Godt den nye generation gør oprør

Ritt Bjerregaard er glad for, at den unge generation råber vagt i gevær om sexchikane. foto: ANTHON UNGER
Ritt Bjerregaard er glad for, at den unge generation råber vagt i gevær om sexchikane. foto: ANTHON UNGER

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

METOO og nu historierne om sexchikane raser. Den ene gruppe kvinder efter den anden melder ud om overgreb og krænkelser. Stort og småt – imellem hinanden med vigtigt og ligegyldigt – kører det løs. Det fælles er, at der er tale om først og fremmest mænds misbrug af magt. Overgrebene er mod kvinder, der har svært ved at undslippe, tit fordi der er tale om ansættelsesforhold.

JEG TROR RASERIET er godt, og at det driver de forandringer, som vi har brug for. Men desværre har sådanne bølger også en tendens til at gå grassat, så det gælder om at passe på, at det ikke udvikler sig til heksejagt.

I det politiske liv var udenrigsminister Jeppe Kofod en af de første, der blev hængt ud. Sagen var gammel – 12 år, og han havde fortrudt og højt og tydeligt sagt undskyld – og han gjorde det igen. Men hans sag hørte til de grove – overgrebet var mod en kun 15-årig kvinde, han selv var i 30’erne, og han underviste på et kursus for unge DSU’ere. Magtovergrebet var til at få øje på.

Min første reaktion var, at det var en gammel sag, som var overstået; men mine unge venner forstod mig ikke, en undskyldning kunne da ikke gøre en så grov handling acceptabel og betyde, at manden kunne blive udenrigsminister. Han var ikke værdig til at repræsentere landet. De gav mig noget at tænke over.

MIN GENERATION har levet med forskellige former for krænkelser, fordi vi troede, at det ikke kunne være anderledes, og som kvinde måtte man bare passe på, advare andre kvinder og holde sig på afstand af de mænd, som vi vidste, hvem var. Vi kvinder var også præget af Rødstrømpebevægelsen og var klar over, at vi var ude i en kamp. Vi var stridbare og klar over, at der var ting, vi ikke skulle finde os i.

I dag synes jeg, at vi skal være glade for, at den nye generation gør oprør og ikke vil finde sig i sexchikane af enhver art. De har ret i, at der skal ryddes op, og at det kræver store ændringer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
31 kommentarer
Vis kommentarer