Forskellige - men hver for sig sande

Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft er begge aktuelle med erindringsbøger. Foto: Jan Sommer
Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft er begge aktuelle med erindringsbøger. Foto: Jan Sommer

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

SØREN PINDS ’Frie ord’, Mogens Lykketofts ’Holdning og handling’ og jeg selv med ’Udenfor’ er alle erindringsbøger om vores tid i politik. For mig er det den tredje erindringsbog, og der skal komme en mere.

Vi har alle været aktive i politik, vi kender hinanden, og jeg glæder mig til at læse de andres, for jeg er sikker på, at der er store forskelle, men også at jeg kan blive klogere på min tid i politik. Søren Pind og jeg har en kort fælles fortid på Københavns Rådhus, og Mogens og jeg en længere fælles tid på Christiansborg.

FOR OS ALLE TRE gælder det, at vi har skrevet selv. Ikke fordi vi tror, at vi er forfattere, men fordi skriveprocessen giver meget til hukommelsen, og dermed til det endelige produkt. Den tvinger nogle overvejelser frem:

Hvorfor gik det, som det gjorde? Hvem var med, og hvilken rolle spillede de? Hvorfor handlede jeg lige på den måde?

Det er på forhånd givet, at vores erindringer bliver meget forskellige og hver for sig sande, fordi de netop er det, den pågældende husker og har lyst til at fortælle os andre. Det er også derfor, de har en helt anden værdi end de portrætbøger, som journalister skriver. De er altid på anden hånd d.v.s på afstand.

DEN FØRSTE ÅBENLYSE forskel på os tre er, at jeg er kvinde, og at der ikke er så mange kvindelige politikere, der har skrevet erindringer. Jeg ledte faktisk efter nogle, da jeg første gang i 1973 blev minister.

Jeg kunne godt have tænkt mig at vide, hvad den første undervisningsminister Ninna Bang tænkte, og hvad hun oplevede. Jeg fandt ingen, men har været glad for, at historikeren Birgitte Possing skrev om Bodil Koch, for her fik jeg indblik i et kvindeliv. Sidenhen er der andre, der har skrevet om kvinderne i politik og også enkelte kvinder, der selv har skrevet.

FORSKELLEN på os tre, der udgiver nu, er også, at vi tilhører forskellige partier. Mogens og jeg er socialdemokrater og Søren Pind venstremand. Dertil kommer aldersforskellen. Søren Pind har muligheder for en ny politisk karriere, mens Mogens og jeg er pensionister.

Mit gæt er, at magtkampene ligner hinanden, men de ser forskellige ud, fra hvor man står. Det vil vise sig tydeligst for Mogens og mig, fordi vi begge var højt oppe i ledelseslaget i Socialdemokratiet og udkæmpede nogle magtkampe, men også fordi vi ser meget forskelligt på politik.

DET SER JEG som en stor fordel for dem, der skal læse bøgerne. Det gør dem underholdende at læse. Man kan ovenikøbet sammenligne den ene opfattelse med den anden.

Der er mange sandheder i politik, og det sete afhænger af øjnene, der ser. Så alle erindringer er bidrag til den store og lange historie.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer