Et lille land

Juleaftensdag er refleksionens dag, ifølge Ritt Bjerregaard.
Juleaftensdag er refleksionens dag, ifølge Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

JULEAFTENSDAG var barndommens længste dag, selvom det i realiteten er en af de korteste. Det var her, jeg skulle vente og vente, til alt det spændende skulle ske om aftenen: juletræ, julesange, julemad og ikke mindst julegaver, selvom de slet ikke havde det omfang, de har i dag.

I MIT VOKSNE LIV er der hverken juletræ eller gaver. Der er det mere refleksionens dag. Jeg ved godt, at det hører nytåret til, fordi vi her skifter år, men der er noget særligt ved julen, som i høj grad har at gøre med familie, venner og de store begivenheder i verden.

JEG ER I GANG med bind tre af mine erindringer, hvor jeg blandt andet skriver om min tid (1995-1999) som miljøkommissær i EU. Derfor er jeg meget optaget af englændernes kamp for at komme ud, væk fra EU – brexit.

DET ER SVÆRT for dem at finde en løsning, for de vil både ud og vende tilbage til gamle dage. Men de vil nødigt opgive alle de fordele, de havde ved at være medlem. De kan godt se, at det er fint at være del af et stort marked, men ikke så nemt at skulle leve op til forpligtelserne. I skrivende stund har de ikke fundet en løsning, og i foråret skal de være ude.

NOGLE DANSKE POLITIKERE har leget med den tanke, at Danmark skulle følge efter! Det ville bare være så helt igennem dumt og slet ikke noget, Danmark stod sig ved.

Danmark udgør befolkningsmæssigt en procent af befolkningerne i EU. Kun en procent, og alligevel har vi de samme rettigheder som store lande på over 50 millioner indbyggere.

VORES NÆRMESTE NABO, Tyskland, er helt oppe på mere end 80 millioner indbyggere.

Med sine godt og vel fem millioner er Danmark fuldt ud med og har sin egen kommissær, statsministeren spiller en rolle sammen med de andre statsministre, og det gør de forskellige andre ministre også, når den fælles politik fastlægges. Store dele af lovgivningen er forbedringer for Danmark – helt tydeligt på miljøsiden – men også for ligestillingen, hvor barslen til mænd stadig halter bagefter i Danmark.

DET ER ET TILBUD at være med i EU. Vi danskere skal være glade for det, og i stedet for hele tiden at spørge om hvad vi kan blive fri for, skulle vi interessere os for, hvad vi kan få lov til at være med i.

MIT HÅB ER, at brexit-forhandlingerne får understreget – også for os danskere – hvor godt det er for et lille land som Danmark at være med i EU.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
56 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen