Betalingsring!

Sommeren kom tidligt i år og med den mængden af cyklister.

Det er dejligt at opleve, i hvor høj grad cyklen har grebet unge som gamle. Det er nemt og hurtigt at komme rundt i byerne, selvom jeg selv undgår at køre mellem 8 og 9 om morgenen. Der er for mange, der har alt for travlt, så det går ud over sikkerheden for os gamle.

Metroen bygger og bygger, så vi i København kan bruge denne nemme måde at komme rundt på. Hvor har det været en fordel. Tak til forudseende politikere – og nej, det er ikke mig selv. Jeg glæder mig til de nye linjer.

Hvorfor er det så trist med DSB?

I min sidste klumme skrev jeg om en helt elendig tur til Hamborg, hvor DSB svigtede totalt. Jeg var spændt på reaktionen fra DSB. Der var ingen. Ingen overhovedet. Hverken i EB eller til mig selv. DSB dukkede nakken.  Der var ikke noget, der kunne eller skulle forklares.

Skinnearbejde hedder det lige nu, når massevis af mennesker skal vente og vente på S-tog.

Toiletterne i regionaltogene er tit ude af funktion, osv. osv.

Trist og trist. Der var mange, der reagerede, fordi de havde dårlige oplevelser med DSB

Trafikministeren bruger tid og kræfter på at snakke om en bro fra Århus til Sjælland, og der skal slet ikke være tog på den bro, men kun biler. Han skulle hellere koncentrere sig om at sørge for, at den kollektive trafik fungerede. Den er vi mange, der har brug for.

Fra Hovedbanegården kan man gå lige op på Tietgens broen og se det store flotte posthus, hvor jeg i mine unge dage tjente penge til studiet. Det er nedlagt, ligesom det meste af postvæsenet. Går DSB den samme vej?

Det er fælles goder, som vore forfædre og mødre brugte tid og kræfter på at etablere, der i dag forsømmes og nedlægges. De var stolte af det, de skabte både bygningerne og de nye lyntog. Jeg nåede flere gange at fejre DSB`s nye tog. Det var vores alle sammen.

Den kollektive trafik var noget, vi alle havde brug for, og mange var helt afhængige af.

Disse fælles goder fylder meget lidt i den politiske debat i dag. Stoltheden er helt forsvundet.

Selvfølgelig er det nemt med bilen, og de færreste af os kan undvære den, men prøv at regne på, hvor lang tid vi bruger i trafikkøerne, og hvor meget det sviner i byen. Eller hvor svimle mange mia der bruges på nye motorveje.

Derfor er det velkomment, at det københavnske bystyre ser ud til at tage fat på diskussionen af en betalingsring igen. En begrænsning af bilerne, en fortsat udbygning af cykelstier og ikke mindst en opprioritering af den kollektive trafik vil hjælpe os alle sammen. Mon det bliver til noget denne gang?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen