Mattias Tesfaye, der er socialdemokratisk folketingsmedlem, har skrevet bogen ’Velkommen Mustafa’ om Socialdemokratiets komplicerede forhold til indvandrerpolitikken.

Det bliver han bebrejdet af forskellige medier, selv lederskribenter glemmer at rose ham for det kæmpearbejde, han har udført.

Det er dumt.

Det er meget fortjenstfuldt, at Mattias Tesfaye har skrevet denne bog, hvor han har gennemlæst masser af den tids debatter og talt med en række af de politikere, der var aktive i den tid. Det er et grundigt arbejde, han har præsteret. Selvfølgelig vil han noget politisk med bogen. Han skriver den ind i sin egen tid. Ellers var der ingen grund til, at han skrev bogen. Han ER politiker og ikke forsker eller chefredaktør, og han bruger bogen til at argumentere for sine synspunkter. Han kan sagtens få sine pointer frem, samtidig med at han er redelig i behandlingen af det stof, han har til rådighed. Og selvfølgelig lægger han snittet, så det passer til det, han gerne vil fortælle, og som kan bruges i den tid, vi nu lever i.

Han er altså valgt politiker og står ved det. Derfor har han et budskab: Der er grænser for, hvor mange borgere med en anden etnisk baggrund en kommune kan klare at integrere – og det er integrationen, der giver vanskeligheder. Det er her, udfordringen ligger – også i dag. Den koster rigtig mange penge. Det er ingen lille sag at stille børnehaver og folkeskoler med uddannet personale til rådighed. Eller sprogskoler til fædre og mødre, sygehuse, lægehjælp mv., og det SKAL lykkes, hvis de nye borgere skal have en chance for at klare sig. Indimellem skal der hårde midler til, fordi de kulturelle forskelle er store, og fordi det er vigtigt for de nyankomne at vide, hvad reglerne er i det land, de nu skal bo i. Det har krævet tid at indse, at det slet ikke er nok med gode viljer og penge.

Hvis det kniber med at forstå, hvor megasvært det er, og hvor let, det kan gå helt skævt, så er der en anden bog, der kan anbefales til læsning, nemlig Åsne Seierstads ’To søstre’. Den handler om to somaliske søstre, der efter en almindelig norsk opvækst flygter til Syrien for at deltage i krigen der! Andre advarsler kan fås gennem Kriminalitetsstatistikken, der på sin egen triste måde viser alle de gange, integrationspolitikken ikke lykkedes.

Det er fint skildret i Tesfayes bog, at borgmestrene på Vestegnen ikke alene kunne løse den kæmpe opgave, de stod over for dengang. Det var familiesammenføringerne, der slog bunden ud af deres budgetter, mens andre kommuner uden den forpligtelse bare kunne læne sig tilbage. Derfor er det godt, at forfatteren nu ser hele den periode i en politisk sammenhæng og også bruger den til at se på de udfordringer, partiet og han selv står over for nu.

Selvfølgelig kan Socialdemokratiet og andre partier – også de radikale – lære af den historie, og han bidrager til, at Socialdemokratiet ikke gentager den.