Politikere skal holde nallerne fra internettet

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Masseovervågning af internettet er en absurd dårlig ide. Ikke alene er det kun i politik, at man konstaterer, at noget overhovedet ikke virker, hvorefter man afskaffer det, og så vælger at genindføre og udvide det massivt et par år efter.  Det er også en vild krænkelse af vores allesammens retsfølelse, at politiet overvåger os, hvor end vi er – uanset om det er i den virkelige eller digitale verden.

Internettet er det sidste sted, hvor man kan få lov til at være anonym. Og selv her er det svært. Men når politiet kan spore, hvor du er hvert enkelt øjeblik fra din mobiltelefon i lommen, eller med den nyligt indførte overvågning af biler – for slet ikke at tale om de mange kameraer i det offentlige rum – så kan du i dag end ikke pille næse uden at politiet (og derfor også magthaverne) ved det. 

Genindførelsen af sessionslogning, der pålægger internetudbydere at logge al din færden på internettet, vil naturligvis ikke gøre det umuligt for computernørderne at færdes sporfrit på internettet, men det er et skridt mod mere overvågning og mindre anonymitet. Og for almindelige danskere som dig og mig, vil det betyde, at alt hvad du gør på nettet, ville kunne spores tilbage til dig.

Her er internettet anonymitetens sidste bastion. Godt nok bliver vi selv på internettet overvåget i hoved og røv. Hvis ikke af danske myndigheder så af udenlandske. Men det er endnu muligt at være anonym på internettet. For politikere er enhver uovervåget flænge af vores eksistens en potentiel trussel – for mennesker, der ikke er overvåget, er mennesker, der ikke kan styres – men for mig er det en frihed.

For mig er det en frihed, at der i disse tiders debat er ét sted, hvor ytringsfriheden er ukrænkelig: Internettet. Fra Nationen til kinesiske systemkritikere er der behov for, at man kan fremlægge sine holdninger uden at risikere straf. Og her vil genindførelsen af sessionslogning bidrage til, hvad SOPA, CISPA og alle andre reguleringer af internettet forsøger: At lægge al aktivitet på internettet under politisk kontrol.

Det er jo ikke fordi, jeg som dansker går og frygter, at overvågning resolut betyder, at staten kommer efter mig. Men der er noget principielt vigtigt i, at vi ikke giver magthaverne værktøjer, der let kan misbruges til politisk gevinst. Og det er faktisk allerede et problem i dag: Hvis en embedsmand offentliggjorde fortrolige dokumenter, der viste at f.eks. PET eller Forsvarets Efterretningstjeneste brød loven, kunne han risikere retsforfølgelse. På nettet kan han gøre dette anonymt, men jo mere vores internettrafik overvåges des lettere ville det være at sikre, at Danmark ikke får sin egen Edward Snowden.

Det anonyme internet kan også bruges til meget andet godt. Hacker-netværket Anonymous’ angreb på Islamisk Stats internetaktivitet havde aldrig kunne lade sig gøre, hvis ikke internettet sikrede en anonymitet. På samme måde så har hjemmesider som Silk Road på det såkaldte Deep Web sikret, at man kunne købe narkotika uden giftige tilsætningsstoffer og uden om banderne, der styrerne gadepusherne.

Anonymitet giver en frihed til at færdes frit. Anonymiteten er en ret, som er helt grundlæggende for vores frihed.

Men retten til at være anonym er på vej væk. Og når først den er forsvundet, får vi den næppe igen. Sætter du pris på at kunne tænke, tale og handle frit uden andre lurer med over skulderen, så er det ved at være på tide, at give politikerne klart svar: De skal holde nallerne fra internettet!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
17 kommentarer
Vis kommentarer