Der er ingen tvivl om at den manglende integration af indvandrere og efterkommere koster samfundet dyrt. Mens Finansministeriet anslår, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere koster statskassen 33 mia. kr., har andre undersøgelser peget på omkring det halve. Dertil kommer selvfølgelig de sikkerhedsmæssige og kulturelle følger af dårlig integration.
Vi har derfor alle en meget klar interesse i bedre integration.
Der er ikke ligefrem mangel på politikere, der sætter fokus på integrationsproblemerne. Men spørgsmålet er: Hvor er politikernes overbudspolitik, når det kommer til løsningerne? Her taler jeg om løsninger, som fpr det første er realistiske at gennemføre, og for det andet har målbare effekter, der gør en væsentlig forskel for integrationen. Regeringen har f.eks. for nyligt præsenteret en storstilet reform, der skal give ledige indvandrere en såkaldt arbejdspligt, der primært kan bestå af op til 37 timers nyttejob om ugen. Her forventer regeringen selv, at det kun vil få 250 flere indvandrere i arbejde.
Dette er ikke unikt for den nuværende regering. Fælles for skiftende regeringer - uanset om vi taler om 'paradigmeskiftet', utallige kontanthjælpsreformer, ghettopakkerne, tryghedspakkerne – så har behovet for reformerne sjældent blevet retfærdiggjort med målbare effekter, men om principper eller om at sende et signal. Der er intet galt med principiel politik, der sender klare signalet. Men problemet opstår, når de praktiske – og vidensbaserede – løsninger bliver efterladt på perronen.
Når vi som samfund ønsker bedre sundhed, så bygger vi flere sygehuse. Når vi som samfund ønsker bedre børnepasning, hyrer politikerne flere pædagoger. Men når vi ønsker bedre integration, bliver vi spist af med signalpolitik.
Årsagen er desværre simpel. Erfaringer fra Sverige og Norge tyder f.eks. klart på, at vi kunne få markant flere flygtninge i job, hvis vi gav dem en uddannelse og havde danskuddannelse af tilstrækkelig høj kvalitet. Men hvis en integrationsminister foreslog at bruge 1-2 mia. på bedre uddannelse til flygtninge, ville både medier og politiske modstandere nok udlægge det som, at man vil give pengene til indvandrerne og tage dem fra 'danskerne'.
Med andre ord: Det er tenderende til politisk selvmord at give flere penge til noget, der gavner indvandrere og efterkommere – også selvom det også gavner samfundet som helhed. Vi kommer ikke gratis til bedre integration. Og politiske signaler og principper, kan ikke gøre det alene.
De praktiske – og kedelige - vidensbaserede løsninger må trumfe symbolpolitikken, hvis vi skal gøre os håb om at komme ud af den integrationspolitiske dødsspiral.
