En manglende tillid til demokratiet

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

PÅ ONSDAG bliver Joe Biden endelig præsident i USA efter et helt makabert forløb siden præsidentvalget i november. Farligt blev det, da Kongressen blev stormet af en hob, der var opildnet af den stadig siddende præsident Trump, der ikke ville acceptere sit nederlag.

Nu gælder det om også at få ryddet op i politiet, der spillede en aktiv rolle. Det skal nok ske.

DET ER NEMT at håne forløbet og fair nok at glæde sig over, at præsident Trump nu endelig er ude. Men det er for kortsigtet, for der er meget at lære også for os danskere.

NÅR TRUMP i den grad har kunnet få folk bag sig og stadig har det, så hviler det på en dybtgående forskel på folk i USA – rige er endog meget rige og fattige mere fattige, end vi kender det.

Der er massevis af mennesker,
der har mistet deres job, hele byer er blevet lagt øde på grund af den globale og dermed også teknologiske udvikling.

DET ER DER ikke meget forståelse for i det politiske establishment i Washington. De aner ikke, hvordan de mennesker lever, og forskellene på rig og fattig er meget stor. Racer spiller også en rolle, hvad bevægelsen Black Lives Matter demonstrerede.

 I den udvikling ligger der en advarsel til os i Danmark, hvor forskellene mellem rig og fattig også vokser i disse år og forstærkes af pandemien, som rammer underklassen langt hårdere end andre lag i befolkningen.

I DEN SENESTE tid er det blevet klart for de mindre skolebørn, der skal hjemmeundervises af forældre, der samtidig er på arbejdsmarkedet. Det kan de selvfølgelig ikke klare – heller ikke eller slet ikke, når forældrene skal arbejde hjemme. De har hverken forudsætninger eller kræfter til det.

Men det viser sig bredere i en manglende tillid til demokratiet. Opfattelsen af politikere, der svigter, bliver større:

’Dem på Christiansborg, de er bare optagede af alt det, de kan pådutte hinanden, men de aner ikke, hvordan hverdagen er for os i bunden.’

 Det bliver ikke ved at gå.

DERFOR HAR lønkompensation været en vigtig del af corona-pakkerne, men i medierne møder vi stort set kun mindre erhvervsdrivende, der har vanskeligheder med at klare sig under begrænsningerne, men ikke den store gruppe af ufaglærte mænd og kvinder, der skal hutle sig igennem.

 De mennesker forsvinder ikke, og kløften bliver dybere, og dermed også mistilliden til det politiske system. Måske er Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen klar over det, men det kniber for de partier, der burde videre bedre, og som har støttet den socialdemokratiske regering. Det har altid været svært for de radikale at indse.

Opfattelsen af politikere, der svigter, bliver større

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
62 kommentarer
Vis kommentarer