rigtige retning.   

7: Partnervold og voldtægter mod mænd bliver ikke taget alvorligt

Hvert år udsættes 8.000 mænd for vold af deres partner. Og mens det sker i sjældnere grad, så bliver mænd også voldtaget – også af kvinder. Og alt for ofte bliver problemet ikke taget alvorligt. For et års tid siden besøgte jeg Det Kriminalpræventives Råds hjemmeside for voldtægtsofre, hvor de på undersiden 'til Manden' skrev: 'Hvis du enten har udøvet et seksuelt overgreb eller er bange for, at du kunne finde på det, så findes der forskellige muligheder for at få hjælp til at stoppe.' De har sidenhen (klogt) fjernet siden – men logikken bag er tydelig: Den eneste relation, mænd har til voldtægt, er som overfaldsmand. 

En kampagne fra sidste år med skjulte kameraer, viste, at mens folk straks greb ind så snart den mandlige skuespiller slog på den kvindelige medskuespiller, så stod folk og grinte åbent, når det var kvinden, der udsatte manden for partnervold.  Så ikke bare udsættes mændene for det tabu, der generelt gælder ofre for vold og voldtægt. Oveni skal de så møde en latterliggørelse – og mistænkeliggørelse – fra resten af samfundet. Hvordan er det fair?

Ovennævnte områder fortjener offentlighedens opmærksomhed. Vi må gøre det klart en gang for alle: Ligestillingsdebatten vedrører også mændene!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
11 kommentarer
Vis kommentarer