Politikere må sgu' da ikke boykotte journalister

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Det hele startede med Uffe Elbæk, der følte sig dårligt behandlet af Clement Kjersgaard i ’Vi ses i Clement’. Han gik derfor i kamp på Facebook og fik en partihær af 'alternativister' til at gå i forsvarsstilling for deres kære leder. Udover sit Facebook-korstog, meldte Elbæk desuden i sidste øjeblik afbud til Deadline, fordi han var ”rasende” over interviewet med Clement.

Efterfølgende har Liberal Alliances Mette Bock og justitsminister Søren Pind gjort det klart, at de boykotter alle Clement Kjersgaards programmer. Søren Pind offentliggjorde endda sit boykot med sædvanlig pomp og pragt plus citat-henvisninger til Arthur Pullitzer samt beklagede sig over, at han blev ”behandlet som en kriminel”.

Jeg ved end ikke, hvor jeg skal starte. For det første fremstår ovennævnte politikere decideret tyndhudede, og ligesom det var pinligt, da socialdemokraterne (og for flere år siden LA’erne) gik til angreb på pressen over for kritiske interviews, så hører det altså ikke hjemme nogen steder, at en politiker på den måde angriber journalister, fordi de er utilfredse med deres interviews.

Kunne jeg selv klare de interviews som Uffe Elbæk, Søren Pind m.v. blev udsat for? Måske ikke. Men det er sagen uvedkommende. Jeg er hverken folkevalgt, minister eller partileder. Jeg er ikke magthaver, og jeg har derfor som debattør ikke nogen forpligtelse overfor medierne.

Men det er altså helt anderledes for politikerne. Så snart man er valgt til et offentligt embede, så følger der en række forpligtelser med den magt, folket giver en.  Man må ikke modtage penge under bordet, man er kun forpligtet til at følge sine egne holdninger – og man skal stå til rådighed for folket.

Og som politiker har du simpelthen ikke retten til at sige nej til kritiske interviews. Det er helt ok at sige nej af logistiske årsager eller ikke at lade sig interviewe om bestemte emner. Men et decideret boykot af en journalist? Det er sgu ikke ok!

I USA har man sin Big Block of Cheese day, der er inspireret af præsident Jackson. Han indbød gentagne gange folket til Det Hvide Hus, hvor de fik lov til at tage del i at fortære et kæmpe ostehjul. Det har siden hen været et demokratisk princip, at vælgerne på denne ene dag om året, kan få (tæt på) direkte adgang til Det Hvide Hus.

Og medmindre Elbæk, Pind og Bock har planer om at have en fast blok ost stående i Christiansborgs lobby med direkte adgang til politikerne, så er de forpligtet til at stå til rådighed på anden vis. Og det er her journalisterne kommer ind i billedet.

Den kritiske journalist har til opgave at formidle politikernes holdninger, men endnu vigtigere at stille politikerne til ansvar for, om det de skriver og siger, er konsistent og giver mening. I den ekstreme ende af journalistskalaen finder vi så de ultrahårde journalister som Clement Kjersgaard og Krasnik. Det, de to herrer har til fælles, er, at de ofte af politikerne kritisere for deres konfrontatoriske debatstil, men også at de stiller høje krav til deres gæster, navnlig politikerne.

Det, den dygtige journalist gør, er det, som alle vi andre bør, men ikke formår. Det er at stille det simple krav til politikerne, at der en logisk sammenhæng og konsistens i deres budskaber. Er der ikke det (som i tilfældet med gårsdagens Elbæk-interview), så er det nok ikke sjovt at være gæst i studiet. Og svarer gæsten desuden ikke på journalistens spørgsmål, så bliver det først rigtigt uskønt at se på.

Politikere er verdensmestre i bullshit-bingo og papagøjesnak. Derfor har så mange politikere et anstrengt forhold til det gode kritiske interview. Faktum er, at vi har 179 mennesker med afsindigt meget magt i dette land, og hvis vi accepterer en politisk kultur (apropos den, som Elbæk vil ændre), hvor det er politikerne, der styrer dagsordenen og kan undgå de kritiske journalister, de ikke bryder sig om, så har vi godt nok tabt meget som demokratisk samfund.

Det er jo ikke Billedbladet vi taler om her. Clement Kjersgaard er vært på flagship-programmet på DR2 – det suverænt mest sete debatprogram i danske medier. Det har du simpelthen ikke lov til at boykotte som politiker.

Det er nok ikke sjovt for politikerne, tonen er hård, og de får ikke lov til at komme med de budskaber, som de har lyst til i Clements programmer. Men samtlige folkevalgte magthavere i dette land har et ansvar for at stå til rådighed – særligt for de ekstrakritiske interviews.

Og det er uanset, om man synes, Clement er for hård, for konfronterende eller har en for skæv slipseknude. I, kære politikere, har sagt ja til jobbet. Og med det følger et ansvar.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
42 kommentarer
Vis kommentarer