Bier og blomster

Bierne har det alt andet end godt. Foto: Finn Frandsen
Bierne har det alt andet end godt. Foto: Finn Frandsen

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

ABRIKOSTRÆERNE BLOMSTRER lige uden for mit vindue i sommerhuset. I København valfarter jeg sammen med gode venner til Bispebjerg Kirkegård for at se kirsebærtræernes lyserøde væld af blomster. I Kongens Have er der hvide træer og lyserøde skyer af blomstrer. Den gamle politiker Viggo Hørup, som står og troner ved den ene indgang, er helt omgivet af et lyserødt flor af japanske kirsebærblomster

DET ER EN SMUK årstid, når solen lyser det hele op, men man skal skynde sig ud, for blomstringen går hurtigt over.

EFTER CORONA-NEDLUKNINGEN er der
noget løfterigt over forårets overvældende skønhed. Det kan tage lidt af forskrækkelsen over, at det går så langsomt med vaccinerne, og at først AstraZeneca- og så Johnson & Johnson-vaccinerne ser ud til alligevel ikke at kunne bruges.

Der er udeservering igen, men et normalt liv er der ikke, og hvad er efterhånden normalt? Vi er ved at vænne os til en anden verden end den, vi troede, vi var en del af.

DESVÆRRE FORTÆLLER forårets overdådige blomstring os også om en anden forandret virkelighed. Der er ikke nogen summen af bier. Der er simpelthen ingen bier i blomsterne, hverken her i foråret eller til sommerens blomster.

PÅ GRUND AF hensynet til landbrugets behov for at bejdse frø til raps, roer og læggekartofler, forsvinder bierne. Midlet hedder neonikotinoider (Neonik), og det indeholder forskellige former for giftstoffer. Giften trænger fra frøene ind i planterne og påvirker bierne, der flyver på blomsterne. Bierne mister retningssansen og kan ikke finde hjem til bistadet. De dør.

JEG HAR IKKE kunnet finde ud af, hvad
det betyder for fuglene, der spiser de døde bier? Mister de også retningssansen, og dør de også?

EU har forbudt anvendelsen af neonikotinoiderne, men der kan gives dispensation, og det har Danmark søgt og fået. Det er totalt kritisabelt, og regeringen bør stoppe de dispensationer – det haster. Sammen med andre foranstaltninger i landbruget betyder det, at mængden af insekter er stærkt begrænset. Det industrialiserede landbrug er skurken.

MEN FOR AT fejre foråret og de få bier, der er tilbage, besøgte jeg Honningbutikken hos Katrine Klinken i Jægersborggade og købte honning med hjem.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
74 kommentarer
Vis kommentarer