Radikale Venstre har pippet om det. Liberal Alliance har nævnt det i en vending eller to. Men det er ikke reelt til debat:
Hvorfor gør vi det ikke af med den universelle velfærdsstat?
Tanken er såre simpel: Staten er til af mange grunde, men en af de væsentligste er at beskytte de allersvageste i samfundet. Det er en målsætning liberale, konservative og socialister alle burde kunne blive enige om. Problemet er bare, at på trods af at vi har en af verdens største velfærdsstater, så er vi fortsat umanerligt dårlige til at tage hånd om de allersvageste i samfundet.
Narkomaner og hjemløse bliver af systemet behandlet som andenrangsborgere, selvom de burde være velffærdsstatens VIP-brugere. Vi oplever stadig socialtbelastede ghettoer, hvor børnene slet ikke får den omsorg og hjælp, de har behov for, så de kan trodse den sociale arv, og let’s face it: Store dele af vores sociale system halter godt og grundigt bagud.
Det er paradoksalt, at en stor stat end ikke evner at tage sig af sine allersvageste borgere. Men det er også let forklarligt: Politikere har en klar interesse i at blive genvalgt, og derfor fylder velfærdsgoder, der kommer den brede offentlighed til gode (og følgelig har større stemmegrundlag) langt mere end de indsatser, der kan hjælpe de allermest ressourcesvage par procent af befolkningen.
Det er en given forudsætning at det må være sådan i en universel velfærdsstat, der bygger på ideen om, at velfærdsgoder skal være til alle og ikke de få. Men der er et alternativ.
Jeg ved godt, at det er en kontroversiel ting at foreslå, men så meget desto større årsag, til at debatten skal tages. Hvorfor ikke droppe den universelle velfærdsstat og i stedet fokusere så meget mere på dem, der har allermest brug for hjælp? Devisen bør være, at alle der ikke kan klare sig selv, skal have adgang til hjælp. Men sådan er det ikke i dag. Både millionærerne på Strandvejen og Brian fra Amager har ret til børnecheck, og alle, høj som lav, betaler og har adgang til offentligt finansieret sundheds- og uddannelsessystem.
Hvis vi ser bort fra socialisternes lighedsdagsorden et øjeblik, så bør alle kunne blive enige om, at de svageste i samfundet har brug for mere end de ressourcestærke. Problemet er, at den danske velfærdsstat er bygget op omkring den store middelklasse, som politikerne igen og igen ønsker at begave med flere velfærdsgoder. På kort sigt er de svageste taberne: I stedet for at have et fleksibelt og effektivt system med flere penge per borger, der kan indrettes efter de færre med særlige behov, så har vi i dag et stort og bureaukratisk væsen, der giver middelmådig velfærd til alle.
På længere sigt er vi alle tabere: Den store middelklasse ville sagtens have adgang til velfærdsgoderne på egen hånd, hvis de betalte det mindre i skat, og nettoresultatet er så bare den, at man gennem staten omfordeler en masse penge fra middelklassen til middelklassen.
Men hvad er problemet ved omfordeling? Sikrer det ikke lighed? Jo, men alting kommer til en pris: Også statsstyret lighed. For det første koster omfordelingen i sig selv penge: Det kræver store beløb at vedligholde store offentlige systemer, der omfordeler penge frem og tilbage. For det andet har det offentlige en tendens til meget store – og derfor ofte ineffektive og bureaukratiske – organisationer. For det tredje gør det noget ved, hvordan vi agerer. Du kender det nok fra dig selv: Du passer mere på dine egne ting, end du gør ved noget, der er fælles. En revnet flise i forhaven går dig mere på, end et i fortovet – og hvis flisen skal erstattes, er du også mere interesseret i en ordentlig kvalitet og pris, hvis du selv betaler, end hvis kommunen gør det.
I økonomi kaldes fænomenet ’tragedy of the commons’ og er en af årsagerne til, at man skal være påpasselig med at omfordele bare for at omfordele. En række forskere fra Rockwool Fonden har tidligere regnet sig frem til, at det vil koste mellem 3 og 5,5 krone at omfordele 1 krone mere fra de rigeste til fattigste i Danmark. Så den universelle velfærdsstat har altså også sin direkte økonomiske pris.
Systemet, der burde komme i stedet for den universelle velfærdsstat er simpelt: Vi målretter velfærdsgoderne til dem, der ikke selv har råd – og sørger samtidig for, at de har en markant bedre kvalitet end i dag.
Men dem der har penge nok til at betale selv, de burde også selv gøre det. Både fordi det er mere retfærdigt kun at give tvangsopkrævede skattemidler til dem, der har brug for dem, og fordi det skaber en så meget bedre økonomi – noget der igen på sigt kommer alle til gode.
Hvis højrefløjen turde at gå op imod vælgerne, og hvis venstrefløjen kunne sætte de svagestes ve og vel over deres ideologiske ønske om økonomisk lighed frem for alt, så burde det være muligt at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har den perfekte velfærdsstat, som politikerne påstår.
Et opgør har nok lange udsigter – men debatten, den må vi da kunne tage.
