Hvor blev individet af i udlændingedebatten

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

De er et problem. De er kriminelle. De er potentielle terrorister. De, de, de. Det handler altid om ’de’ i udlændingedebatten – dem og os. Det handler ikke om, at de er fremmede, siger man. Det handler om deres religion og kultur, må man forstå. For ved vi, hvor de er fra eller hvilken gud de beder til, så behøver vi ikke at vide mere: Muslimer og deres religion er et problem. Case closed.

Undskyld mig... Hvornår kom vi hertil? At vi som land, der har bygget hele sit samfund op om individuelle rettigheder, og en kultur op om individualismen – individet, og kun individet er ansvarlig for sine handlinger – at vi nu har en prædefineret holdning om mennesker baseret på hvor de kom fra, og hvad de tror på.

Måske er det naturligt. Måske giver det sig selv, at når vi danskere har hørt nok historier om udlændinge, der begår kriminalitet, muslimer, der er fundamentalister, at vi ikke længere evner at skelne mellem mennesker og de grupper de er en del af. Det er måske naturligt, men smart er det sgu ikke.

Som min meddebattør Poya Pakzad sagde i et interview i Information i januar: Ideen om den kollektive muslim er et perverst fantasiobjekt. Det er lige, hvad udlændingedebatten er kogt ned til: Den kollektive muslim. Muslimer, der skal tage afstand fra andre muslimers udtalelser. Muslimer, der skal straffes for andre muslimers handlinger. Muslimer, der ifølge mange danskere skal stoppes ved grænsen, fordi andre muslimer har gjort noget forkert. Sig mig: Hvad i alverden blev der af individet i udlændingedebatten?

Hvad blev der af troen på, at den enkelte kan opnå det i livet – med hjælp fra dem omkring sig – som de selv håber og tror på? Hvad blev der af ideen om, at den eneste, der i sidste ende er ansvarlig for en handling, er den, der har udført det – ikke hans mor, nabo eller trosfælle? Hvad blev der af den enkelte?

Danskerne (du ved, dem der ikke er muslimer) har ellers lov til at være individer. Når vi bliver mødt, er vi ikke bare ”dansker”, nej vi er et menneske – vi er os selv. Vi har ikke skullet – ligesom Abdel Aziz Mahmoud skriver i sin nye bog – tage en ekstra kamp for at bevise, at vi ikke bare er et produkt af deres kultur og gruppe. For vi danskere er bare os selv. Vi er individer.

Men den ret har muslimerne ikke. Hvorend de går, er deres baggrund med i bagagen. Ja, selv de fra Mellemøsten, der ikke er troende muslimer, er alligevel muslimer i andre øjne – for hvorfor skelne? Når en muslim begår mord, er det æresdrab. Når en muslim er ekstremist, er han islamist. Når en muslim er arbejdsløs eller voldelig, er han bare endnu et tal i statistikken. Hver gang det sker, så bekræfter det os bare i, at vi jo havde ret. De er et problem. De er kriminelle. De er potentielle terrorister.

Det betyder ikke, at statistikker ikke kan bruges til noget. Når indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret i de dårlige statistikker, så er det tegn på at der er systematiske problemer. Det er et tegn på, at der er ting, der går igen blandt flere i gruppen. Men hvad statistikker ikke kan bruges til, er at sige noget om det enkelte.

Den enkelte indvandrer bliver ikke farligere eller mere kriminel, bare fordi flere indvandrere er kriminelle, end man ser i andre grupper. Den enkelte muslim er ikke en større trussel, uanset hvor mange Grimhøj-imamer, der siger noget idiotisk om stening. Hvad andre muslimer og indvandrere gør, betyder absolut intet for, hvordan vi skal dømme den enkelte muslim. Han eller hun kan og vil aldrig være mere skyldig eller farlig end du og jeg bare på grund af sin religion.

Men sådan bliver muslimen behandlet. Og det er her ideen om den kollektive muslim bliver ekstremt farlig. For ser man alene mennesket som et produkt af sin gruppe, så forsvinder dit syn på mennesket, og du kan retfærdiggøre alle former for overgreb på den enkelte for at angribe det kollektive. Er du bange for ’islamisering’? Jamen, så forbyd indrejse for alle muslimer. Er du bange for islamister? Jamen, så begræns deres ytringsfrihed og gør det umuligt for dem at få statsborgerskab – ikke pga. deres handlinger, men fordi de er muslimer.

En stor del af historiens uhyrligheder er begået af mennesker, der har behandlet deres modstander som gruppe og glemt individet. Ser man ikke det enkelte menneske, men bare den gruppe, de er en del af: Muslim, før menneske – jamen så er det ekstremt let at dehumanisere dem, at afklæde dem deres rettigheder, og gøre dem kollektivt ansvarlige for individers handlinger.

Vi taler ofte om, hvordan vi behandler muslimerne som minoritet. Hvad vi hellere burde tale om, er, hvordan vi kan behandle samfundets mindste minoritet: individet – og hvordan alle, ja, selv muslimer, har retten til at være et individ.

Udlændingedebatten er ikke problematisk, fordi den er kritisk. Den er ikke kynisk, fordi den påpeger problemerne. Den er ikke ekstrem, fordi den slår hårdt ned på dem, der forbryder sig mod andre mennesker. Udlændingedebatten er farlig, fordi den dømmer uskyldige mennesker. Fordi en muslim bliver ansvarlig for en anden muslims gerninger. Fordi mistanken mod én muslim bliver en mistanke mod alle muslimer. Fordi individet er fuldstændigt væk i udlændingedebatten.

Hvornår fanden kom vi hertil?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
51 kommentarer
Vis kommentarer