Det kan virke modsigende. Integration er et af de hotteste emner i debatten. Samtidig er det på top 3, over de politiske områder danskerne prioriterer højest ved valg. Men på trods af at vi alle snakker meget om det, så ved vi faktisk overraskende lidt om integration.
Mens der ofte spørges ind til danskernes holdning til integration, spørges der sjældent ind til deres viden om integration. Det er dog gjort enkelte gange.
Der er for få år tilbage i to forskellige undersøgelser spurgt ind til, hvor mange muslimer, danskerne tror, der bor i Danmark. I den ene undersøgelse troede gennemsnittet af de adspurgte, at der var 10 pct. muslimer i Danmark. I den anden var svaret 15 pct. Mens vi ikke registrerer folks religion, så har man ved flere undersøgelser forsøgt at estimere antallet. Her lander forskere og analysebureauer på, at ca. 4-5 pct. af Danmarks befolkning er muslimsk.
Vi tror altså, at der er to-tre gange flere muslimer i Danmark, end der reelt er.
Netmediet Zetland spurgte op til valget sidste år et repræsentativt udsnit af danskerne, hvorvidt kriminaliteten blandt unge mandlige indvandrere og efterkommere er steget eller faldet. 80 pct. af de adspurgte svarede, at den var steget. Reelt er andelen af unge mandlige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med dom for straffelovsovertrædelser, ifølge Integration- og Udlændingeministeriet, faldet fra 5,4 pct. i 2012 til 3,8 pct. i 2017.
Begge eksempler viser, at et flertal af danskerne tror, at indvandringen er større og udviklingen dårligere, end tilfældet er. Der kan nok også også findes tilfælde, hvor danskerne tror, at det går bedre med integrationen, end det reelt gør, men jeg har endnu ikke fundet nogen sådanne undersøgelser.
Betyder det så, at danskerne er negative stemt over for integrationen, kun fordi de ikke ved bedre?
Nej, det kan man ikke udlede af undersøgelserne. Der er mange helt reelle integrationsproblemer, som både afspejler sig i statistikkerne og i de oplevelser, som mange danskere har.
Men uvidenhed kan selvsagt være en af årsagerne til, at integrationsdebatten er så fragmenteret. Hvis de, der diskuterer integration, gør det ud fra helt forskellige virkelighedsopfattelser, så er det måske ikke så underligt, at man har svært ved at enes.
I dag er værdidebatten nærmest synonym med integrationsdebatten. Det giver god mening, for der findes en masse værdi i, hvordan vi ser på danskhed, religion og mange andre ting. Og det er kun fint, at det med indvandringen igen er kommet til debat.
Men så længe integrationsdebatten primært er en værdidebat og ikke en faktadebat, så bliver det afsindigt svært at få en bedre debat om, hvordan de konkrete integrationsproblemer rent faktisk løses.
Min opfordring:
Vær åben over for tal, forskning og oplevelser – også selv om de ikke nødvendigvis understøtter din verdensopfattelse. Det er godt med stærke værdier. Men en debat er ikke meget værd uden viden, der stemmer overens med virkeligheden.