Brexit-forvirring

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

EFTERHÅNDEN HAR vist de fleste hørt og læst ordet brexit. Og der er nok lige så mange, der undrer sig over, hvad i alverden det er, der foregår i Storbritannien. Det er dem, der har skabt brexit. Et helt nyt ord sammensat af Britannien og
exit. Fikst og nemt at huske og skrive. Det er så også det eneste, der er fikst og nemt

Det er langt sværere at finde ud af, hvad indholdet skal være.

HVIS VI HOLDER OS til overskrifterne, så går det. Storbritannien skal ud af EU, for det har de selv bestemt ved en folkeafstemning. Den gav også i Danmark Dansk Folkeparti blod på tanden. Når nu englænderne havde fået forhandlet en god aftale på plads, så skulle Danmark følge i det samme spor!

DET ER NOK IKKE kun mig, der har opdaget, at der er blevet mere stille omkring DF’s ideer om at Danmark skulle følge Storbritannien. Og i hvert fald Enhedslisten erkender, at det var en fejl, at de også troede det.

FOR DET VISTE SIG, at englænderne overhovedet ikke anede, hvad det ville sige, at de skulle ud. Da sejrherrerne efter deres folkeafstemning havde skålet og jublet, kom hverdagen, og ingen anede, hvad det skulle gå ud på. Skåltalerne kunne bare slå fast, at de der nede i Bruxelles, de bestemte alt for meget! Og hvad så? Hvad skulle der komme i stedet?

PREMIERMINISTER THERESA MAY styrtede frem og tilbage mellem parlamentet i London og Bruxelles eller Strasbourg. Man kunne næsten på skærmen se, at hun blev ældre for hver gang. Hun anede heller ikke, hvad det var englænderne havde forestillet sig, og det gjorde parlamentarikerne heller ikke. Men de ville i hvert fald ikke have det, hun var nået frem til.

FORVIRRINGEN BLEV større og større, og det var som om, det blev glemt, at det ikke er EU, der smider englænderne ud eller vil af med dem. Det er englænderne selv, der gerne vil forlade samarbejdet i EU – og uden at have gjort sig klart, hvad de vil have i stedet.

LAD DET VÆRE en påmindelse til os danskere. EU er et tilbud om et fællesskab, der forpligter, blandt andet fordi det bygger på et retsgrundlag. For et lille land på knap seks millioner indbyggere – 1 procent af befolkningerne i EU – er det en kæmpechance at få lov at kunne deltage på linje med de store lande som Tyskland og Frankrig. Vi skal i hvert fald ikke ned ad den slidske, som Storbritannien er på vej ned ad.

Vi må stå ved, at vi har brug for og glæde af vores medlemskab af EU.

12 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen