Indvandrerbørn er bedre integreret end du tror

Indvandrerbørn er bedre integreret, end de fleste tror, skriver Rasmus Brygger. Billedet her er fra 2014, hvor der var debat om skoler med overvægt af tosprogede børn. Børnene på billedet er fra Tagensbo Skole, der havde succes med at løse problemet. POLFOTO
Indvandrerbørn er bedre integreret, end de fleste tror, skriver Rasmus Brygger. Billedet her er fra 2014, hvor der var debat om skoler med overvægt af tosprogede børn. Børnene på billedet er fra Tagensbo Skole, der havde succes med at løse problemet. POLFOTO

Rasmus Brygger, stifter af Videnscenter For Integration

 

Børn af indvandrere er dårligt integreret. De får dårligere karakterer i folkeskolen, de er oftere arbejdsløse og langt mere kriminelle. Det har været fortalt igen og igen i danske medier. Der er som sådan intet forkert i den beskrivelse. Men den måde vi opgør børnene på i statistikkerne overdriver dog integrationsproblemerne.

Det skyldes, måden vi i statistikkerne definerer danskere og efterkommere på. Hvis begge dine forældre er født i Danmark, er du dansk. Hvis begge dine forældre er udlændinge, er du efterkommer. Men hvis den ene af din forældre er udlænding, og din anden er født i Danmark, så er du dansk. Med andre ord, så har vi i integrationsstatistikkerne frasorteret alle de tilfælde, hvor en indvandrer finder en sød dansker at få børn med og sandsynligvis får et mere velintegreret barn.

Men sådan gør man ikke i alle lande. I Holland er du ’2. generationsindvandrer’, hvis bare én af dine forældre kommer fra udlandet. Opgjorde vi børn af efterkommere som i Holland, ville vi gå fra ca. 200.000 efterkommere til ca. 450.000 2. gennerationsindvandrere. Hvad ville det have betydning?

For det første ville det tydeliggøre, hvor mange i Danmark, der reelt har udenlandsk baggrund. For det andet vil det give et langt mere retvisende billede af, hvordan det så går indvandrernes børn.

Hvis vi kiggede på alle indvandrernes børn i statistikkerne, ville deres gennemsnitlige beskæftigelse stige, deres karakterer få et nøk op og deres kriminalitet dale. Særligt voldsomt er kriminalitetstallene: Efterkommerne er 2,3 mere kriminelle end gennemsnittet. Indvandrernes børn som helhed er 'kun' 1,5 gange mere kriminelle. Der er altså stadig store integrationsproblemerne blandt indvandrernes børn, men dog ikke så store, som mange tror på baggrund af de tal, vi normalt bruger.

I 2018 udkom Udlændinge- og Integrationsministeriet med en rapport over børn af efterkommere – altså 3. generation af indvandrere. Rapporten fik flere medier til at konkludere, at integrationen gik den gale vej. Der var en del problemer med den konklusion. Men det største problem var, at man har frasorteret størstedelen af både efterkommerne og deres børn, fordi de fik børn med etniske danskere. Vi kigger altså på den lille del af børnene, der klarer sig dårligt og konkluderer, at integrationen går den helt gale vej. Det holder ikke en meter.

Vi skal stadig kunne zoome ind på der, hvor der generelt er størst integrationsproblemer: Børn af to indvandrerforældre. Men når vi taler om, hvordan integrationen går over generationer, skal vi selvfølgelig kigge på alle børn af indvandrere og ikke frasortere den halvdel, der er bedst integreret. Derfor bør vi have begge opgørelser med i de officielle statistikker.

Statistik er politisk. Og vi får på alle måder en bedre integrationsdebat, hvis vi får alle tal frem i lyset.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
72 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen