Den tyske forsker Christoph Meiners konkluderede i slutningen af 1700-tallet, at den sorte mand var den hvide underlegen. Han studerede eksempelvis sortes nerve-anatomi og fandt frem til, at de følte mindre smerte end hvide. Sorte menneskers kæber gjorde, at de var som dyr, og deres hjerner var for små til at tænke ligeså intelligent som deres hvide modsætninger, mente forskeren.
Lignende teorier var udbredte langt op i det tyvende århundrede, ligesom andre fordomme om sorte som dovne og beskidte blev brugt til at retfærdiggøre diskrimination.
I dag kalder vi den slags racisme.
Men på trods af at racisme stadig eksisterer, så er der en udbredt forståelse af, at det er grundlæggende forkert at diskriminere mennesker på baggrund af deres hudfarve. Det er i de fleste kredse heller ikke særligt god stil at gøre grin med mennesker på baggrund af deres seksualitet. I offentligheden ville de færreste f.eks. turde at at tillægge mennesker bestemt værdi eller karakteristika bare fordi de er homoseksuelle.
Så langt er vi altså enige: Det er grundlæggende forkert at gøre forskel på mennesker ud fra egenskaber, der er irrelevante i konteksten. Ens race har ingen betydning for ens renlighed ligesom seksualiteten intet siger om, hvordan man ellers er som menneske.
Men sådan er det ikke, når snakken falder på køn. Sexisme – eller kønsdiskrimination – er udbredt som fuldkommen legitim i det danske samfund. Endda i en sådan grad, at hvis man siger, at man ikke har lyst til at være sexistisk, så bliver man gjort til grin.
Men hvordan er det lige, sexisme adskiller sig fra racisme og homofobi?
Der er bestemt større biologisk forskel mellem mænd og kvinder end mellem hvide og sorte eksempelvis, men det er absurd at tro, at kønshormoner kan forklare alt fra, at lyserød skal være en pigefarve til, at mænd er naturlige magthavere i samfundet.
Man kan bestemt have forskellige holdninger til, hvilke forskelle mellem mænd og kvinder, der skyldes biologen og hvilke, der bunder i en påvirkning fra samfundet. Det er også en debat, der stadig foregår mellem feminister. Men uanset om man mener, at 10% eller 50% af de forskelle der er mellem kønnene i dag, skyldes biologi, så anerkender man stadig, at en stor del af forskellene skyldes, at vi som samfundet trækker noget ned over hovedet på mennesker alene fordi pga. deres køn.
Der er bestemt også mennesker, der mener, at 100% af alle forskelle er biologiske – og dermed også mener, at mens der var diskrimination for 100, 50, 20 år siden, så har vi netop lige nu opnået en perfekt ligevægt. Men for de fleste er det dog åbenlyst, at der ikke er et hormon, der er skyld i at små piger foretrækker lyserødt legetøj og drenge blåt.
Hvis det er tilfældet, er det i øvrigt morsomt, at det forholdt sig stik omvendt for 100 år siden, da lyserød var en drengefarve og blå en pigefarve.
Vi diskriminerer konstant hinanden på køn. Vi gør det, når vi giver actionmænd til drenge og barbiedukker til piger. Vi gør det, når vi kalder kvinder dårlige bilister og mænd dårlige forældre. Vi gør det når, vi gør grin med mandlige sygeplejersker, fordi de er i et kvindefag, eller kvindelige topchefer, fordi de bliver set som dårlige mødre.
Vi accepterer diskriminationen på køn, selvom vi godt ved, at langt det meste er bullshit.
Så næste gang du udtaler dig generelt om kvinders evne til at køre bil eller mænds evne til at passe børn, så spørg dig selv: Kunne du finde på at lave samme typer generaliseringer om en sort eller en homoseksuel? Hvis ikke, så drop lige sexismen i samme omgang.
