Hvordan kan man være imod feminisme?

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Jeg har selv været antifeminist. Jeg tænkte, at for at være feminist, må man på ægte svensk facon insistere på ’hen’ i børnehaverne, og på at alt der vedrører køn er en social konstruktion. Jeg tænkte, at rigtige feminister var socialister og drømte længselsfuldt om et samfund fyldt med kvoter, forbud og regulering.

Og så tænkte jeg, at feminisme var lig kvindekamp, og at mændene var feministernes største fjende.

Jeg tog naturligvis fejl.

I dag ærgrer jeg mig bare over, at det ikke kun er mig, der havde de fordomme, men at de fejlopfattelser af feminismen stadig hærger ligestillingsdebatten. For nu hvor jeg ved, hvad feminismen handler om, kan jeg ikke tænke andet end:

Hvordan i alverden kan man være modstander af den?

Glem alt om, hvad du tror, du ved om feminismen. Feminismen er en erkendelse af to ting, og hvis du er enig i det, ja, så er du feminist. Længere er den ikke.

Den første erkendelse er, at man som feminist tror på, at køn ikke skal stå i vejen for, at man kan leve sit liv, som man ønsker. Der er nogle helt naturlige fysiske begrænsninger: Mænd kan ikke føde børn, kvinder kan ikke gøre andre kvinder gravide. Men udover de rent fysiske forskelle mellem kønnene, så skal ens køn ikke styre, hvor langt man kommer i sit liv:

Om man kan blive toppolitiker, sygeplejerske eller hjemmegående. Vi skal heller ikke behandle hinanden dårligere pga. køn: Kvinder skal ikke udsættes for voldtægter eller chikane i nattelivet, ligesom mænd ikke skal behandles som dårligere forældre. Det burde vi alle kunne blive enige om – så langt, så godt.

Den anden erkendelse er, at vi ikke er i mål endnu. Du behøver sådan set ikke at være enig med alle de problemer, der bliver præsenteret i den offentlige debat (selv om det er godt med et åbent sind, og en respekt for, at der findes problemer, du ikke selv kender til), men du skal bare grundlæggende anerkende, at køn stadig kan være en hindring for nogen.

Med til feminismen hører samtidig ideen om, at der er strukturer – eller normer og kulturer – der står i vejen og altså ikke enkelte mænd eller kvinder. Det kan eksempelvis være ideen hvad det vil sige, at være en rigtig mand eller rigtig kvinde, som jo oftest ikke bunder i andet end overfladiske betragtninger.

Jeg vil vove at påstå, at 95% af den danske befolkning må kunne være enige om ovenstående. Det er underordnet for mig, om man så køber alle grene af feministisk teori, og man behøver altså heller ikke at bruge ord som cisheteronormativitet eller patriarkat for at være rigtig feminist.

Man skal bare anerkende, at mænd og kvinder må leve som de vil, og at der stadig er begrænsninger i dag. Derudover bør man så også have en ydmyghed overfor, at andre kan have oplevet problemer, som man ikke selv har været udsat for – men det gælder jo de fleste ting i livet.

Det er et eller andet sted absurd, at de fleste af os kan være enige om at bekæmpe homofobi og racisme, men så snart snakken falder på kampen mod sexismen, vender mange sig imod det, alene fordi vi kalder det feminisme. De fleste af os kalder os jo også demokrater, selv om vi ikke er enige med alle andre demokrater, ligesom vi også ser demokratismen som et grundlæggende element af vores menneskesyn.

Feminismen er for alle. Det er ikke en eller anden radikal ide, eller noget, der kræver, at du skal leve på en bestemt måde.

Så længe du vil give andre mennesker plads til at leve som de ønsker uanset køn, så er det helt på plads at kalde sig feminist. Mere indviklet behøver det vel ikke at være?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
52 kommentarer
Vis kommentarer