Robin Hood var liberalist

Rasmus Brygger. Forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, skriver om politik og velfærdsstat.

Hvis der er noget, jeg ikke kan tage i den offentlige debat, så er det, når man bruger direkte forkerte analogier. Nej, Marie Antoinette sagde aldrig, at de fattige kunne spise kage. Det var republikansk propaganda. Nej, man har aldrig nogensinde troet, at humlebien ikke kunne flyve. Det er en myte.

Og nej, Robin Hood tog ikke fra de rige og gav til de fattige. Eller jo – men ikke som du tror.

Men lad os lige starte ved, hvem Robin Hood var: Han var en opdigtet, britisk adelig, der deltog i korstogene under Richard Løvehjertes banner, og kom hjem til at kongens bror, prins John, havde kuppet sig til magten. Som en del af kuppet blev Robin Hoods far myrdet, og Hood fik frataget sin titel og formue, hvorefter han flygtede ud i skoven for at bekæmpe prins John og hans håndlanger Sheriffen af Nottingham sammen med sine tro følgesvende.

Historien stammer fra den britiske middelalder og har gennem folklore overleveret til nyere tid bl.a. i børnebogsform – hvilket sidenhen inspirerede de kendte film og tegnefilm om den buebevæbnede bandit.

Så langt, så godt.

Fælles for næsten samtlige af historierne om Robin Hood, er, at han er helten, der tager fra de rige og giver til de fattige. Det har ført til at Robin Hood af mange anses som en socialistisk folkehelt, og bl.a. givet anledningen til at døbe en amerikansk millionærskat ”Robin Hood-skatten”. Samtidig er mange liberale reformer blevet kaldt ”omvendt Robin Hood”, hvis de skærer i overførselsindkomster og samtidig letter skatterne.

Men der er bare noget, man har glemt: Robin Hood er ikke på jagt efter kapitalisterne. Det er staten og dens repræsentanter, han berøver. Ofte er det prins Johns skatteopkrævere, der ender som målskive for Robin Hood – i enkelte tilfælde er det aristokrater – i alle tilfælde mennesker, som lever godt af at støtte en illegitim, korrupt og autoritær statsmagt.

I en scene fra Disneys Robin Hood, hvor man virkelig skal fornemme hvor ond skurken prins John er, står prinsen og kaster om sig med penge og udbrøder: ”Skatter! Skatter! Smukke, dejlige skatter!” Når Robin Hood stjal guld fra Johns skatteopkræver, mærkede prinsens rådgiver hans vrede: “Fordobl skatterne! Tredobl skatterne! Pres hver en dråbe ud af de respektløse bønder!”

Lyder skurken i Robin Hood mon som prototypen på en liberalist? Nej. Prins John er ond, fordi han er en despot, der udplyndrer befolkningen gennem tårnhøje skatter og urimelige love. Robin Hood tager ikke alene fra de rige og giver til de fattige, han fører guerillakrig mod staten og stjæler dens uretfærdige skattemidler for at give det tilbage til befolkningen – en slags skattelettelse by proxy.

Hvis Robin Hood endelig skulle spændes for en ideologisk vogn (man kan jo sige, at de fleste ideologier er imod despoter), så er han udtrykket for den perfekte liberale frihedskæmper, der kæmper mod den korrupte stat. Ikke en socialist, der kæmper imod de frie markedskræfter.

En Robin Hood-skat er et oxymoron – et selvmodsigende ord. Og at lave en omvendt Robin Hood, er ikke at sænke skatterne, men at forhøje dem.

Jeg så egentligt helst, at vi lod være med at gøre gode børnehistorier og historiske myter til en del af en politisk debat, men skal man endelig gøre det, så skal man også gøre det ordentligt. Og vil du bruge historien om Robin Hood, så lad være med at gøre den til et argument for højere skatter. Det er ikke alene fjollet – det er direkte forkert.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
21 kommentarer
Vis kommentarer