Et 'nej' er et 'nej' er et 'nej'

Anti-Brexit demonstranter uden for det britiske parlament i protest mod, at Storbritannien forlader EU. Men 'nej' skal repsekteres, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.
Anti-Brexit demonstranter uden for det britiske parlament i protest mod, at Storbritannien forlader EU. Men 'nej' skal repsekteres, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Et 'nej' skal repsekteres. Både på diskotekets dansegulv, til den irriterende telefonsælger og i politik. Det mente den tidligere britiske premierminister David Cameron også - engang.

'Jeg er fuldstændig klar, en folkeafstemning er en folkeafstemning, det er en chance for en generation, en chance for livet og resultatet er afgørende… Du kan ikke have evigheds-afstemninger, du kan have folkeafstemninger.'

Sådan omtrent lød ordene fra Cameron inden folkeafstemningen om EU i Storbritannien. Meningen var klar: Der kommer ikke en ny folkeafstemning, afstemningen i juni 2016 ville gælde. Der ville ikke komme en ny chance. Og briterne greb chancen og stemte for at forlade EU.

Hvis briterne allerede nu bliver bedt om igen at stemme om EU, så vil det være endnu en opvisning i arrogance fra den politiske elite. En arrogance, vi kender alt for godt her i Danmark, når et resultat af en folkeafstemning går eliten så meget imod, at de vil gøre alt for at omgøre beslutningen.

Men vi kan også lære af det. Det er ikke nok at vinde en folkeafstemning, hvis vi vil gøre op med EU’s magt.

Allerede umiddelbart efter folkeafstemningen i Storbritannien indledtes en kampagne for at få en ny folkeafstemning. Nogle var utilfredse med resultatet og ville have et omvalg. Også den tidligere premierminister Tony Blair begyndte  i februar 2017 at snakke om en ny folkeafstemning - allerede inden UK havde afleveret deres skilsmissebrev. Han kunne altså ikke engang vente på, at briterne begyndte forhandlingerne med EU, før arbejdet for at omstøde resultatet blev indledt.

Og den stil er fortsat. Når EU-tilhængerne i det britiske parlamentet kritiserer Mays EU-aftale, så er det hele tiden med fokus på, at man i stedet for skal holde en ny folkeafstemning.

Det er simpelthen ikke at tage borgerne seriøst.

Forstå mig ret. Jeg er stor fan af folkeafstemninger, men jeg er også stor fan af, at politikerne tager resultatet seriøst bagefter og loyalt arbejder på at indfri resultatet. Frem for at fedtspille og forsøge at forplumre processen så meget, at de nu kan råbe op om en ny folkeafstemning, som om det ville løse deres problemer.

Man kunne også have valgt en anden vej. Man kunne have lavet et nationalt forlig, hvor de britiske politikere tilsidesatte deres egne partipolitiske interesser og lavede en aftale om, hvad de gerne ville have ud af forhandlingerne med EU. Og så kunne man - for nu at være rigtig fræk - have haft en følgegruppe, der løbende var involveret i forhandlingerne, så man på britisk side faktisk havde en klar fornemmelse af, om aftalen ville møde opbakning i parlamentet bagefter.

Men ak nej. Frem for den slags seriøse politiske arbejde, så har store dele af den politiske elite i Storbritannien enten været optaget af deres egne karrieremuligheder (tænk bare på de utallige diskussioner om, hvem der skal være næste leder efter Theresa May) eller kampen for en ny folkeafstemning. En folkeafstemning, som EU-tilhængerne i øvrigt langt fra kan være sikre på at vinde. Men det er en helt anden historie.

Kære briter. Det er nu, I skal stå fast. For os alle sammen! Et 'nej' er et 'nej', også når det er et 'nej' til EU!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
53 kommentarer
Vis kommentarer